Metoder til værdisætning af dansk vejtrafiks forurening af jord og grundvand

Forord

Miljøstyrelsens Transport- og Luftkvalitetskontor i samarbejde med Jord- og Grundvandskontoret har iværksat dette forprojekt, der har til formål at give en oversigt over metoder til værdisætning af dansk vejtrafiks forurening af jord og grundvand, samt foreliggende viden om trafikkens forurening af jord og grundvand.

Tanken er, at forprojektet skal give et indledende overblik over problemstillingen og foreliggende viden, og at dette senere skal følges op af et projekt, som skal give et samlet bud på en værdisætning af vejtrafikkens konsekvenser for forurening af jord og grundvand i Danmark.

Der er derfor i forprojektet lagt vægt på at foretage en indledende afgrænsning af problemstillingen og at identificere de væsentligste forureningstyper og mulige værdisætningsmetoder.

Forprojektet er gennemført af COWI og finansieret af Miljøstyrelsens teknologipulje for jord og grundvand.