Forureningstransport via utætte boringer

1. Indledning

1.1 Baggrund
1.2 Formål
1.2.1 Det Samlede Projekt
1.2.2 Nærværende Delprojekt

1.1 Baggrund

Der er udført vidensopsamling og undersøgelser vedrørende utætte boringer.

Nærværende arbejde skal ses som en del af et samlet projekt, hvor andre delelementer indgår. Miljø & Ressourcer, DTU, har udført feltundersøgelser samt detailstudier vedrørende sorption og nedbrydning af dichlobenil og BAM. Geologisk Institut, KU, har udført varighedsanalyser ved model-simuleringer. Danmarks JordbrugsForskning, Flakkebjerg, har forestået analysearbejdet i forbindelse med feltundersøgelser.

Problematikken omkring transporten via utætte boringer er søgt kortlagt ved udførelse af undersøgelser på udvalgte vandværker. Herudover er der i andet regi udført undersøgelser. Disse undersøgelser er så vidt muligt inddraget i arbejdet med henblik på generelt at få et så dækkende billede som muligt overfor BAM-problematikken. Der er for den del indhentet undersøgelses-resultater af varierende karakter fra ca. 170 indvindingsboringer fra hele landet.

1.2 Formål

1.2.1 Det samlede projekt

Igangsættelse af projektet, Pesticider og Vandværker, har haft formålet at medvirke til at udfylde rammerne i pesticidaftalen. Projektets formål er at vurdere under hvilke geologiske forhold pesticidforurening forekommer og hvilke typer af boringer, der kan være udsat for forurening med pesticider. Miljøstyrelsen har defineret projektet til specifikt at omhandle forurening af vandværksboringer med 2,6-dichlorbenzamid (BAM), idet BAM til dato er det pesticid, der har forurenet flest vandværksboringer i Danmark.

Der skal foretages en udredning af kilder og forureningens transportveje fra kilde til grundvand. Der foretages på baggrund heraf en vurdering af varigheden af BAM-forurening under forskellige geologiske forhold, således at der kan gives et bud på hvor længe problemet vil forekomme efter man er ophørt med brug af midlerne Prefix og Casoron. På baggrund af de indhentede erfaringer er der udarbejdet en vejledning til brug for større og mindre vandværker for håndtering af pesticidforurening og for hvilke afhjælpende foranstaltninger, der kan foretages.

1.2.2 Nærværende delprojekt

Dette delprojekts formål er at foretage en udredning af forureningsforholdene og problemet med hensyn til BAM specifikt relateret til vandværksboringer. Konstruktionsbetingede lækagetyper og deres betydning for forurenings-transporten søges kortlagt. Herudover er metoderne til dianosticering evalueret.