Modellering af opvarmning ved dampinjektion (Modi)

6. Opbygning af regneark

Modellen er indbygget i et Excel-regneark, som består af en hovedside, to underark, samt en række figurark til resultatvisning. På alle siderne er der tilknyttet online-hjælp, ligesom der til enkelte celler er vedhæftet beskrivende kommentarer. Når regnearket startes ses først en startside, hvor der skal trykkes på knappen Start for at komme til regnearkets hovedside. Hovedsiden er vist på nedenstående figur.

Se her!

Figur 6.1
Regnearkets hovedside.

På hovedsiden angives de vigtigste parametre, og herfra er der adgang til de øvrige dele af regnearket. Skitsen på skærmbilledet skal illustrere en injektionsboring (den hvide søjle) filtersat i et homogent jordlag. Dette lag er omgivet af to andre lag, som kan have en anden permeabilitet, og hvor permeabiliteten kan være forskellig i vertikal og horisontal retning. Tykkelsen af disse lag angives til venstre for boringen, hvor man også kan angive dybden til et eventuelt grundvandsspejl. Til højre for boring angives lagenes permeabilitet.

Ved at markere feltet To filtre tilføres der endnu to lag og et filter. Den funktion kan benyttes, hvis filtersætningen strækker sig over forskellige geologiske lag eller hvis geologien over filteret ikke kan defineres ved et lag.

Til højre for tegningen angives injektionsbetingelserne, der beskrives ved et maksimalt tryk og en maksimal injektionsrate. Ved at markere feltet Pulserende injektion er der mulighed for at angive pauser i injektionen. Det kan være anvendeligt, hvis der eksempelvis kun injiceres i dagtimerne.

Ved at trykke på knappen Standarddata under tegningen får man adgang til et underark, hvor der kan angives flere inddata, såsom jordens porøsitet, varmekapacitet etc. I dette underark er der også nogle mere avancerede funktioner til kontrol af modellens beregningsmetoder, som det normalt ikke er nødvendigt at justere på.

Knappen Stopkriterier giver adgang til et underark, hvor modellens stopkriterier angives. Der kan angives forskellige kriterier, og modellen stopper, når det strengeste er opfyldt.

I øverste højre hjørne er der to knapper (ikke vist på Figur 6.1), der giver mulighed for at hente eller gemme et scenarie med alle indtastede værdier. Fra starten er der indlagt nogle forskellige eksempel-scenarier.

Selve modellen startes ved at trykke på knappen Beregn. Når beregningen er fuldført giver modellen en meddelelse om, hvilket stopkriterie der er nået, og hvor lang tid beregningen har taget.

Der er mulighed for at genstarte modellen ved at markere feltet Fortsæt beregning. Derved benytter modellen den opvarmede zone fra sidste beregning som startbetingelse.

Når beregningen er fuldført, kan man ved at trykke på en af de 6 nederste knapper få vist resultaterne på forskellige måder, hvilket er vist på nedenstående figur.

Se her!

Figur 6.2
De forskellige former for resultatvisning.

Den første figur i øverste venstre hjørne viser dampzonens radius ud for filteret som funktion af tiden. Figuren til højre for denne viser temperaturen umiddelbart over filteret som funktion af dybden til fem forskellige tider. De to figurer nedenunder viser henholdsvis injektionstryk og injektionsrate som funktion af tiden.

De sidste to figurer er udført i Surfer, hvilket modellen automatisk kan gøre, hvis Surfer er installeret på computeren. Figurerne viser et snit af henholdsvis temperaturen og trykket i dampzonen.