Stimulering af mindre virksomheders interesse for arbejdet med renere produkter

5. Livscykluscheck (LCC)

5.1 Formål
5.2 Krav til virksomheder som vil have gennemført et LCC
5.3 Indhold
5.3.1 MEKA-matricen
5.3.2 Værktøj
5.3.3 Datagrundlag
5.3.4 Usikkerhedsfaktorer og vidensmangler
5.4 Udførelse
5.4.1 Eksempler på fortolkninger og anbefalinger
5.5 Resultater
5.5.1 Gennemførte LCC fordelt på geografi, brancher og størrelser af deltagende virksomheder
5.5.2 Virksomhedernes forventninger til LCC
5.5.3 Miljøbelastninger i forhold til MEKA-matricen for undersøgte produkter og ydelser
5.5.4 Virksomhedernes planer om efterfølgende aktiviteter
5.6 Erfaringer
5.6.1 Virksomhedernes erfaringer
5.6.2 TICs erfaringer

5.1 Formål

Formålet med et livscykluscheck (herefter forkortet til LCC) er på en meget simpel måde at gøre virksomhederne opmærksomme på, hvad livscyklustankegangen går ud på, samt hvilken betydning livscyklustankegangen har for den enkelte virksomheds produkter eller ydelser.

Formålet er desuden at sætte virksomhederne i gang med produktorienteret miljøarbejde med det mål at mindske miljøbelastningen fra deres produkter eller ydelser.

5.2 Krav til virksomheder som vil have gennemført et LCC

For at få gennemført et LCC med et praktisk anvendeligt udbytte, skal virksomheden kende miljødata for virksomheden og for det udvalgte produkt eller ydelse. Der ud over skal der foreligge en stykliste for produktet. For en ydelse skal hjælpestoffer og brugsmønster kendes.

Virksomheden skal anvende tid på at indsamle data samt på 2-3 møder med TIC rådgiveren. Tidsforbruget afhænger af, hvor let det er at skaffe data, og hvor ihærdig virksomheden er i forsøget på at skaffe alle relevante data. For nogen virksomheder vil det tage ca. ½ dag, for andre flere dage.

Et livscykluscheck kan udarbejdes i samarbejde med miljømedarbejder, værkfører, regnskabsmedarbejder m.fl., men det er ønskeligt, at også ledelsen deltager aktivt og derved viser, at der er ønske om at bruge resultatet i det daglige arbejde.

Hvis virksomheden ikke kan skaffe tilstrækkelige miljødata om produktet, men kender materialerne/indholdsstofferne i det udvalgte produkt, kan der på den baggrund gennemføres en samtale om principperne i livscyklustankegangen samt demonstreres et kvalitativt LCC.

5.3 Indhold

5.3.1 MEKA-matricen

Et LCC giver et meget forenklet overblik over miljøbelastningerne i livsforløbet for et produkt eller en ydelse – en meget forenklet udgave af en livscyklusvurdering (LCA). Udgangspunktet er MEKA-princippet:

Følgende data opgøres for det valgte produkt eller ydelse:

Materialer og indholdsstoffer
Energiforbrug (herunder evt. transport)
Kemikalieforbrug
Andet

Disse data indsamles af virksomheden med vejledning af TIC for alle produktets livsfaser, hvorefter der udfyldes en MEKA-matrice (illustreret nedenfor) med de indsamlede data:

 

Materialefasen

Produktionsfasen

Brugsfasen

Bortskaffelsesfasen

Materialer

 

 

 

 

Energi

 

 

 

 

Kemikalier

 

 

 

 

Andet

 

 

 

 

Figur 5.1.
MEKA-matricen

Med assistance fra TIC fortolkes de indsamlede data: Hvilke(n) fase(r) giver store miljøbelastninger? Hvilke miljøbelastninger har virksomheden indflydelse på? Hvordan kan virksomheden påvirke og evt. reducere miljøbelastningen i de øvrige faser?

5.3.2 Værktøj

Der er udarbejdet 3 værktøjer til LCCet:
Lærebog for TIC rådgivere
Skema til indførelse af alle relevante data og stikordsreferat af samtalen, også i forbindelse med markedspotentiale og kundekrav.
Rapportskabelon til afrapportering til virksomhederne. Denne skabelon er omtalt under kapitel 3: Behovsafklaring.

