Måling af dioxinemissionen fra udvalgte sekundære kilder

Forord

Denne rapport er en del af det arbejde, Miljøstyrelsen som Lead-Country indenfor OSPAR-konventionen på dioxin har iværksat for at danne et bedre overblik over danske emissioner af dioxin og kilderne hertil.

Rapporten præsenterer resultaterne af en række målinger på udvalgte mindre fyringsanlæg, fyret med specifikke brændsler, samt resultaterne af flere nyere målinger på tilsvarende fyringsanlæg med samme typer brændsler.

Undersøgelsen er udført i Referencelaboratoriets regi og under Referencelaboratoriets styregruppe

Teknologisk Institut i Århus har udført målingerne på brændeovn, træpillefyr og halmfyret gårdanlæg, og dk-TEKNIK ENERGI & MILJØ har udført de øvrige målinger.

Alle analyserne for dioxiner og furaner, både fra de udførte og de refererede målinger, er udført af ERGO Forschungsgesellschaft GmbH i Hamburg.

Rapporten er udarbejdet af Ole Schleicher, Allan Astrup Jensen og Peter Blinksbjerg, dk-TEKNIK ENERGI & MILJØ.

Der rettes en stor tak til de virksomheder, der velvilligt har stillet deres fyringsanlæg til rådighed, samt for den hjælp de har ydet ved gennemførelse af målingerne.