Redegørelse om jordforurening 2000

13. Internationalt arbejde

13.1 Hvidbog om miljøansvar
13.2 Clarinet
13.3 Tematisk strategi om jord

13.1 Hvidbog om miljøansvar

Europakommissionen offentliggjorde den 9. februar 2000 en hvidbog om miljøansvar. Hvidbogen blev sendt i høring med frist for fremsendelse af bemærkninger til den 1. juli 2000. Kommissionen foreslår blandt andet at der i form af et direktiv indføres fælles regler om objektivt ansvar for virksomheder/aktiviteter der kan betegnes som farlige eller potentielt farlige og som er reguleret af EU-regler. I hvidbogen foreslås endvidere at der fastlægges kriterier for om der skal ryddes op på forurenet jord/vand og til hvilket niveau.

Hvidbogen er holdt i meget generelle vendinger, og det er vanskeligt fuldt at vurdere konsekvenserne af forslagene. Det er dog vigtigt at fastholde at en eventuel fælles EU-lovgivning bør baseres på minimumsregler der giver landene mulighed for at indføre skrappere regler, eksempelvis målsætningskrav for jord og grundvand.

13.2 Clarinet

CLARINET er et EU-finansieret projekt, som har til formål at beskrive metoder til valg af risikohåndtering på forurenede grunde og forskningsbehov i denne sammenhæng. I projektet deltager miljøstyrelser samt forskere fra EU landene samt Norge og Schweiz. Projektet løber over en 3 årig periode og afsluttes den 22. juni 2001 med en konference. Resultat af arbejdet vil blive samlet i en rapport som efterfølgende vil blive offentliggjort på hjemmesiden (www.clarinet.at).

13.3 Tematisk strategi om jord

Det fremgår af 6. miljøhandlingsprogram at Europakomissionen vil udarbejde en tematisk strategi for beskyttelse af jord. Strategien vil ifølge forslaget rette sig mod en generel beskyttelse af jorden som medie, herunder blandt andet erosion, ørkendannelse, forsegling, men også jordforurening. P.t. er det usikkert hvordan strategien vil behandle de enkelte elementer og hvilken vægtning de vil få. Strategiarbejdet forventes at forløbe over de næste 5-6 år.