Statistik for returpapir og -pap 2000

Bilag A
Materialestrøm for aviser og ugeblade

1.1 Aviser og ugeblade

For kvaliteten Aviser og ugeblade kan der opstilles en samlet opgørelse af materialestrømmen, dvs. en opgørelse af forbruget af nyt papir, mængden af indsamlede aviser samt mængden af aviser anvendt til produktion af nye papirprodukter.

Alt papir til trykning af aviser importeres. Nettoimporten af avispapir i perioden 1976 til 2000 fremgår af Tabel 0.1. Fra 1993-1997 var der en kraftig stigning i nettoimporten af avispapir. Stigningen skyldes primært gratis distribution af dagblade, omegnsblade og husstandsomdelte tilbudsaviser samt en generelt forøget annoncemængde. Der var tale om en markant stigning efter en periode på 6 år (1987-1993) hvor forbruget lå nogenlunde konstant. Niveauet fra 1997 er fastholdt, dog med mindre fald både i 1998 og i 1999. Den importerede avispapirmængde i 2000 ligger på niveau med mængden i 1999. Danmarks Statistik /2/.

Papir til ugeblade importeres ligeledes. Denne mængde kan imidlertid ikke oplyses af Danmarks Statistik. Forbruget af papir til ugeblade antages at følge mængden af importeret papir til trykning af aviser. Nedenfor angives hvordan mængden af papir til ugeblade er estimeret i perioden 1976 til 2000.

Dansk Returpapir og -plast har tidligere anslået at forbruget af papir til ugeblade svarer til 16% af forbruget af papir til aviser. Denne procentsats er anvendt i Tabel 0.1 for årene 1976 til 1990 /7/.

Arbejdsrapport nr. 17, 1993; Kortlægning af papirpotentialet fra private husstande viste at andet papir end avispapir udgør ca. 20% af avispapirpotentialet /17/. Til beregningen af papirforbruget til ugeblade i Tabel 0.1 er anvendt middeltallet 18% for årene 1991-1994.

Miljøprojekt nr. 490, 1999; Kortlægning af papirpotentialet i kommunerne er fremkommet med nye opgørelser af papirpotentialet i Danmark /18/. På baggrund heraf er det valgt at opskrive andelen af ugebladspapir til 25% for årene 1995-2000. Figur 0.1 viser kilderne til kredsløbet for kvaliteten Aviser og ugeblade 2000 og den beregnede indsamlingsprocent.

Samtaler med Dansk Genvinding A/S og Brødrene Hartmann A/S /19/ antyder at forholdet mellem avispapir og ugebladspapir har ændret sig. Dansk Genvinding A/S vurderer at ugebladspapir udgør minimum 35% af den samlede mængde aviser og ugeblade firmaet modtager hvilket medfører at ugebladspapirpotentialet udgør ca. 55% af avispapirpotentialet. Brødrene Hartmann A/S oplyser at ugebladspapir udgør ca. 40% af den mængde aviser og ugeblade de modtager hvilket medfører at ugebladspapirpotentialet udgør ca. 65% af avispapirpotentialet.

Under forudsætning af at fordelingen af avispapir og ugebladspapir er ens for henholdsvis indsamlet returpapir og forbrug af nyt avispapir og ugebladspapir, udgør ugebladspotentialet op til 60-65% af avispapirpotentialet.

Anvendes en mængde af ugebladspapir på 60% af avispapirpotentialet, fås et samlet forbrug af nyt avis- og ugebladspapir på ca. 433.000 tons mod de 338.578 tons der anvendes i beregningerne i Figur 0.1, og indsamlingsprocenten vil udgøre 72% mod 91,8%.

Figur 0.1
Model for beregning af kredsløb for aviser og ugeblade 2000

Kilder: Nettoimport af avispapir: Danmarks Statistik /2/, import og eksport af returpapir, forbrug og lagerændring: Tabel 4.2 i statistikken.

Tabel 0.1 viser et estimat over den samlede mængde avis- og ugebladspapir der indsamles og nyttiggøres. Afsætningen af den indsamlede mængde er endvidere fordelt på eksport, dansk forbrug og henlæggelse på lager. Der er korrigeret for import.

Det ses at indsamlingsprocenten varierer gennem årene, men at der samtidig er en kraftig stigning fra og med 1990 og frem til i dag. Stigningen skyldes uden tvivl en forøget indsats over for papirindsamlingerne fra private husstande. Indsamlingsprocenten er for 2000 beregnet til 91,8. Dog fremkommer en indsamlingsprocent på 72% såfremt den alternative vurdering af ugebladspapiret anvendes.

Det ses, at mængden af indsamlet avispapir udgør ca. 311.000 tons i 2000. Dette er ca. 58.000 tons mere end indsamlingsmængden opgjort ud fra papirhandlernes oplysninger om den indsamlede mængde af avispapir, jf. Tabel 3.3 i statistikken. Årsagen hertil kan bl.a. findes i at der hos returpapirhandlerne sker en sortering af kvaliteten Blandet papir og pap hvorved mængden af avispapir, der sælges, bliver større end den indkøbte mængde der udgør beregningsgrundlaget i Tabel 3.3 i statistikken.

Tabel 0.1
Handel og forbrug af avispapir der indsamles og nyttiggøres. 1.000 tons

Se her!