Lærebogen er opbygget over følgende emner:
Valg af produkt
Produktets ydelse
Den funktionelle enhed
Sekundære ydelser
Produktets livsforløb
Overblik over livsforløbet
Koblinger til andre systemer
Indledende miljøvurdering
Materialer
Energi
Kemikalier
Andet
MEKA-matrice
Fortolkning og videre arbejde
Videre arbejde

5.3.3 Datagrundlag

Ved beregningerne bruges der data på forsyningshorisont for råvarer samt energiindhold i råvarer og energikilder baseret på data fra UMIP-databasen (7). Det er kendt, at nogen af disse data er baseret på ældre informationer og teknologier, og derfor må disse data forventes at være behæftet med en del usikkerhed, men da LCC med tilhørende data bruges som introduktion til emnet, anses denne usikkerhed ikke for at udgøre et problem for projektet.

Såfremt den enkelte virksomhed har fremskaffet en komplet stykliste, vil vurderinger på ressourceknaphed og energiindhold i råvarer være troværdige (med ovenfor nævnte forbehold).

Vurderingerne for materialer og energi foretages udfra en ressourcebetragtning: Hvor meget bruges, hvor meget er der til rådighed? For at kunne foretage sammenligninger, omregnes alle ressourceforbrug til enheden milli person reserver (mPR), som er den mængde af en given ressource, som er til rådighed for en person og dennes efterkommere.

5.3.4 Usikkerhedsfaktorer og vidensmangler

Energiforbrug ved produktion, brugsfase og bortskaffelse vil i højere grad bero på et skøn over energiforbrug, brugsmønster og bortskaffelsesscenarie. Dette giver selvfølgelig en høj grad af usikkerhed, men demonstrerer klart for virksomhederne, hvori usikkerhederne ved et LCC og også ved at LCA består. Det giver også anledning til en diskussion om, hvilke faktorer virksomheden har mulighed for at påvirke.

Kemikalievurderingen begrænser sig til en oplistning samt en konstatering af, om nogen af de anvendte kemikalier er opført på en af følgende lister:
Listen over uønskede stoffer (4)
Effektlisten (1)
Listen over farlige stoffer (3)

Dette følges op af retningslinier for, hvilke forholdsregler virksomhederne bør tage overfor stoffer på de 3 nævnte lister.

Punktet "Andet" omfatter fx arbejdsmiljø eller affald i produktionsfasen og behandles ligesom kemikalievurderingen rent kvalitativt.

Værktøjerne vil ikke blive vist i denne rapport, da de kan rekvireres hos TIC på tlf. 70 15 15 45 eller hentes på www.tic.dk/miljo/miljo.htm.

5.4 Udførelse

Ved den praktiske gennemførelse af et LCC i en virksomhed sker følgende:
Virksomheden og TIC aftaler, at der skal gennemføres et LCC. Dette kan f.eks. ske i forlængelse af en behovsafklaring, i forlængelse af en miljøanalyse (se www.tic.dk), på grund af en kundehenvendelse til virksomheden eller fordi et tidligere igangsat LCA-initiativ aldrig er blevet færdigt.
Virksomheden og TIC aftaler, hvilket produkt eller ydelse, LCCet skal udarbejdes for. Dette sker på grundlag af overvejelser som
typisk produkt for virksomheden
produktet udgør en stor del af omsætningen
der har været en kundehenvendelse / kundekrav på netop det valgte produkt
produktet er enkelt i sammensætningen
der er planer om at miljømærke produktet
virksomheden står overfor en produktudvikling / justering for netop det valgte produkt
Der aftales et møde, til hvilket virksomheden skal have data klar. Forud for mødet får virksomheden en liste over, hvilke data det drejer sig om.
På mødet deltager en eller gerne flere medarbejdere fra virksomheden samt TIC rådgiveren. Produktets ydelse og funktionelle enhed fastlægges, og ideelt set gøres alle relevante data op.
TIC rådgiveren foretager de efterfølgende beregninger, vurderinger og anbefalinger for det videre arbejde.
Virksomheden og TIC mødes til en fælles drøftelse og vurdering af resultat og muligheder for det videre arbejde.

I praksis viser det sig ofte, at ikke alle data er tilgængelige ved LCC-mødet i virksomheden. Dette skyldes typisk, at virksomheden ikke har skaffet alle data inden mødet. Det kan være vanskeligt at fremskaffe alle data, bl.a. fordi ikke alle underleverandører er lige villige eller hurtige til at give ønskede data.

Det må konstateres, at det af og til er nødvendigt at holde flere møder med virksomheden, før der kan foretages beregninger på LCCet.

Tidsforbruget for udarbejdelsen af et LCC var på forhånd estimeret til 15 timer. Da TIC som hovedregel tilbyder ydelser af 4 timers varighed som gratis ydelser, er dette ikke en normal TIC-ydelse, men et tilbud der gjaldt i projektperioden. Miljøstyrelsen har ydet tilskud til gennemførelsen af LCCene ved at dække det yderligere tidsforbrug på 11 timer.

I praksis har det vist sig, at det tager mellem 20 og 60 timer at udarbejde et LCC med et gennemsnit på ca. 30 timer.

5.4.1 Eksempler på fortolkninger og anbefalinger

På basis af MEKA-matricen udarbejdes en fortolkning samt anbefalinger for det videre arbejde baseret på en række standardkommentarer.

Nogen få eksempler på anbefalinger til det videre arbejde:
det anbefales virksomheden at undersøge, om materialemængden kan reduceres.
det anbefales virksomheden at undersøge mulighederne for at substituere det stof, som er opført på listen over uønskede stoffer.
det anbefales, at virksomheden fremover arbejder med produktjusteringer som gør produktet nemmere at adskille ved bortskaffelse.
det anbefales virksomheden at kontakte den underleverandør, som foretager overfladebehandlingen, for at diskutere muligheden af at substituere xxx med et mindre farligt stof.
det anbefales virksomheden at arbejde på, at produktet bliver mere rengøringsvenligt og der derved skal bruges færre kemikalier ved rengøringen.
det anbefales virksomheden at undersøge nøje, om de benyttede motorer og gear er de bedste til den givne opgave. Der kan muligvis bruges andre størrelser, som vil give en samlet energibesparelse i produktets levetid.

Eksempler på MEKA-matricer med tilhørende fortolkning og anbefaling er vist i bilag A.

Værktøjet med standardanbefalinger kan rekvireres hos TIC på 70 15 15 45 eller downloades fra www.tic.dk/miljo/miljo.htm.

5.5 Resultater

5.5.1 Gennemførte LCC fordelt på geografi, brancher og størrelser af deltagende virksomheder

Der er i projektperioden gennemført 67 LCC. Geografisk er de fordelt som vist i nedenstående tabel:

Tabel 5.1.
Geografisk fordeling af de gennemførte LCC

Amt

Antal

Bornholm

0

Frederiksborg

1

Fyn

1

København – Frederiksberg kommuner

0

Københavns amt

0

Nordjylland

5

Ribe

2

Ringkøbing

19

Roskilde

0

Storstrøm

4

Sønderjylland

1

Vejle

6

Vestsjælland

11

Viborg

11

Århus

6

I alt

67


De virksomheder, som har fået gennemført et LCC, fordeler sig på følgende brancher og størrelser:

Tabel 5.2.
Gennemførte LCC fordelt på brancher og størrelser

Brancher

0-19
ansatte

20-49
ansatte

50-99
ansatte

100-
ansatte

I alt

%

Affald og genbrug

1

 

 

 

1

1

Autotilbehør og -ophug

 

 

 

1

1

1

Byggeri og byggematerialer

 

 

1

 

1

1

Diverse produktion og montage

 

 

2

1

3

4

Elektronik

1

1

 

1

3

4

Fødevarer

 

 

1

1

2

3

Grafisk branche

 

1

 

 

1

1

Handel og service

2

 

 

 

2

3

Kemisk industri

5

1

1

 

7

10

Metal

6

7

3

3

19

28

Overfladebehandling

1

 

 

 

1

1

Plast

2

1

1

3

7

10

Tekstil

1

 

2

 

3

4

Træ og møbel

4

1

1

2

8

12

Andet

6

1

 

1

8

12

I alt

29

13

12

13

67

100

%

43

19

18

19

100

 


Det er overraskende, at der er gennemført LCC i 7 kemiske virksomheder, da LCCet ikke egner sig særlig godt til kemiske produkter. En forklaring kan være, at kemiske virksomheder føler sig presset miljømæssigt og derfor er meget motiverede til at tage i mod de tilbud, der er tilgængelige.

Via et LCC er det muligt at foretage en overordnet vurdering af kemiske stoffer anvendt ved fremstilling/brug/bortskaffelse af et givent produkt. Et LCC er dog ikke særligt anvendeligt for kemiske produkter (produkter, der overvejende består af kemiske stoffer), da der udelukkende er tale om en kvalitativ vurdering og ikke en vurdering af fx forbrug af reserver, energiindhold i råvarerne mv.

Et klart mål med livscyklusarbejde for kemiske produkter kunne være at udarbejde dokumentation for miljøbelastninger til brug overfor kunder, evt. ved indførelse af miljømærke.

5.5.2 Virksomhedernes forventninger til LCC

Virksomhederne angiver følgende grunde til at få gennemført et LCC: (Mulighed for flere svar fra hver virksomhed).

Tabel 5.3.
Årsager til, at virksomhederne har ønsket at få gennemført et LCC

Årsag til deltagelse

Antal

%

På forkant

39

28

Interesse

34

24

Miljømæssig markedsføring

25

18

Opstart af miljøarbejde

10

7

Krav fra kunder

9

7

Arbejde med miljømærke

5

4

Krav fra interessenter

1

1

Krav fra Myndigheder

1

1

Andet

15

10

I alt

139

100


Der er angivet adskillige forskellige forventninger fra virksomhederne til gennemførelsen af et LCC. Nogen virksomheder har angivet flere forskellige forventninger, andre virksomheder har som det fremgår ikke haft nogen forventninger, blot været nysgerrige efter hvad dette går ud på. Svarene kan samles i følgende grupper:

Tabel 5.4
Virksomhedernes forventninger til LCC

Forventning

Antal

Overblik over og viden om metode, miljøbelastning ved hhv. produkt og given proces

11

For at lære om LCA, hjælp til at komme i gang med LCA arbejdet, indblik i LCA-tankegang

11

Afklaring af kritiske punkter, hot sports, i forhold til produktjusteringer

8

Forbedre miljødokumentation overfor kunder

6

Viden om miljøvenlig produktudvikling, nye produkter og designaspekter

4

Viden til brug ved miljømærkning

3

Miljømæssig vurdering og overblik over egne produkter

3

Mulighed for at sammenligne egne produkter udfra et produktorienteret miljøsynspunkt

2

Miljødokumentation internt

2

At få viden om et værktøj virksomheden aktivt kan bruge, vil lære at bruge LCC-værktøjet

2

Ønsker afklaret valg mellem 2 produktalternativer

1

Ønsker at bruge LCC som bidrag til miljøstyring

1

Positive – store

7

Rimelige

1

Ingen, næsten ingen, afventende

10


Virksomhederne er blevet spurgt i hvor høj grad de har fået opfyldt deres forventninger. En del af de virksomheder, som ingen forventninger havde, har ikke svaret på dette.

Tabel 5.5.
Opfyldelse af virksomhedernes forventninger til gennemførelse af et LCC

 

Antal

%

Ja

41

61

Delvis

16

24

Ved ikke / ikke svaret

9

13

Nej

1

1

I alt

67

100


En relativt stor del af virksomheder fik kun delvist opfyldt deres forventninger til LCCet. Det vurderes, at dette primært skyldes, at forventningerne til et LCC ikke indledningsvist var blevet tilstrækkelig afstemt med, hvilke resultater der opnås med en sådan overordnet miljøvurdering.

Kun 3 virksomheder havde ikke forud for gennemførelse af LCCet fået en behovsafklaring. Dette skyldes, at virksomhedernes generelle viden om miljø var så stor, at der ikke var behov for en Behovsafklaring.

5.5.3 Miljøbelastninger i forhold til MEKA-matricen for undersøgte produkter og ydelser

For 40 LCC blev det opgjort, i hvilke(n) fase(r) de(n) største miljøbelastning(er) ser ud til at være. Resultatet ses af nedenstående tabel:

Tabel 5.6.
MEKA-matricen – hvor ses de største miljøbelastninger

 

Materiale- fasen

Produktions- fasen

Brugs- fasen

Bortskaffelses- fasen

%

 

Antal

%

Antal

%

Antal

%

Antal

%

 

Materialer

21

17

3

2

1

1

9

7

27

Energi

21

17

21

17

18

14

4

3

50

Kemikalier

7

6

12

9

4

3

4

3

21

Andet

0

0

2

2

0

0

0

0

2

I alt

49

39

38

30

23

18

17

13

100


For de undersøgte parametre – Materialer, Energi, Kemikalier og Andet, ses, at det for 50% af de gennemførte LCC har energiforbruget udgjort den største miljøbelastning (eller en af de største miljøbelastninger, da der typisk har været 3 svar for hvert LCC). Dette er ikke overraskende, da denne metode har meget fokus på energiforbruget og også på energiforbruget har de mest pålidelige beregninger.

