Afværge af grundvandsforurening ved kombination af Flushing og MPPE-vandrensning

Sammenfatning og konklusion

Flushing er en afværgeteknologi, der egner sig bedst til en hurtig, aggressiv behandling af kildeområder med fri fase forurening i den mættede zone. Macro Porous Polymer Extraction (MPPE) er en vandrensningsmetode, der med fordel kan anvendes, hvor koncentrationen af forurening i det oppumpede vand er høj. Da flushing typisk medfører høje koncentrationer, er det nærliggende at kombinere flushing og MPPE-rensning.

Flushing er baseret på afværgepumpning og gør brug af kemiske stoffer (surfactants, co-solventer eller kompleksbindere), der tilsættes magasinet via injektionsboringer. De kemiske stoffer ændrer en række fysisk-kemiske forhold omkring fri fase forureningen, og fremmer forureningens opløsning og/eller mobilisering, hvorefter forureningen kan fjernes via pumpeboringer. Tilsætningsstofferne varierer i deres virkemåde og skal vælges med omhu.

MPPE-teknologien gør brug af små hydrofobe plastpartikler placeret i en rensekolonne. Forurenet vand pumpes igennem kolonnen, hvori forureningen tilbageholdes. Partiklernes renseevne stammer fra en ekstraktionsvæske, der er immobiliseret i partiklernes porestruktur. Renseprincippet er derfor baseret på væske-væske ekstraktion. Når kolonnen er mættet med forurening, regenereres plastpartiklerne ved dampbehandling.

Case 1

Et renseri i Florida, USA, var forurenet med tetrachlorethylen. I et pilotskalaprojekt i 1998 blev der anvendt co-solvent flushing med ethanol i kombination med rensning med MPPE. For at sikre hydraulisk kontrol, blev der her anvendt en opstilling med injektion af co-solvent i midten og oppumpning i en cirkel omkring kilden. Ethanolkoncentrationen i det injicerede vand var 95%. Flushing blev kørt over en periode på 4 dage.

I alt blev 30-40 l PCE pumpet op i løbet af projektet. Koncentrationen af PCE steg op til en faktor 130 ved gennembrud af ethanol. Da den maksimale ethanolkoncentration i det oppumpede vand var ca. 25%, blev det konkluderet, at injektion af ethanol blev stoppet for tidligt. Vandet havde en gennemsnitlig PCE-indløbs- og udløbskoncentration på hhv. ca. 230 mg/l og <5 mg/l. Det bemærkes, at ethanolen ikke blev fjernet ved MPPE. En konklusion af renseforsøget var, at ethanolen kunne genbruges efter en opkoncentrering for at spare ressourcer.

Case 2

Et renseri i Dortmund, Tyskland, var forurenet med PCE. I et demonstrationsprojekt i 2001 blev der anvendt en blanding med rapsolie, der bestod af fedtsyrer og glycerol, som var kemisk behandlet. Hele demonstrationsforsøget blev kørt over en periode på ca. 16 dage. Gennemsnitskoncentrationen i kildeområdet var generelt 10-30 mg PCE/l inden demonstrationen.

I demonstrationsperioden blev der pumpet ca. 900 m3 vand op. Vandet havde en gennemsnitlig PCE-indløbs- og udløbskoncentration på hhv. ca. 36 mg/l og 3 mg/l. Der blev således fjernet næsten 29 kg PCE i løbet af demonstrationsprojektet. Der blev genfundet 82% af tensidet. Da koncentrationen af PCE i det oppumpede vand ikke steg ved tilsætning af tensid, var virkningen af flushingen begrænset. Til gengæld viste MPPE rensemetoden sig at være i stand til at fjerne PCE fra vand/tensidblandingen med god effektivitet.

Konklusion

Kombinationen af flushing og MPPE er en aggressiv teknologi, der kan medføre en væsentlig massereduktion indenfor meget kort tid. Kombinationen virker mod mange forskellige forurenende stoffer og mod stofblandinger. Metoden har sin force ved forureningskilder, hvor der er tale om fri fase.

Flushing går direkte ind og påvirker de kræfter, der er med til at forhale en oprensning af et kildeområde med fri fase. Forskning af flushing forventes at fremme forståelsen af, hvordan fri fase opfører sig i grundvand.

MPPE-rensning har virket efter hensigten i de undersøgte sager.

Med hensyn til ulemper skal det nævnes, at flushing er en "grov" metode, der kun fjerner noget af forureningen. Hermed vil metoden ofte skulle suppleres med en anden metode til finpudsning. Flushing giver risiko for, at forurening mobiliseres og spredes yderligere. Desuden efterlades noget af det tilsatte stof, da genfindingen kan være lav. MPPE er ikke konkurrencedygtig i tilfælde, hvor forureningskoncentrationen er begrænset.

Der er et vist perspektiv for metoderne i Danmark, da de egner sig til en indledende aggressiv oprensning af fri fase chlorerede opløsningsmidler. Til netop denne niche findes der i dag kun få alternativer.