| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Infralyd og lavfrekvent støj i det eksterne miljø

3. International administrativ praksis

Dette afsnit indeholder undersøgelsens hovedresultater med en alfabetisk opdelt afsnitsvis gennemgang af praksis i de lande der indgår i undersøgelsen. Resultaterne er endvidere sammenfattet skematisk i bilag A.

For hvert land er der kort anført gældende retningslinier og metoder til vurdering af ekstern støj herunder specielt lavfrekvent støj i det omfang de findes i det pågældende land. Desuden anføres oplysninger om klagefrekvens for lavfrekvent støj, samt angivelse af de støjkilder for hvilke der typisk klages over lavfrekvent støj. Endvidere omtales den lovmæssige baggrund for myndighedernes indgreb over for lavfrekvent støj.

3.1 Australien

Hver af de seks delstater i Australien har sin egen lovgivning, men der er en tendens til øget harmonisering af regler på miljøområdet. New South Wales vedtog en ny Industrial Noise Policy i december 1999, og har dermed de mest opdaterede retningslinier på dette område. Det vurderes at disse retningslinier vil være repræsentative for Australien de næste 5-10 år.

Klager over lavfrekvent støj behandles lokalt på linie med anden ekstern støj. Der er ikke specielt mange klager for nærværende, men det vurderes at klagefrekvensen er stigende.

Den australske metode for vurdering af lavfrekvent støj er baseret på måling af støjen udendørs, og på bestemmelse af forskellen mellem det C-vægtede og det A-vægtede lydtrykniveau. Hvis forskellen er større end 15 dB, skal der adderes 5 dB til det A-vægtede lydtrykniveau før dette sammenlignes med grænseværdierne.

Der er endnu ingen praktiske administrative erfaringer med metoden.

3.2 Danmark

Den danske administrative praksis er baseret på klagebehandling i kommunerne. De lokale miljøadministrationer vurderer støjgenen, så vidt muligt på baggrund af målinger som kommunen i almindelighed rekvirerer, undtagelsesvis selv udfører. Målinger og vurderinger foretages efter retningslinierne i Miljøstyrelsens Orientering nr. 9/1997 (ref. 1).

Administrative afgørelser vil kunne indeholde påbud om støjdæmpning med hjemmel i Miljøbeskyttelsesloven med tilhørende bekendtgørelser, og kan i almindelighed påklages til Miljøstyrelsen og i visse tilfælde endvidere til Miljøklagenævnet. Overtrædelse af påbud kan straffes med bøde.

Orientering nr. 9/1997 indeholder anbefalede målemetoder, og anbefalede grænseværdier for infralyd (G-vægtet lydtrykniveau), samt for lavfrekvent støj (A-vægtet lydtrykniveau i frekvensområdet 10 Hz-160 Hz, L_{Aeq,LF,10min.}). Der er endnu ingen systematisk registrering af orienteringens administrative virkning. Det er dog vurderingen, at de vejledende grænseværdier er ved at finde indpas i miljøsagsbehandlingen.

Klagebilledet i Danmark har i de senere år været præget af klager over lavfrekvent støj fra kilder der ikke har kunnet identificeres. Miljøstyrelsen skønner, at der de seneste år er forekommet ca. 50 klager af den art pr år.

3.3 England

Det engelske system er baseret på, at sagsbehandlere (Environmental Health Officers, EHO) i de lokale miljøadministrationer (Environmental Health Departments) vurderer støjgenen og foretager evt. målinger. EHO vurderer støjgenen på basis af sin erfaring, og afgør om klagen er berettiget (ca. 25% af klagerne vurderes at være berettigede). En berettiget klage foretrækkes behandlet uformelt og løst ved forhandling mellem parterne. Er dette ikke tilstrækkeligt, kan EHO udstede påbud om støjdæmpning (Abatement Notice), hvilket sker i ca. 15% af de berettigede klagesager (svarende til ca. 4% af alle sagerne). Abatement Notice kan prøves retsligt, men mindre end 1% af klagesagerne ender i retten.

England har ingen generelle administrative retningslinier og grænseværdier for ekstern støj, heller ikke for lavfrekvent støj. Grænseværdier angives i aktuelle sager som A-vægtet lydtrykniveau.

