Metode til risikovurdering af gasproducerende lossepladser 

Bilag 2 Undersøgelsesstrategi

1 Indledning

Siden starten af 1990'erne er der i Danmark udført undersøgelser for lossepladsgas på en lang række af de tidligere, nu nedlagte lossepladser. Undersøgelserne har været målrettet mod at belyse gasproduktionen i lossepladserne og risikoen for gasindtrængning i bygninger på eller op til lossepladserne. For de idriftværende affaldsdeponier udføres der også gasundersøgelser. Disse er dog i højere grad rettet mod at vurdere gasproduktionen i lossepladserne med henblik på indvinding og evt. udnyttelse af lossepladsgassen, og det er kun i forbindelse med et fåtal af affaldsdeponierne, der føres kontrol med gasmigrationen.

I forbindelse med udarbejdelsen af denne arbejdsrapport er der rettet forespørgsel til de danske amter (jf. bilag 5 afsnit 1) med henblik på at indhente oplysninger om bl.a. status og erfaringer med gasundersøgelser. Arbejdsgruppen har desuden oplysninger om omfanget af tidligere udførte gasundersøgelser fra henholdsvis Københavns Amt og Vestsjællands Amt, hvor COWI har gennemgået sager for mere end 25 lossepladser med henblik på at revurdere gasrisikoen og eventuel moniteringsstrategi.

De indhentede oplysninger viser, at de udførte undersøgelser har meget varierende omfang og kvalitet, ligesom de undersøgelsesstrategier, der har været anvendt, ofte også har været meget forskellige. Således er der i nogle tilfælde lagt meget vægt på at foretage målinger inde i bygningerne, medens der i andre tilfælde slet ikke er indhentet oplysninger til belysning af de bygningsmæssige forhold.

I Miljøstyrelsens vejledninger nr. 6 og 7 fra 1998 /1/ er angivet retningslinier for udførelse af gasundersøgelser, som, hvis de følges, vil kunne give et godt grundlag for risikovurderingen af risiciene for gasindtrængning i bygninger på eller op til en gasproducerende losseplads.

Formålet med dette bilag er dels at give en detaljeret beskrivelse af hvilke undersøgelser, der er nødvendige for at kunne foretage en risikovurdering som beskrevet i hovedrapportens kapitel 3, dels at danne grundlag for valg af undersøgelsesstrategi.

En gasundersøgelse, der skal lede frem til en risikovurdering, kan opdeles i 3 faser:
Orienteringsfasen:
- Dataindsamling omkring deponeringsforhold, geologi og arealanvendelse af lossepladsen og dens nærmeste omgivelser.
Indledende feltundersøgelser
- Undersøgelser af det gasproducerende område.
- Eventuelle undersøgelser ved bygninger som ligger tæt op til det gasproducerende område.
Supplerende feltundersøgelser
- Uddybende undersøgelser af gasproduktionen.
- Undersøgelser af gasspredningen, herunder gasfanens udbreddelse, og undersøgelser af gaspermeabilitet.
- Dataindsamling omkring byggetekniske forhold.
- Byggeteknisk gennemgang og indendørsmålinger.