For faserne ses det, at for 40% af de gennemførte LCC har Materialefasen givet ophav til største miljøbelastning (eller en af de største miljøbelastninger). Det er måske overraskende, at det ikke er brugsfasen, der given anledning flest af de største miljøbelastninger. Dette må skyldes, at relativt mange af de gennemførte LCC har været på energipassive produkter, altså produkter uden et eget energiforbrug.

5.5.4 Virksomhedernes planer om efterfølgende aktiviteter

Virksomhederne er blevet spurgt, om de har planer om produktorienterede miljøaktiviteter eller andre miljøaktiviteter efter gennemførelsen af LCCet. Der må pointeres, at der er tale om planer. Som det fremgår, havde 41 af virksomhederne planer om videre miljøarbejde. For en del af virksomhederne vides det, hvilke aktiviteter der rent faktisk blev gennemført. Dette bliver omtalt i afsnit 5.6.1.

Tabel 5.7.
Planlagte efterfølgende aktiviteter eller brug af LCC

Svar

Antal

Nej

12

Måske

2

Uoplyst

10

Ja

43

Typiske svar om, hvilke planer virksomheden har angivet efter hyppighed af svar

Antal

Produktjusteringer, produktudvikling

8

Opnåelse af miljømærker, evt. flere end dem virksomheden allerede har

7

Systematisk produktorienteret miljøarbejde

6

Miljøstyring

6

Miljøkommunikation, markedsføring, dialog overfor kunder

5

Bruge LCC fremover til at sammenligne egne nuværende + kommende produkter

4

Arbejde med LCA

3

Indarbejde produkthensynet i miljøstyringssystem

3

Ansøge om projektmidler til LCA arbejde

2

Arbejde med LCC på ny proceslinie

1

Indføre ny og renere teknologi

1

Deltagelse i UMIPisme

1

Miljøforbedringer generelt

1


En del virksomheder har ønsket selv at arbejde videre og er derfor blevet instrueret i brug af værktøjet. Hvor mange det drejer sig om ses i nedenstående tabel:

Tabel 5.8.
Er virksomheden instrueret i at arbejde videre med LCC selv?

 

Antal

%

Ja

31

46

Delvist

17

25

Nej

11

16

Ikke oplyst

8

12

I alt

67

100

5.6 Erfaringer

5.6.1 Virksomhedernes erfaringer

Det er erfaringen, at hovedparten af de deltagende virksomheder har været meget positive overfor introduktionen til livscyklusbegrebet og den produktorienterede miljøvinkel. Virksomhederne iværksætter måske ikke noget produktorienteret miljøarbejde umiddelbart, men for langt de fleste er det en "aha"-oplevelse som de både kan bruge som virksomhed og som privatpersoner.

Den virksomhed, som direkte har givet udtryk for ikke at have fået opfyldt forventningerne til LCCet har følgende kommentar: Det kunne vi da godt selv regne ud! Her hentydes til hvor i MEKA-matricen der så ud til at være den største miljøbelastning.

De virksomheder, som kun delvist har fået opfyldt deres forventninger, kommenterer typisk LCCet med: Hvad skal vi så gøre ved det? De havde forventet mere overraskende og konkrete konklusioner på, hvad der var de største miljøbelastninger fra deres produkt og hvordan de kunne nedbringe den samlede miljøbelastning på deres produkt.

Næsten halvdelen af virksomhederne har ønsket selv at arbejde videre med LCC efterfølgende og er derfor blevet instrueret i at arbejde med LCC selv.

5.6.1.1 Efterfølgende aktiviteter

En del virksomheder vides at være gået videre med miljøarbejdet efter enten behovsafklaringen eller efter LCCet. Dette efterfølgende miljøarbejde er hovedsageligt produktorienteret miljøarbejde, men der er også virksomheder, der er fortsat med miljøarbejde med fokus på egen virksomhed.