Lovgrundlaget for hjemmel til påbud omfatter Environmental Protection Act fra 1990, Noise and Statutory Nuisance Act fra 1993, (omfatter bl.a. bilradioer, højttalere, og tyverialarmer) og Noise Act fra 1996 (omfatter bl.a. nabostøj).

Der foretages ikke systematisk registrering af klager over lavfrekvent støj. I 1987 gennemførte University of Salford en spørgeskemaundersøgelse af klager over lavfrekvent støj (ref. 2). Skemaerne blev udsendt til 242 Environmental Health Departments, og svarene viste, at der forekom ca. 500 klager til miljømyndighederne over lavfrekvent støj pr. år i England, svarende til ca. 10 klager pr. million indbyggere (dette svarer omtrent til den af Miljøstyrelsen skønnede danske klagefrekvens). I ca. 90% af tilfældene lykkedes det at identificere støjkilden. 35% af klagerne vedrørte industristøj, 13% musikstøj og 11% trafikstøj.

Af de ca. 50 årlige klager hvor kilden ikke kan identificeres, blev 26 detailundersøgt af Building Research Establishment i 1995 (ref 3). I de fleste af de detailundersøgte klagesager lykkedes det stadig ikke at identificere en støjkilde. Der blev i den forbindelse foretaget audiologisk test af en mindre gruppe klagere, samt udarbejdet forslag til en undersøgelsesmetode til brug for sagsbehandlerne i vanskelige sager. Ved de audiologiske undersøgelser blev der konstateret enkelte tilfælde af speciel støjfølsomhed (hyperacusis) og af tinnitus. Ingen af delene dog i et omfang der kunne forklare klager over de uidentificerede støjkilder. Det lykkedes heller ikke ved detailundersøgelsen at identificere en sandsynlig fælles national lavfrekvent støjkilde (som fx. naturgasnettet, der på et tidspunkt havde været nævnt som potentiel mulighed).

3.4 Holland

Sagsbehandlere i de lokale miljøadministrationer vurderer støjgenen og foretager evt. målinger, som kan vurderes ifølge Richtlijn laagfrequent geluid (ref. 4). Disse retningslinier er ikke officielle, men anvendes som uofficiel støtte for sagsbehandlerne. De udgør et eksempel på relativt gennemarbejdede retningslinier specielt beregnet til lavfrekvent støj, og indeholder kriterieværdier (hørbarhedskriterie) pr. 1/3-oktav for indendørs målt støj.

Myndighederne kan henstille men ikke påbyde støjdæmpning. Tvister afgøres ved retssag, men Richtlijn laagfrequent geluid havde ikke været prøvet i retten da denne undersøgelse blev gennemført.

I Rotterdam regionen (Rijnmond) har de regionale miljømyndigheder DCMR oprettet en procedure for behandling af klager over lavfrekvent støj, som indebærer et samarbejde mellem de regionale sundheds- og miljømyndigheder. Klagerne besøges af begge myndigheder. I de tilfælde, hvor der kan påvises en kilde til den generende støj, kan miljømyndighederne henstille til at støjen nedbringes, men der er ikke mulighed for at give påbud (ref. 26).

Generelt anvendes Noise Nuisance Act og Environmental Protection Act som lovgrundlag for indgreb over for støjende virksomheder.

Gener forårsaget af lavfrekvent støj synes at være ret almindelige i Holland. En spørgeskemaundersøgelse i befolkningen foretaget af det hollandske miljøministerium i 1998 (ref. 5) viste, at mellem 1% og 15% af befolkningen svarer positivt, at de i varierende omfang er generet af lavfrekvent støj. Dette tal synes umiddelbart at indikere et geneomfang der er adskillige størrelsesordener højere end det danske. Det skal dog erindres at det normalt er sådan, at kun et mindre antal af de aktuelt generede rent faktisk klager til myndighederne, samt at en del af de gener der er omfattet af den hollandske undersøgelse er relateret til støjkilder der ligger uden for de danske miljømyndigheders regi, fx. lavfrekvent musikstøj fra naboer.

3.5 Italien

Behandling af klager over støj generelt foretages i Italien decentralt som i Danmark. Kommunerne behandler klagerne, og de regionale ARPA (Agenzia Regionale per la Protezione Ambientale) undersøger om støjgrænserne er overskredet. Hvis dette er tilfældet udsteder kommunen påbud om støjdæmpning.

