| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Renere teknologiprojekter 1996
Miljøprojekt nr. 338, 1996
Miljøstyrelsen
I rapporten gennemgås et komfurs livsforløb, og de vigtigste miljø- og
sundhedsbelastninger analyseres og vurderes. Forskellige teknologivalg er vurderet, men
rapporten kan ikke entydigt pege på en enkelt teknologi som værende den bedste. Det
konkluderes, at den fremtidige udvikling af teknologi til komfurer, kogeplader og ovne
bør fokusere på energiforbruget, idet det er dette, der giver anledning til de største
miljøbelastninger.
Hvert år skifter over 150.000 danske familier komfuret
ud med et nyt, hvilket medfører, at de gamle komfurer skal bortskaffes. Dette resulterer
i en affaldsmængde på omkring 7.500 tons, hvoraf hovedparten dog bliver genanvendt. Den
største miljøbelastning ved madlavning
vurderes at være brugen af komfurerne, idet hver familie bruger i størrelsesordenen
400-600 kWh om året til madlavning. Dette energiforbrug kræver afbrænding af fossile
brændsler, hvilket igen medfører bidrag til globale, regionale og lokale miljø- og
sundhedsbelastninger.
I rapporten analyseres en del forskellige teknologier til madlavning, og der gives en
række råd om, hvor man skal lægge vægten i det fremtidige udviklingsarbejde for at
kunne reducere den samlede miljøbelastning. Det metodiske udgangspunkt har været baseret
på livscyklustanken, d.v.s. at alle de væsentlige miljøbelastninger er medtaget i
analysen lige fra udvinding af råvarer til bortskaffelse af det udtjente produkt.
Målgruppen for projektet har været producenter af ovne og komfurer samt offentlige og
private forbrugere. Tilsammen er det disse personer, der i store træk bestemmer den
samlede miljøbelastning i komfurets levetid.
I projektet blev et komfurs miljøbelastning analyseret og vurderet i forhold til fem
overordnede emner, nemlig råvareforbrug, energiforbrug, miljøbelastning (globalt,
regionalt og lokalt), sundhedsbelastning og risiko for
uheld.
Analysen af råvareforbruget viste overordnet, at de væsentligste materialer i et
komfur (jern/stål, andre metaller) kun forsvinder ud af kredsløbet i et ringe omfang,
mens plast og mineralbaserede materialer som glas, mineraluld og emalje i al væsentlighed
deponeres og må regnes som tabt for eftertiden. Det vurderes, at nutidens bortskaffelsesmetode (shredning) fungerer
relativt tilfredsstillende i forhold til de materialer, som indgår i et komfur i dag.
Langt den største del af energiforbruget finder sted i brugsfasen. Da der uanset
teknologivalg er tale om et relativt stort forbrug af fossile brændsler med en kort
forsyningshorisont, bør udviklingsarbejdet koncentreres om at reducere energiforbruget,
f.eks. ved at øge effektiviteten af energioverførslen. Gasteknologi
bruger mindre primærenergi, men nye former for
elkonvertering, f.eks. induktionsteknologi, kan også
vise sig at være energibesparende i forhold til den konventionelle teknologi.
De væsentligste globale og regionale miljøbelastninger i komfurets livscyklus stammer
fra afbrænding af fossile brændsler. En forøgelse af energieffektiviteten vil dermed
også reducere disse miljøbelastninger. Med hensyn til lokale miljøbelastninger peger
rapporten på produktionen af råvarer, specielt metaller, som særligt belastende.
Vurderingen af sundhedsbelastningen blev i projektet koncentreret om to teknologier,
nemlig gasteknologi og induktionsteknologi. En toksikologisk
vurdering af NOx-emissionen fra gaskomfurer
viste, at der ved de nuværende koncentrationer af NOx i køkkener ved
madlavning kan forventes en øget forekomst af luftvejssygdomme hos særligt følsomme
grupper, specielt børn i tæt trafikerede byer og astmatikere. Induktionsteknologien blev
vurderet, fordi nye rapporter har vist en mulig sammenhæng mellem udsættelsen for elektromagnetisk stråling og visse sygdomme, bl.a.
kræft. Det var ikke muligt at lave en konklusion på baggrund af det foreliggende
materiale, og udviklingen på området bør derfor følges nøje af både
komfurproducenter og toksikologer.
Vurdering af risikoen for uheld blev nedprioriteret i projektets forløb, idet lovkrav
og teknologisk udvikling har elimineret risikoen for gaseksplosioner ved brug af moderne
gasteknologi. En vurdering af risikoen for større uheld som tankskibsforlis lå uden for
projektets rammer.
De overordnede konklusioner summeres her kort:
