Kortlægning af diffus jordforurening i byområder. Delrapport 1

1. Indledning

1.1 Baggrund
1.2 Formål
1.3 Rapportens indhold

1.1 Baggrund

Som noget nyt i forhold til tidligere lovgivning omfatter jordforureningsloven bestemmelser om diffust forurenede arealer, /1/. Jordforureningsloven indeholder dermed hjemmel til at kortlægge arealer med diffus jordforurening eller forventet diffus jordforurening. Der mangler dog et generelt videngrundlag til med større sikkerhed at kunne udpege disse arealer.

Diffus jordforurening har et andet forureningsmønster end punktforureninger, hvilket stiller særlige krav til de undersøgelsesstrategier, der benyttes ved dokumentation af signifikante diffuse forureningsniveauer.

Således har Københavns Kommune, Miljøkontrollen, under Miljøstyrelsens teknologiudviklingsprogram iværksat et projekt med det overordnede formål at udarbejde metoder til optimering og forenkling af myndighedernes faglige arbejde ved den forestående kortlægning af diffus jordforurening i byområder, i medfør af Jordforureningsloven.

Projektet er opdelt i 2 faser, hvor Fase I har omfattet indsamling af erfaringer og viden om forureningskilder samt teknikker og metoder til undersøgelse af diffust forurenet jord. Endvidere omfattede Fase I udarbejdelse af en strategi til afprøvning af fysiske undersøgelsesmetoder på diffust forurenet jord, inklusiv vurdering og validering af egnede feltmetoder. Undersøgelses- strategierne skal føre til beslutning om eventuel kortlægning af diffust forurenede arealer på vidensniveau 2.

I Fase I af projektet om kortlægning af diffus jordforurening i byområder er udarbejdet følgende tre delrapporter:

Delrapport 1: Erfaringsopsamling og afklaring af kilder til diffus jordforurening i byområder /nærværende rapport/.
Delrapport 2: Afprøvning af feltmetoder ved undersøgelse af diffust forurenet jord, /2/.
Delrapport 3: Indledende forslag til undersøgelsesstrategier for kortlægning af diffust forurenede arealer i byområder, /3/

I Fase II skal der foretages en fysisk afprøvning af de i Fase I udarbejdede undersøgelsesstrategier. På baggrund af de opnåede undersøgelsesresultater skal der i Fase II foretages en endelig redigering af undersøgelsesstrategierne for kortlægning af diffus jordforurening på vidensniveau 2.

1.2 Formål

Nærværende delrapport 1 har til formål:
at strukturere og opsummere eksisterende erfaring og brugbar viden vedrørende undersøgelser af diffus forurening.
at udarbejde et klassifikationssystem til identifikation af potentielle kilder baseret på datakilder, typiske forureningsniveauer, indikator- og analyseparametre.

Konklusionerne gælder for såvel København som andre større byer, men der skal gøres opmærksom på, at størstedelen af erfaringsopsamlingen er hentet fra Københavnsområdet.

1.3 Rapportens indhold

Rapporten indeholder en erfaringsopsamling og afklaring af kilder til diffus forurening.

I kapitel 2 er diffus jordforurening defineret og metoden for videnopsamling beskrevet.

I kapitel 3 og 4 er udført en beskrivelse af byudvikling, infrastruktur og konsekvenser for diffus forurening, og diffus forurening fra industrielle kilder er gennemgået.

I kapitel 5 og 6 er resultaterne fra emissions- og jordforureningsundersøgelser opsummeret med det formål at karakterisere diffus jordforurening fra forskellige kilder.

I kapitel 7 er udført en erfaringsopsamling over statistisk databehandling i forbindelse med diffus jordforurening.

I kapitel 8 er referenceniveauer for dansk jord sammenstillet med de forventelige niveauer for diffus jordforurening i byområder. Desuden er udarbejdet en oversigt over de mest betydningsfulde kilder til diffus forurening, og hvilke forureningsparametre de medfører.

Sluttelig er der i kapitel 9 angivet en ordforklaring over en række emner, der har betydning i forbindelse med undersøgelsesstrategier.