Eventuel videre sagsbehandling kan foregå i retssystemet, hvor domstolen udpeger en officiel lydteknisk ekspert (Consulente Technico di Ufficio). Overtrædelse af påbud kan straffes med bøde.

Italien har en generel rammelov fra 1995 om støjforurening (Legge quadro sull’inquinamento acustico fra 1995), som gælder i hele Italien. Der er udarbejdet bekendtgørelser der specificerer støjgrænser for forskellige støjkilder, fx. industri og trafik, men der er ingen specifikke retningslinier om behandling af klager over lavfrekvent støj.

Alle støjindikatorer er baseret på A-vægtet lydtrykniveau. Der foreligger ingen oplysninger om klageaktiviteten vedrørende lavfrekvent støj.

3.6 Japan

Japan har som de øvrige lande i undersøgelsen en decentral klagebehandling vedrørende støj. Den centrale miljømyndighed skulle efter det oplyste foretage systematisk klageregistrering. Der forekommer klager over lavfrekvent støj og infralyd (bl.a fra trafik), men ifølge en undersøgelse fortaget af den centrale miljømyndighed skulle der være tale om mindre end 100 klager pr. år, svarende til mindre end 1 klage pr. million indbyggere.

Japan har en generel Noise Regulation Law fra 1995, men der findes ikke specifikke retningslinier for infralyd eller lavfrekvent støj. Det overvejes dog at udarbejde sådanne, og der foreligger flere forslag til målemetoder og grænseværdier.

Et interessant aspekt i den forbindelse er, at det påtænkes at sætte grænseværdier for støjniveauer der bevirker at bygningsdele eller inventar rasler.

3.7 Norge

Det norske klagebehandlingssystem er baseret på, at sagsbehandlere i de lokale miljøadministrationer (kommuner, fylker) vurderer støjgener, og foretager evt. målinger, som kan vurderes i henhold til de generelle retningslinier for støj fra industri (ref. 6), som for tiden er under revision.

De nuværende retningslinier indeholder ikke bestemmelser for lavfrekvent støj, ud over et krav om at der ved støjmålinger skal måles såvel A-vægtet som C-vægtet på tidspunkter hvor støjen er kraftigst. Det angives ikke efter hvilke kriterier eller hvordan forskellen skal vurderes. Det overvejes ifølge Forurensningstilsynet at indføre mere specifikke retningslinier for lavfrekvent støj i de nye industristøjretningsliner, men der foreligger endnu intet konkret herom.

Ifølge Forurensningstilsynet forekommer der klager over lavfrekvent støj fra industri og transformatorer, men der foretages ingen central registrering af disse klager. Det vurderes dog at klagefrekvensen er stigende.

Generelt anvendes Forurensningsloven af 1981 som lovgrundlag for indgreb over for støjende virksomheder. Afgørelser foretaget af førsteinstanser kan ankes til Statens Forurensningstilsyn og til Miljøverndepartementet.

I forbindelse med lydklassificering af bygninger, findes en norsk standard fra 1997 (ref. 7), som indeholder bestemmelser specielt med henblik på vurdering af udefra kommende lavfrekvent støj i boliger. For de to mellemste boligklasser er der angivet grænseværdier for det indendørs C-vægtede lydtrykniveau, og for den bedste boligklasse er der grænseværdier for det indendørs lydtrykniveau pr. 1/1-oktav. Disse retningslinier bruges som reference til Teknisk Forskrift efter Plan- og Bygningsloven, og kan ikke anvendes som redskab for indgreb over for støjende virksomheder. De pågældende vurderingsmetoder svarer til de i den amerikanske nationale standard ANSI S12.2-1995 (ref. 16) angivne.

3.8 Sverige

Sagsbehandlere i de lokale miljøadministrationer (Miljö- och Hälsoskyddskontor, MHK) vurderer støjgenen og foretager eller rekvirerer evt. målinger, som efterfølgende kan vurderes ifølge Socialstyrelsens vejledende grænseværdier (ref. 8). Støjmålinger udføres i henhold til målemetoden i ref. 9. De generelle retningslinier fra Statens Naturvårdsverk om ekstern støj fra industri (ref. 10) indeholder ikke vejledning om vurdering eller måling af lavfrekvent støj.

Miljö- och Hälsoskyddsnämdens (MHN) afgørelse kan ankes til Länsstyrelsen og videre til Forvaltningsdomstolen. MHN’erne er relativt autonome, og de centrale miljømyndigheder eller Socialstyrelsen har ikke instruktionsbeføjelse overfor de lokale aktiviteter.

Myndighedernes afgørelse kan omfatte påbud om støjdæmpning, og i den forbindelse er der mulighed for at give påbud der ikke er direkte knyttet til støjkilden, fx. lydisolering af klagernes boliger som alternativ til støjdæmpning af kilden. Miljømyndighederne tilstræber at loven følges uden tvang, dvs. ved at rådgive om afhjælpende foranstaltninger fremfor at udstede påbud. Statistik om påbud/retssager er ikke kendt.

En landsdækkende spørgeskemaundersøgelse via MHK’erne fra 1985 (ref. 11) viste, at den årlige klagerate over støj fra kilder der ofte udsender lavfrekvent støj (varmepumper, ventilationsanlæg, mv.) var ca. 4,000 svarende til ca. 500 pr. million indbyggere. Endvidere blev det konstateret, at klager over støj fra disse kilder udgjorde 71% af det samlede antal klager over støj til myndighederne.

Denne, sammenlignet med danske forhold, høje klagefrekvens skal ses på den baggrund, at klager over støj fra naboers tekniske installationer i Sverige behandles af miljømyndighederne (Miljö- och Hälsoskyddskontorerne). Støj fra private naboers varmepumper og ventilationsanlæg indgår således i opgørelsen over klageantallet. Endvidere skal det bemærkes, at klageopgørelsen er relateret til støjkilderne som sådan, og ikke til om støjen rent faktisk var specielt lavfrekvent.

Tidligere var sundhedsloven Hälsokyddslagen det lovmæssige grundlag for indgreb mod lavfrekvent støj. I 1999 afløste miljøloven Miljöbalken 15 eksisterende sundheds- og miljølove, herunder Hälsokyddslagen og Miljöskyddslagen. Miljöbalken gælder for såvel virksomheder som for private. Kriteriet for indgriben var tidligere "sanitär olägenhet", som nu er erstattet af begrebet "olägenhet för människors hälsa". Ændringen er primært af sproglig karakter til understregning af det helbredsmæssige aspekt, og indebærer ingen lempelse eller skærpelse af de administrative værktøjer.

3.9 Schweiz

Sagsbehandlere i de lokale miljøadministrationer (på Kantonplan) vurderer støjgenen og foretager evt. målinger.

Ifølge det schweiziske miljøministerium, Bundesamt für Umwelt, Wald und Landschaft (BUWAL), har der i Schweiz været stigende klagefrekvens over lavfrekvent støj i de seneste år, specielt vedrørende strukturlyd fra jernbanetrafik.

Den generelle Lärmschutz-Verordnung fra 1986 indeholder ingen retningslinier vedrørende infralyd eller lavfrekvent støj. De centrale miljømyndigheder er ved at udarbejde en lov om beskyttelse mod strukturlyd, som forventes at foreligge ultimo 2001.

3.10 Tyskland

Støjklager behandles i de 16 delstater af de lokale myndigheder (Staatlisches Gewerbeaufsichtsamt eller -Umweltamt), baseret på retningslinier og grænseværdier udarbejdet af Forbundsmyndighederne (Bundesministerium für Umwelt, og Umweltbundesamt). De lokale myndigheder kan udstede påbud om støjdæmpning, som kan påklages administrativt til delstaternes miljømyndigheder, og derefter videre i retssystemet. Overtrædelse af påbud kan straffes med bøde. Der er ingen central registrering af klager over lavfrekvent støj, men Umweltbundesamt er dog bekendt med at der forekommer klager omkring industrianlæg.

Miljømyndighederne (Landesumweltamt) i en af de største og tættest befolkede delstater (Nordrhein-Westfalen) oplyser, at klagefrekvensen i denne delstat var højere i 1980 érne, men at der siden er sket en væsentlig støjdæmpning, som har reduceret klagefrekvensen over lavfrekvent støj i delstaten til ca. 5 pr. år, svarende til mindre end 1 lavfrekvensstøjklage pr. million indbyggere.

