Udbringning TASP og bioaske

1. Baggrund

TASP

I forbindelse med røgafsvovling fra kraftværker opstår et svovlholdigt biprodukt, der betegnes TASP (Tørt afsvovlingsprodukt). Der produceres årligt ca. 100.000 tons TASP fra afsvovlingsanlæg, der forventes at være i brug de næste ca. 25 år. TASP indeholder ca. 16% plantetilgængeligt svovl.

Svovlgødskning

Den gennemførte røgafsvovling har reduceret den luft- og regnbaserede svovl forsyning til markerne og betyder, at der nu er et behov for svovlgødskning i mange afgrøder.

Ifølge Landskontoret for Planteavl er der typisk behov for:

15-20 kg. svovl pr/Ha. til korn svarende til ca. 110 kg. TASP/Ha
30-40 kg. svovl pr/Ha. til raps svarende til ca. 220 kg. TASP/Ha.

TASP-udbringning

Der er med godt resultat udviklet en metode for udbringning af TASP sammen med udbringning af gylle, idet TASP'en forinden opblandes i gyllen. I forbindelse med våde marker i det tidlige forår kan der være problemer med at få en tilstrækkelig tidlig udbringning af den gylle-opblandede svovl. Hertil kommer, at der er store arealer, hvor der ikke udbringes gylle, men hvor man gerne vil have en billig svovlgødskning.

Uden held er der brugt store ressourcer på at indbygge TASP i gødningsprodukter.

Bioaske

Fra halmfyrede kraftvarmeværker og fra den planlagte udnyttelse af halm og flis som energikilde på kraftværker opstår et andet biprodukt bioaske. Det er planlagt, at der skal bruges 1,2 mio. tons halm pr. år.

Bioasken har følgende indhold af næringsstoffer:

P: ca. 1 %
K: 20 til 35 %

Bioaske har normalt et højere indhold af tungmetaller end tilladt ifølge slambekendtgørelsen. Udbringning på landbrugsjord vil derfor forudsætte dispensation fra Miljøstyrelsen, der muligvis vil acceptere, at der tilbageføres mængder svarende til det, der er fjernet fra marken.

Hvis man regner med, at der fjernes 5 tons halm pr. ha. med 4 % askeindhold, svarer dette til en dosering på 200 kg bioaske pr. ha.

Der foreligger endnu ikke endelige retningslinier fra Miljøstyrelsen vedrørende udbringning af bioaske.

Kombineret gødskning

En kontrolleret udbringning af TASP og bioaske i foreliggende stand sammen med jordbehandlinger som harvning, ammoniaknedfældning og såning rummer potentielt muligheder for en økonomisk gødskningsmæssig udnyttelse af de to nævnte biprodukter uden fordyrende og energikrævende produktbehandlinger.

Perspektivet i en sådan udnyttelse illustreres eksempelvis af, at der i dansk landbrug til gødningsformål bruges ca. 20.000 tons flydende ammoniak svarende til ca. 300.000 ha. Hvis man på dette areal kunne lave en samtidig svovlgødskning, ville det med 100 kg TASP/ha. svare til et samlet TASP forbrug på 30.000 tons.

Arealer, der gødes med staldgødning er normalt tilført tilstrækkeligt med fosfor og kali gødning, men mangler supplerende kvælstof og svovl. En kombinationsgødskning, hvor der sammen med kvælstof i form af flydende ammoniak tilføres svovl i form af TASP vil sikre en dækning af planternes samlede behov.

Som en mulighed for at kombinere ammoniaknedfældning og andre jordbehandlinger med udbringning af TASP og/eller bioaske er drøftet et system, hvor TASP/bioaske fra en frontmonteret beholder med løftekran via et pneumatisk system og tilhørende slangeforbindelser fordeles ud til bagsiden af et antal harvetænder på et bagmonteret maskinsæt (ammoniaknedfælder, kombiredskab el.lign.).

Opsækning af TASP

Elsam har i samarbejde med de to TASP producerende værker og Nyborg Plast gennemført indledende undersøgelser og forsøg for at afklare de praktiske muligheder for i stort antal at kunne opsække tørt TASP i storsække.

Af undersøgelsen fremgik det:
At begge værker er positivt indstillet over for opsækning af TASP i stor skala.
At opsækning i stor skala vil kræve en investering på mindst 250.000 kr. på hver af værkerne. Der skal bl.a. a. etableres transportbånd hvor sækkene kan "hvile", idet indholdet er meget levende i minutterne efter fyldningen.
Fynsværket vil kunne opsække 10.000 tons/år, mens Studstrupværket vil kunne opsække 5.000 tons/år. Hvis der viser sig behov, kan der med avanceret anlæg opsækkes meget mere.
Storsækkene forventes at indeholde ca. 800 kg hver. Der vil kunne placeres ca. 24 sække på ladet af de biler, der passer til den slags kørsel.

Udgangspunktet har været storsække fra Nyborg Plast. Sækkene er 1- punkts sække, der er foret indvendig, så de kan lagres udendørs. De har et volumen på 1.140 liter og måler i fyldt tilstand ca. 105 cm i diameter.

Overordnet formål

Med udgangspunkt i ovenstående blev igangsat et projekt, med det overordnede formål at:

  1. Fremme udnyttelse af biprodukter uden forbrug af ressourcer til forbehandling og energi.
      
  2. Muliggøre en kontrolleret udbringning/fordeling, således at man kan kalkulere med næringsstofindholdet i gødningsplan-lægningen.
      
  3. Sikre, at der ikke tilføres større mængder tungmetaller end tilladeligt.

Samarbejdspartnere

Projektet er gennemført i et nært samarbejde mellem:

Landsforeningen Danske Maskinstationer
Landskontoret for Planteavl
Nordsten (Kun fase 1)
Elsam
Bounum Maskinstation
Nyborg Plast A/S
K.L. Kristensen A/S (Indtrådt i projektgruppen i sidste del af fase 2)
Agri Contact (koordinator og formand)

og er forløbet over 2 faser:

Formål fase 1

Fase 1:

Første fase havde til formål at afklare om det var muligt ved hjælp af det skitserede system at sikre en kontrollerbar udbringning af TASP og bioaske, uden at der opstår ulemper for personale og omgivelser i form af støvudvikling ved omlæsning og udbringning på mark.

Herunder undersøges nøglefunktioner som:

  1. Udløb fra storsæk til pneumatisk doseringsenhed. (Funktion og støvudvikling)
      
  2. Styring af dosering fra pneumatisk doseringsenhed.
      
  3. Transport fra pneumatisk doseringsenhed til harvetænder.
      
  4. Fordelingsnøjagtighed mellem udløb ved harvetænder
      
  5. Støvudvikling ved udbringning på mark
     
  6. Sammenstilling af eventuel viden fra udlandet vedrørende gødskningsmæssig udnyttelse af TASP og bioaske.

Formål fase 2

Fase 2:

Gennemførelse af forsøg og demonstrationer i samarbejde med lokale landboorganisationer med henblik på at få belyst følgende forhold:

  1. De arbejdsmiljømæssige forhold i forbindelse med den skitserede udbringning af TASP i praktiske mængder.
      
  2. Bestemmelse af arbejdsforbrug i forbindelse med den skitserede udbringning af TASP i praktiske mængder.
        
  3. En vurdering af optimal logistik fra TASP/bioaske producerende værk til mark.

På basis af disse resultater var det planen at beskrive de økonomiske, tekniske, miljømæssige og arbejdsmiljømæssige muligheder og begrænsninger for en gødskningsmæssig udnyttelse af TASP og bioaske ved en direkte udbringning som skitseret.