Fælles miljø, fælles ansvar – Danmark og EU

Høj dansk miljøprofil i EU

Danmark har gennem mange år haft en høj miljøprofil i EU.

Målet var og er klart: EU-reglerne for beskyttelsen af miljøet skal være blandt de bedste i verden. Derfor har Danmark presset på for høje miljøstandarder og været særdeles aktiv, når det handler om miljøet i EU.

EU-politik er indenrigspolitik

I Danmark er det regeringen, som fører udenrigspolitikken og dermed EU-politikken. Men da EU´s sagsområder i dag er tæt knyttet sammen med indenrigspolitikken, så er det danske Folketing aktiv i miljøspørgsmål.

I praksis sker det i Folketingets Europaudvalg efter rådgivning fra Miljøudvalget. Regeringen skal underrette udvalget om alle væsentlige EU-spørgsmål, og miljøministeren får ofte et forhandlingsmandat med fra udvalget inden et rådsmøde.