Støj fra erhverv reguleres generelt ifølge forvaltningsforskriften TA Lärm fra 1998 (ref. 12) Denne indeholder et afsnit om lavfrekvent støj, som henviser til DIN 45680 (ref. 13), som indeholder en metode til måling og vurdering af lavfrekvent støj indendørs. Beiblatt 1 til DIN 45680 (ref. 14), indeholder grænseværdier for ækvivalent- og maksimalværdier af støj fra erhvervsvirksomheder. Retningslinierne i DIN 45680 repræsenterer en detaljeret og gennemarbejdet metode specielt beregnet til måling og vurdering af lavfrekvent støj i det eksterne miljø.

Forvaltningsforskriften TA Lärm er forankret i den centrale miljølov Bundesimmissionsschutzgesetz af 1974.

3.11 USA

Lokale miljømyndigheder vurderer klager og udsteder evt. påbud om støjdæmpning, i den udstrækning de lokale love og retningslinier giver mulighed herfor. Hvis der ikke findes administrative værktøjer kan retssystemet anvendes af klagere.

En uofficiel opgørelse foretaget i 1991 viste, at kun 11 af de 50 stater har udarbejdet retningslinier for måling og vurdering af støj. En del større byer har som konsekvens heraf udarbejdet lokale vejledninger og grænseværdier. Det har ikke været muligt at få overblik over denne mangfoldighed af grænseværdier og bestemmelser inden for rammerne af undersøgelsen. Det er dog ikke indtrykket at der findes specifikke retningslinier for lavfrekvent støj i større omfang. Der kan dog forekomme krav til maksimalt udendørs støjniveau pr. 1/1-oktav frekvensbånd ned til 31 Hz (fx. Illinois Noise Regulations).

I nogle stater findes et "Pollution Control Board", som afholder retslignende høringer med edsvorne vidner på baggrund af klager, og som afsiger bindende kendelser. Administrationen vanskeliggøres imidlertid af manglen på detaljerede retningslinier for måling og vurdering af støj generelt, og lavfrekvent støj specielt.

Den nationale amerikanske standard ANSI S12.9-1996 indeholder retningslinier for vurdering af udendørs lavfrekvent støj (ref. 15), mens ANSI S12.2-1995 (ref. 16) indeholder retningslinier for vurdering af indendørs støj (fra ventilationsanlæg) i bygninger, herunder støj i 1/1-oktavbånd ned til 16 Hz. Ref. 16 indeholder endvidere kriterier for indendørs lydtrykniveauer der kan medføre risiko for raslen af bygningsdele (Rattle). Det er dog ikke på baggrund af undersøgelsen indtrykket, at disse retningslinier anvendes i forbindelse med regulering af støj fra eksterne støjkilder i noget væsentligt omfang.

Den føderale Noise Control Act (NCA) fra 1972 gav mulighed for at regulere støjudsendelsen fra visse statsgrænseoverskridende støjkilder, fx. jernbaner og lastbiler. NCA er formelt stadig i kraft, men Environmental Protection Agency (EPA) har ikke haft budget til at håndhæve loven siden 1981, hvor EPA´s støjkontor (Office of Noise Abatement and Control, ONAC) fik frataget sit budget. Den hvilende NCA forhindrer paradoksalt nok til en vis grad de enkelte stater i at vedtage egne støjlove (ref. 17).

Der foretages ingen systematisk central registrering af klager over lavfrekvent støj. Ifølge tilgængelige oplysninger på Internettet, forekommer der dog generelt i USA jævnligt klager over lavfrekvent musikstøj fra personbiler, såkaldte Sound Trucks eller Boom Cars, ligesom der klages over lavfrekvent støj fra musik på restauranter og diskoteker, samt fra udendørs koncerter.

I 1993 undersøgte University of New Mexico et mystisk lavfrekvent fænomen kaldet Taos Hum, og konkluderede at ca. 2% af Taos indbyggere var generet af en speciel lavfrekvent støj, hvis kilde det hidtil ikke er lykkedes at identificere (ref. 18).

