Med forbuddet mod Irgarol og Diuron i 2000, blev nye biocider introducet i de traditionelle malinger, der netop synes at opfylde ovenstående kriterier. Det drejer sig for lystbådsmarkedets vedkommende bl.a. om stoffet zinkpyrithion, der er hurtigt nedbrydeligt, og hvor nedbrydningsprodukterne er mindre skadelige end det oprindelige stof (Miljøstyrelsen, 1999a). Der er dog mistanke om, at zinkpyritionen kan gå i forbindelse med kobber, når dette findes i vandfasen og danne forbindelsen kobberpyrition, der regnes for mere stabil end zinkpyrition. Indtil videre er tesen kun undersøgt i laboratorieforsøg ved, at der til vand med opløst kobber er tilsat zinkpyrithion. Det vides derfor ikke, om omdannelsen finder sted, såfremt der testes på bundmalinger (iht. samtale med Ingela Dalöv, DMU 23. januar 2002).

2.1.1.1 Kobber

Kobber har i mange år været anvendt som aktivstof i bundmaling til skibe for at forhindre begroning generelt og desuden specifikt for at beskytte træbåde mod pæleorm. Kobbers begroningshindrende virkning opstår ved frigivelse af kobber (i form af Cu²⁺) fra malingsoverfladen til havvandet. Frigivet til havvandet er kobberionerne giftige for vandlevende organismer, men kobberionerne bindes normalt hurtigt til organisk eller partikulært materiale, hvorved giftigheden falder. Efterfølgende sedimentation fjerner kobberet fra vandfasen til sedimentet, hvor det findes stærkt bundet til organisk og uorganisk materiale. I denne form er biotilgængeligheden af kobber lav, og den biologiske aktivitet dermed stærkt reduceret. En vis mængde kobber vil dog genfrigives til vandfasen, idet der indstiller sig en ligevægt mellem kobberet i sedimentet og kobber i vandfasen.

I Danmark har anvendelsen af kobber i bundmaling skabt bekymring i forbindelse med uddybning af havnebassiner. Opgravning af sedimentet kan remobilisere det bundne kobber, hvilket kan medføre effekter på følsomme organismer i nærheden af havne og klappladser. Forhøjede koncentrationer af kobber i havnesedimentet komplicerer således mulighederne eksempelvis for at give klaptilladelse.

Som følge af ønsket om at begrænse forureningen af det marine miljø og udsigten til øget regulering, har der især gennem de seneste år været eksperimenteret, udviklet og forsket i et hav af bud på alternativer. En række af disse løsninger er blevet markedsført. Det er denne udvikling nærværende rapport søger at skabe overblik over.

2.2 Kommende regulering

Med Bekendtgørelse nr. 761 af 25.september 1999 om begrænsning af import, salg og anvendelse af biocidholdig bundmaling er der lagt op til en stramning af reglerne for brugen af bundmaling til fartøjer under 25 meter.

I "Listen over farlige stoffer" (Bek. nr. 733 af 31. juli 2000) er ikke alle kendte biocider miljøklassificeret, det betyder ikke nødvendigvis, at et givent stof ikke er farligt for miljøet. Det kan simpelthen være, at stoffets miljømæssige egenskaber endnu ikke er vurderet.

2.2.1 Det rådgivende udvalg

Som følge af bekendtgørelsen blev der nedsat et rådgivende udvalg til at følge udviklingen af alternativer og rådgive ministeren herom. Udvalgets kommissorium var som følger: "Det rådgivende udvalg har til formål at vurdere denne tidsfrist i forhold til udviklingen af alternativer". Efter regeringsskiftet i november 2001 blev dette udvalg nedlagt.

2.2.2 Renere produktordningen

Sideløbende med stramningerne af reguleringen har Miljøstyrelsen siden 1997 via Renere produktordningen bevilget midler til forskning i og udvikling af alternative antifoulingmetoder. En række firmaer og organisationer har derigennem modtaget midler til udvikling af forskellige produkter og metoder. Det drejer sig både om malingsløsninger og mekaniske metoder (se uddybende beskrivelse herom i kapitel 4).

Denne rapport skal søge at give en status over de alternativer, der i dag eksisterer på markedet – ikke kun i Danmark, men også internationalt – og samtidig vurdere disse alternativers effektivitet ledsaget af en miljø- og sundhedsscreening.

Rapporten skal endvidere søge at skabe overblik over den forskning og udvikling, der har fundet sted de senere år både i og uden for Miljøstyrelsens regi.

2.3 Regulering i andre lande

Andre EU-lande har nationale regler for brugen af bundmaling på lystfartøjer blandt andet Sverige og Holland.

I Sverige besluttede Kemikalieinspektionen, at give dispensation til at bruge biocidholdig maling på vestkysten efter 2001, hvor malingerne oprindeligt skulle forbydes. På vestkysten, der begroningsmæssigt kan sammenlignes med danske farvande, må malingerne indeholde Irgarol og kobber. Der er dog krav om reduceret frigivelse af kobber. De biocidholdige bundmalinger må anvendes i yderligere fem år, dvs. frem til 2006, fordi Kemikalieinspektionen ikke anser de biocidfri bundmalinger for tilstrækkeligt effektive (Samtale med Karin Hanze, april 2002).

På Sveriges østkyst blev det derimod fra og med 1. januar 2001 forbudt at sælge alle typer af giftholdige bundmalinger (Kemikalieinspektionen, 2001).

I Holland er der indført et forbud mod at påføre kobberholdig bundmaling. Det er imidlertid lovligt at eje og benytte et fartøj påført denne maling. Kobberholdig maling kan i øvrigt købes over alt. I praksis anvender rigtig mange bådejere derfor stadig den kobberholdige bundmaling. Hovedparten af de hollandske lystfartøjer er beliggende i områder, hvor saltindholdet og dermed begroningsintensiteten er lavere end i danske farvande (Samtale med Pieter de Vries, april 2002).