Membranfiltrering af afsletningsvand i textilindustrien

2. Procesbeskrivelse

2.1 Oxidativ afsletning
2.2 Enzymatisk afsletning


På pilotvirksomheden Nordisk Blege- og Farveri (NBF) i Helsingør gennemføres afsletning principielt på 2 forskellige måder, enten som en kombineret oxidativ afsletning/-blegning på et kontinueanlæg, eller som en batchvis enzymatisk afsletning på jigger. I enkelte tilfælde gennemføres dog også enzymatisk afsletning på kontinueanlæg.

2.1 Oxidativ afsletning

I projektet blev der i første omgang primært fokuseret på den oxidative afsletning, da muligheder for genbrug i dette tilfælde i praksis var de bedste.

Kontinueanlægget består af en foulard til påføring af kemikalier samt et vaskeanlæg med 6 kasser.


På foularden påføres varepartiet en kemikalieflotte med et flotte optag på ca. 100% (1 l/kg tekstil) fremstillet efter følgende recept:

65 ml/l brintperoxid (35%)
65 ml/l natronlud (34° Be)
18 ml/l vandglas
3-6 g/l persulfat
0,25 ml/l netzmiddel (detergent, befugter)
8 ml/l sequestreringsmiddel (komplexdanner)

Efter foularden oprulles varepartiet (normalt ~ 800 kg) på en bom, indpakkes i plast og henstår natten over. Derefter udvaskes varen på kontinueanlægget med en hastighed af ca. 40 m/min. og med i alt 2.800 l vand (stående bad) pr. parti med følgende temperaturer og kemikalietilsætning:

0. kasse: 100 l, 50° C
1. kasse: 750 l, 90° C, 5 l natronlud, 3 l netzmiddel, 2 l sequestreringsmiddel
2. kasse: 750 l, 90° C, 2 l netzmiddel, 1½ l sequestreringsmiddel
3. kasse: 400 l, 90° C
4. kasse: 400 l, 90° C
5. kasse: 400 l, 50° C, eddikesyre til pH = 5-6


Efter hvert parti droppes badet normalt, hvorefter der fyldes op på ny til næste parti.

Processen udføres således kontinuerligt, men med stående bade, med et forbrug på 2.800 l pr. 800 kg svarende til 3,5 l/kg.

I løbet af projektperioden blev det her beskrevne kontinueanlæg udskiftet med et nyere, hvor principielt den samme proces gennemføres; men hvor mulighederne for skyl i modstrøm er bedre.

2.2 Enzymatisk afsletning

Den enymatiske afsletning på jigger foregår normalt på følgende måde (tilsætninger angivet per kg tekstil):

1. trin: 3 l/kg vand, 6,5 g/kg detergent, 6,5 g/kg afsletningsenzym, 90oC.
2. trin: 2 l/kg vand, 50 g/kg lud, 56 g/kg brintperoxid, 50oC stigende til 90oC.
3. trin: 2 l/kg vand, 80 g/kg eddikesyre, 90oC.
4. trin: 2 l/kg vand, 1,6 g/kg antibrintenzym, koldt.


Efter hvert procestrin droppes badet, hvorefter jiggeren fyldes op på ny.

Processen udføres således batchvist med et samlet vandforbrug på 9 l/kg.