Metode til risikovurdering af gasproducerende lossepladser 

Bilag 1 Lossepladsgas

1 Indledning

Lossepladsgas eller på nudansk deponigas er samlebetegnelsen for den komplekse sammensætning af gasser, der dannes under nedbrydningen af det organiske materiale i fyld og lossepladser. Hovedkomponenterne i lossepladsgas udgøres normalt af metan (CH4) og kuldioxid (CO2), og når ordet lossepladsgas anvendes i dagligtale, er det oftest metanen, der bliver refereret til. Lossepladsgas kan også indeholde høje koncentrationer af brint (H2), og specielt i starten og slutningen af en losseplads/affaldscelles livscyklus vil lossepladsgassen kunne indeholde høje koncentrationer af kvælstof (N2), som stammer fra atmosfærisk luft, der er trængt ned i fylden.

Gasproduktion

Produktionen af lossepladsgas bevirker, at der gennem hele lossepladsens aktive periode vil ske en større eller mindre gasemission fra lossepladsen. Gasemissionerne er således resultatet af de biologiske, kemiske og fysiske processer, der foregår i lossepladsen, og dermed af det miljø, der hersker i lossepladsen. Sammensætningen og omfanget af gasemissionerne vil afhænge af en række faktorer som bl.a. affaldets sammensætning og alder, lossepladsens fysiske udformning samt måden lossepladsen er drevet på, både under og efter affaldsdeponeringen har fundet sted.

Formål

Formålet med dette bilag er at give et indblik i den række af komplicerede processer, der har betydning både for gasproduktionen og for gassens spredning i miljøet, for derved at give en forståelse for de principper, der danner grundlaget i risikovurderingen af lossepladsgassens indtrængning i bygninger og lignende.

Figur 1.1
Illustration af faseopdelingen ved risikovurderingen

Læsevejledning

Dette bilag er opdelt i fire underbilag. Det første beskriver lossepladsgassen og dens fysisk-kemiske egenskaber, og herefter er der tre generelle teoriafsnit om gassens produktion og spredning i miljøet. De generelle teoriafsnit er opbygget, så de følger metodikken i risikovurderingen af lossepladsgas. I afsnit 3 beskrives gasproduktionen i selve lossepladsfylden og de faktorer, der har indflydelse på produktionens størrelse, og på i hvor høj grad den producerede gas vil migrere (sive) ud til omgivelserne. I afsnit 4 beskrives gasmigrationen mellem det sted, hvor gassen er produceret, og det sted hvor risikoen for brand, eksplosion m.v. kan opstå. I afsnit 5 beskrives gasindtrængningen i bygninger samt, hvordan gassen kan udgøre en risiko i en bygning.

Hvert underbilag er opbygget således, at bilaget indeholder beskrivelser af de faktorer, der er bestemmende for henholdsvis gasproduktionen, gasmigrationen eller gasindtrængningen. I slutningen af hvert bilag sammenfattes betragtningerne i relation til risikovurderingen.

Metan og kuldioxid

I lossepladser, der har modtaget organisk affald, vil den mikrobiologiske omsætning af organisk kulstof til metan og kuldioxid (eller på almindelig dansk forrådnelsesprocesserne i affaldet) være den vigtigste årsag til produktionen af lossepladsgas og til den flux af gas, som vil ske ud af fylden af såvel gassens hovedkomponenter som de sporstoffer, der vil findes i gassen. Sporstofferne vil dannes både på grund af mikrobiologiske processer og fysisk-kemiske processer.

I dette bilag vil forholdene omkring de metan- og kuldioxidproducerende processer blive beskrevet, medens indholdet og produktionen af sporgasser ikke vil blive behandlet yderligere. For informationer om sporgasser i lossepladsgas henvises bl.a. til Christensen et al 1996 /1/.