Sanktioner over for indehavere af lavfrekvente støjkilder afhænger af de lokale retningslinier i den udstrækning de findes. Det er typisk bøder der anvendes som sanktion, fx. koster det fra $500- og opefter at køre i en Boom Car i visse byer. Enkeltpersoner kan anlægge sag mod støjende virksomheder i henhold til Nuisance Law med krav om erstatning fx. for tab af ejendomsværdi, eller som følge af den individuelle skade som støjen medfører (Tort Remedy).

3.12 Østrig

De støjsagkyndige i de lokale miljømyndigheder (Umweltschutzabteilung) undersøger støjklager og foretager målinger i nødvendigt omfang. Lokale afgørelser kan appelleres administrativt til Landeshauptmann eller videre til Umweltbundesamt og retsligt til Vervaltungsgerichtshof.

Det skønnes ifølge kilder i den Østrigske miljøstyrelse (Umweltbundesamt), at der pt. forekommer ca. 30 klager over lavfrekvent støj om året, svarende til ca. 4 klager pr. million. indbyggere. Tallet skønnes at være svagt stigende. Klager over lavfrekvent støj vedrører typisk varmeanlæg og diskoteker, samt strukturlyd fra undergrundstog. Den nye generation af støjsvage lastbiler er endvidere nævnt som potentiel ny lavfrekvent støjkilde. Klager over lavfrekvent støj hvor støjkilden ikke kan identificeres skulle være ekstremt sjældne i Østrig.

Østrig har for nærværende ingen generelle administrative retningslinier eller grænseværdier for ekstern støj, heller ikke for lavfrekvent støj. Den nationale standard ÖNORM S 5007 (ref. 19), samt ÖNORM S 9012 (ref. 20), anvendes som støtte for myndighedernes vurderinger. Måle- og vurderingsmetoden i ref. 19 er specielt beregnet til lavfrekvent støj, og er stort set i overensstemmelse med metoderne i den tyske DIN 45680. Metoden i ref. 20 kan anvendes i forbindelse med strukturlyd fra jernbanetrafik (som normalt altid vil være lavfrekvent). Metoden er dog alene baseret på A-vægtede lydtrykniveauer.

Det generelle lovgrundlag for støjbekæmpelse i Østrig er baseret på love der vedrører de aktuelle støjkilder. For industri er erhvervsloven (Gewerbeordnung) gældende. En ny virksomhedslov (Betriebsanlagengesetz) diskuteres i øjeblikket, herunder om, og i givet fald i hvilket omfang, støj skal indgå i loven. Større industrianlæg skal opfylde miljøpåvirkningsloven (Umweltverträglichkeitsgesetz (UVP)), som svarer til den danske VVM procedure, og der skal for sådanne anlæg udarbejdes en miljøkonsekvensvurdering (Umweltverträglichkeitserklärung) og en kontrolmåling (Umwelt-verträglichkeitsprüfung).

3.13 Internationale organer

3.13.1 WHO

Verdenssundhedsorganisationen WHO har netop udsendt nye retningslinier for ekstern støj (ref. 21), som er baseret på en redegørelse om støj i det eksterne miljø redigeret af Birgitta Berglund og Thomas Lindvall (ref. 22). Ref. 21 indeholder WHO´s anbefalinger til grænseværdier for støj i forskellige omgivelser, herunder støj i boliger. Der er ikke angivet specielle grænseværdier for lavfrekvent støj, men det påpeges gentagne gange, at de givne grænseværdier bør skærpes dersom støjen indeholder kraftige lavfrekvente komponenter. Det angives dog ikke detaljeret hvordan det afgøres om støjen kan karakteriseres som lavfrekvent, men det anbefales at der foretages frekvensanalyse af støjen hvis forskellen mellem det C-vægtede og det A-vægtede lydtrykniveau er større end 10 dB. Der er ikke forslag til størrelsen af en eventuel skærpelse af grænseværdierne.

3.13.2 ISO

Den internationale standardiseringsorganisation ISO har blandt andet udarbejdet standarder for måling og vurdering af ekstern støj. I den forbindelse er ISO 1996 (som for tiden er under revision) mest relevant (ref. 23). Ref. 23 indeholder et informativt appendiks med speciel omtale af lavfrekvent lyd. Den operationelle del er dog begrænset til en tabel med angivelse af middelhøretærskelværdier gældende for frekvensområdet 8 Hz til 100 Hz.