Afsnittet om Wuppertal Instituttet baserer sig først og fremmest på interview med
Instituttets forskere (i bilag II gives en kort præsentation af de fire forskere, der
interviewedes, nemlig Bringezu, Moll, Ritthoff og Seiler), suppleret med skrevne kilder,
herunder Instituttets hjemmeside2 og oplysninger fra
danske samarbejdspartnere (Ejlertsen og Røpke).
Wuppertal Instituttet dannedes i starten af 90´erne af bl.a. Weizsäcker og
Schmidt-Bleek, men blev først en fysisk realitet i 1992. Er etableret under delstaten,
d.v.s. Nordrhein-Westfalen, og støttes herfra med et årligt beløb på 7 mio DM. Andre 8
mio DM hentes hjem fra projekter m.v., bl.a. udført for EU-Kommissionen, men også for
private virksomheder og NGO´er.
Bevæggrunden for at etablere forskningscentret var ikke mindst et ønske om at udvidde
fokus i miljøbeskyttelsesarbejdet fra emissions- og udslipskontrol til også at omfatte
kontrol med input og materialestrømme, bl.a. for at kunne være mere på forkant med
udviklingen i stedet for bestandigt at måtte "slukke brande". Etableringen skal
ikke mindst ses i lyset af ønsket om at skabe redskaber og grundlag for en bæredygtig
udvikling.
Der opstod hurtigt en person-relateret akse mellem Wuppertal Instituttet og
miljøorganisationen Friends of the Earth (FoE), hvis daværende europæiske formand,
Joachim Spangenberg, samtidig var ansat ved Instituttet, hvor han arbejdede med
råderumsteorien. Faktisk havde instituttets tidligere præsident, von Weizsäcker, givet
Spangenberg fri to dage om ugen til at arbejde for FoE med udviklingen af politiske
strategier i tilknytning til råderumsteorien.
Instituttets fulde engelsksprogede navn er: "Wuppertal Institute for Climate,
Environment and Energy", og der er p.t. beskæftiget 120 medarbejdere. De fleste af
instituttets graduerede kræfter har desuden lærestole ved videregående uddannelser,
bl.a. universitetet i Wuppertal, mens der ikke er knyttet egentlige uddannelsesaktiviteter
til selve instituttet når bortses fra periodisk tilknyttede PhD-studerende.
Instituttet er oprindeligt opbygget traditionelt med en række forskellige afdelinger
med hvert sit speciale, men er nu suppleret med en mere matrix-orienteret struktur, hvor
arbejdsgrupper går på tværs af strukturerne og henter ekspertise fra flere områder. Et
eksempel herpå er arbejdsgruppen, der arbejder med materialestrømsanalyser på
virksomhedsniveau ("Arbeitsgruppe Ökoeffiziens & Zukunftsfähige
Unternehmen").
På materiale- og ressourcestrømsområdet ligger Wuppertal Instituttets
forskningstyngde dels på "Faktor 4/10"-området, dels på selve
materialestrømsområdet ("MFA" – Material Flow Accounts), hvor Wuppertal
Instituttet står som "opfinder" af målene for materialeinput (DMI, TMI og ikke
mindst TMR – det totale materialebehov, som inkluderer økologiske rygsække).
Videnhjemtagningsrejsen var i hovedsagen rettet mod sidstnævnte område.
Hvad angår videreførelsen af "Faktor 4-traditionen" efter at Weizsäcker
har forladt institutionen (angiveligt p.g.a. uforeneligheden mellem hans præsidentpost
på Instituttet og hans plads i Forbundsdagen) henvises til instituttets hjemmeside, hvor
der redegøres for oprettelsen af en ny forskningsenhed, "Forschungsstelle
"Faktor Vier", (FF4)", som dels vil tilstræbe at opbygge og vedligeholde
en database med minimum 50 eksempler på udvikling af produkter, som har nået den
dobbelte nytteværdi med den halve materialeintensitet, dels vil videreføre
diskussionerne om, hvorvidt "Faktor 4" alene skal betragtes relativt, eller om
der reelt skal arbejdes for en faktisk reduktion af ressourcetrækket (se nærmere herfor
hos Bleischwitz, 2000).
Forskningen inden for materialestrømme falder dels inden for et makro-niveau
(regionalt/nationalt/EU15), dels inden for et mikro-niveau, hvor det typisk er vurdering
af materialestrømme i f.m. et produkt eller en virksomhed, der er det centrale. Nedenfor
redegøres for begge områder, idet der afslutningsvis gives eksempler på anvendt
forskning.
Den danske økonom og forsker ved DTU, Inge Røpke, har i en personlig kommentar til
nærværende projekt henledt opmærksomheden på det arbejde, der udføres af personer som
Marina Fischer-Kowalski og Helga Weisz ved Institute for Interdisciplinary Studies i Wien.
Røpke fandt, at disse i særlig grad forstod at fastholde materialestrømsforskningen på
makroniveau i et samfundsmæssigt perspektiv.
Det har inden for projektets rammer ikke været muligt at forfølge dette spor
nærmere, men opmærksomheden skal blot henledes på, at de anførte forskere indgår i
projektets litteraturliste, enten som ene- eller som medforfattere3.