Statistik for behandling af organisk affald fra husholdninger - Revideret udgave

Forord

Notatet "Statistik for behandling af organisk affald fra husholdninger 1999" er en statistisk opgørelse af tilført og behandlet organisk affald fra husholdninger m.v. på kompost- og biogasanlæg. Opgørelsen indeholder endvidere mængden af produceret, lagret og afsat kompost, samt oplysninger om priser og kvalitet af komposten. Statistikken er en fortsættelse af tidligere års statistikker på området.

Formålet med statistikken er at tilvejebringe et datagrundlag, der løbende kan anvendes af myndighederne til vurdering af omfanget og udviklingen af produktion og afsætning af kompost. Statistikken giver endvidere branchen generelle oplysninger om markedet for afsætning af kompost.

Denne statistik er én ud fire statistikker, der udarbejdes inden for området "Organisk affald". De fire statistikker er:
Statistik for behandling af organisk affald fra husholdninger
Statistik for hjemmekompostering
Statistik for madaffald
Statistik for jordbrugsmæssig anvendelse

Udarbejdelsen af statistikkerne er finansieret af Miljørådet for Renere Produkter under projektrammen "Statistikker og materialestrømsanalyser for udvalgte områder".

Udover statistikkerne inden for "Organisk affald" udarbejdes følgende tilsvarende notater under projektrammen:
Statistik for glasemballage
Statistik for plastemballage
Statistik for returpapir og -pap

Endvidere udarbejdes der et notat, der opgør det samlede emballageforbrug i Danmark. Notatet "Emballageforsyningen i Danmark 1999" opgør en række forsyningstal, der anvendes i de andre statistiknotater.

Notaterne under projektrammen "Statistikker og materialestrømsanalyser for udvalgte områder" er udarbejdet af en projektgruppe bestående af Econet AS, Teknologisk Institut og Lars Mørck Ottosen med Econet som den projektansvarlige organisation.

Claus Petersen har været udførende på "Statistik for behandling af organisk affald fra husholdninger 1999".