Tabel 5.9.
Eksempler på efterfølgende aktiviteter i virksomhederne

 

Antal

Behovsafklaring efterfulgt af deltagelse i NETOP-LCA overbliksgruppe (5)

1

Behovsafklaring efterfulgt af deltagelse i NETOP-LCA struktureret arbejdsgruppe (5)

2

Behovsafklaring og LCC efterfulgt af deltagelse i NETOP-LCA struktureret arbejdsgruppe og specialistgruppe (5)

1

Behovsafklaring og LCC efterfulgt af deltagelse i NETOP-LCA struktureret arbejdsgruppe (5)

3

Case til "Håndbog i miljøvurdering" (2)

2

Svanemærkning af produkter – heraf én med støtte fra Program for Renere Produkter m.v.

2

Start på samarbejde mellem virksomheden og kunden om mindre miljøbelastende overfladebehandling

1


Af efterfølgende aktiviteter, som ikke er direkte virksomhedsrettede, kan nævnes:
En virksomhed har efterfølgende fået Ringkøbing Amts miljøpris.
LCC introduceres på Designskolen i Højer.

5.6.2 TICs erfaringer

Ved midtvejsevalueringen stod det klart, at det ville blive meget vanskeligt at nå det oprindelige måltal på 115 gennemførte LCCer. Grunden til dette er formodentlig en kombination af forskellige årsager:
Projektet er på forkant i forhold til de små og mellemstore virksomheder. Derfor er der en "inkubationstid", fra idéen om miljøarbejde og især produktorienteret miljøarbejde bliver introduceret i virksomhederne og til det kommer til udtryk i praktisk arbejde.
I nogen områder af Danmark er TIC i "konkurrence" med andre aktører, fx de bevilgende myndigheder, organisationer, institutter, universiteter og miljøfora. Dette har gjort det sværere for vores projekt at nå de oprindelige mål, men er positivt for miljøarbejdet.
Livscykluschecket har vist sig at være en mere omfattende ydelse end forventet. Erfaringerne viser, at det første LCC, en person udfører, typisk tager 40 timer, de næste 20 – 30 timer og derefter er der mulighed for at holde det på ca. 15 – 20 timer, hvis TIC rådgiveren opnår rutine. I gennemsnit har det taget 30 timer, altså det dobbelte af de i projektansøgningen anslåede 15 timer. Tidsforbruget afhænger også af produktets kompleksitet.
Som det fremgår af tabel 5.1., har der været nogen geografisk forskel på, hvor mange virksomheder der har taget imod dette tilbud. En del af forklaringen kan findes i, at de enkelte TIC-centre har haft forskellig mulighed for at deltage i projektet som omtalt i afsnit 1.4.4.

Derfor blev måltallet nedjusteret. Samtidig blev de overskydende midler omposteret til en offentliggørelse på internettet samt en ajourføring i 3 år. Dette er omtalt tidligere i denne rapport og vil blive yderligere beskrevet i afsnit 8.

I de virksomheder, hvor der er blevet gennemført et LCC, har det oftest ført til en god dialog med virksomheden om livscyklusbegrebet og muligheder i virksomheden for at påvirke produktets samlede miljøbelastning i livsforløbet.

Det er konstateret
at LCC er bedst egnet til fysiske produkter frem for ydelser.
at LCC ikke er særlig egnet til kemiske produkter, da kemikaliedelen er rent kvalitativ.
at LCC er velegnet som introduktion til LCA forud for virksomheders erhvervelse af miljømærke.
at det er meget vigtigt, at virksomheden får en realistisk forventning til udbyttet af LCCet og ikke forventer et komplet LCA.
at den grundige uddannelse af TIC rådgiverne samt gennemførelsen af LCCene har givet TIC rådgiverne en god viden, der i høj grad kan anvendes i dialogen, også den fremtidige, med virksomhederne.

LCCet er en god ydelse for virksomheder, som ønsker fokus på miljørigtig produktudvikling eller blot ønsker mere viden om deres produkters miljøbelastning.

At gøre virksomhederne opmærksomme på livscyklusbegrebet vil gå over til TICs basisydelser efter projektets afslutning. Det vil variere fra center til center, hvilke tilbud der vil blive givet til virksomhederne efter projektets afslutning. Nogle centre vil tilbyde den kvalitative del, altså et LCC uden beregninger og med mere brug af generelle tommelfingerregler for miljøvenlige produkter. Andre centre vil have mulighed for mod betaling at tilbyde at udarbejde et LCC.

I TIC-nettet vil vi også fremover have fokus på miljøarbejdet og sikre dialogen og erfaringsudvekslingen mellem miljørådgiverne i de enkelte centre.