Forsøg med biofiltre til rensning af poreluft forurenet med chlorerede opløsningsmidler

Sammenfatning og konklusioner

Biologisk omsætning af de chlorerede alifatiske kulbrinter (CAC), trichlorethylen (TCE) og tetrachlorethylen (PCE) blev undersøgt i kompost- og sphagnumbaserede biofiltre under både aerobe og anaerobe forhold.

Forsøget omfattede en aerob og en anaerob reaktor-linie, hver med 4 reaktorer, med henholdsvis 2 kompost-matricer og 2 sphagnum-matricer. For hver matricetype var der en ikke-autoklaveret, biologisk aktiv og en autoklaveret, biologisk inaktiv referencereaktor.

Til den aerobe linie anvendtes komprimeret, opfugtet luft som bæregas for gasformig TCE og PCE, mens propan/butan-gas (90:10 w/w) blev tilført som primær kulstofkilde for at fremme aerob, co-metabolistisk omsætning.

Til den anaerobe linie anvendtes komprimeret, opfugtet N2 som bæregas for gasformig TCE og PCE.

Gasflowet til hver enkelt reaktor var reguleret af flowmetre og sat til 500 ml/min, hvilket gav en Empty Bed Residence Time (EBRT) på 16 minutter.

Indløbskoncentrationen af PCE og TCE var beregnet til 57,5 ppm svarende til et maximalt PCE indhold på 333 mg /m3 og et maximalt TCE-indhold på 309 mg/m3 , mens propan/butan-gas koncentrationen var 1% (v/v).

Reaktorerne var udført i TCE- og PCE resistente materialer og bestod af polyethylenrør med højden 110 cm og et arbejdsvolumen på 8,2 L. Hver reaktor var forsynet med tre studse på siden samt én i top og bund, hvorfra der kunne tages gasprøver.

Forsøget varede i 117 dage, hvor indløbs- og udløbskoncentrationen af alle tilførte gasser samt VC blev analyseret v.hj.a. gaskromatografi. Ved forsøgets afslutning blev der bestemt pH samt indhold af vand og chlorid i alle matricer. Fra dag 57 til forsøgets afslutning blev der konstateret omsætning af TCE og PCE i den aerobe reaktorlinie i både kompost og sphagnum-matricen samt i den anaerobe reaktor-linies kompost-matrice, men ikke i sphagnum matricen .

I den aerobe reaktor-linie var der en gennemsnitlig omsætning på 72% af propan og 50 % af butan i kompostmatricen , mens den var 46 % for propan og 27 % for butan i sphagnummatricen. Den tilsvarende gennemsnitlige omsætning af propan og butan i referencereaktorerne var tæt på 0% i både kompost- og sphagnummatricen. Omsætningen af propan/butan vurderes at være et sikkert bevis på biologiske omsætning.

De højeste omsætningsgrader af TCE og PCE på hhv. 39% og 17% blev konstateret i den aerobe, kompostmatrice hen mod forsøgets afslutning, samtidigt med at propan/butan-gas koncentrationen blev reduceret fra 1% til 0,25% (v/v).

Der blev ligeledes konstateret omsætning af CAC i den aerobe sphagnum matrice på hhv. 13% og 9% af TCE og PCE.

Den mest sandsynlige forklaring på mikrobiel PCE nedbrydning i den aerobe reaktor-linie er dannelse af anaerobe zoner i matricen, hvor betingelserne for anaerob dechlorering er tilstede.

For samtlige ikke autoklaverede reaktorer med undtagelse af den anaerobe kompostmatrice blev der konstateret et højere indhold af chloridioner end i de korresponderende referencereaktorer. Den målte forøgelse i chloridindholdet viser, at der er sket en total mineralisering af den omsatte TCE og PCE i perioden fra dag 57-102, hvilket var overensstemmende med gasanalyser af reaktorernes udløb, som ikke viste indhold af hverken VC (detektionsgrænse 10 mg/m3) eller 1,2-cis-DCE (detektionsgrænse 40 mg/m3). Beregninger viser, at mineraliseringen allerede kan være startet 20-40 dage efter forsøgets påbegyndelse.

Med omsætningsgrader af TCE på 39% og PCE på 17% i den aerobe kompost-matrice har forsøget påvist, at det opbyggede reaktorsystem er egnet til biologisk omsætning af CAC. Med den korte forsøgsperiode på 4 måneder har det ikke været muligt at optimere systemet. Det er derfor sandsynligt, at der med yderligere optimering af driftsbetingelserne for den aerobe kompost- matrice kan opnås højere omsætningsgrader.

Afprøvning i felten på faktisk ekstraheret poreluft ved lavere CAC-koncentrationer, herunder indhold af VC end anvendt i forsøget er afgørende for vurdering af biofiltrets effektivitet og økonomi i forhold til aktivt kulfiltre.