Airsparging og jordventilation med vandrette boringer

Forord

På baggrund af et stigende antal fund af chlorerede opløsningsmidler i grundvandet, samler interessen sig for at undersøge nye og eksisterende afværgeteknikkers anvendelighed over for denne stofgruppe. På mange lokaliteter påvises stofferne både i den umættede og den mættede zone, hvor de kan udgøre en vedvarende kilde til forurening af inde- og udeklima samt grundvand.

For at dokumentere teknologien under danske forhold er der under Miljøstyrelsens Teknologiprogram og i samarbejde med Miljøkontrollen, Københavns Kommune foretaget en afprøvning af teknikken.

I dette teknologiudviklingsprojekt belyses emner som design, etablering, drift og effekt af kombineret airsparging og vakuumventilering fra vandrette boringer til fjernelse af flygtige organiske komponenter fra både den umættede og mættede zone. Kombineret airsparging og vakuumventilering fra vandrette boringer har ikke tidligere været anvendt i Danmark.

Kendetegnende for lokaliteten er, at den tidligere har huset farveri- og renserivirksomhed med forurening af jord, vand og luft til følge. De anvendte opløsningsmidler har været mineraloliebaserede produkter (terpentin, benzin og petroleum) og chlorerede opløsningsmidler (perchloreethylen).

Arbejdet er udført af NIRAS Rådgivende ingeniører og planlæggere A/S.

Rapporten vil give en oversigt over de erfaringer og konklusioner, der er kommet frem under teknologiprojektet.