Forureningstransport via utætte boringer

6. Konklusion

Der kan fremdrages følgende væsentlige konklusioner fra nærværende undersøgelser med hensyn til bidraget til BAM-forureningen fra utætte boringer:

Databasesøgningen viser, at der er tendens til at defekte boringer har indflydelse som transportvej i kortere boringer.

Udredningsprojektet viser, at der potentielt er risiko for lækager som følge af boringskonstruktionerne på grund af boremetode, -udførelse, -udbygningsmetode og materialevalg. Det kan i overensstemmelse hermed ved boringsundersøgelserne konstateres, at mange ældre men også relativt nyetablerede boringer er fejlbehæftede, specielt med utætte samlinger og forerør, samt manglende eller mangelfulde forerørstætninger.

Der er ikke konsekvent benyttet Prefix på vandværker, vurderet ud fra fund i jordprøver på vandværksgrunde. Det er dog ikke muligt at sige noget generelt om rutinerne vedrørende udbringning. Hovedkilden til forureningen kan derfor i visse tilfælde være vandværket. Men det bør bero på specifikke undersøgelser.

Der er generelt tale om komplekse forureningssituationer, også selv om hypotesen om forureningsvejen på de udvalgte lokaliteter synes relativ klar. I mange tilfælde er der tegn på, at den store synder umiddelbart er fejlbehæftede boringer, men det viser sig, at der ofte er betydende bidrag fra andre transportveje.

Indsivningstests i utætte forerørssamlinger viser en forsvindende indsivning i forhold til hvad der normalt oppumpes fra indvindingsboringer. Der er udført beregninger af formodet betydning af skorstenseffekt, af utætte borerørs- og forerørsafslutning, samt af sløjfede boringer. Lækagernes formodede betydning er sammenfattet på tabel 6.1.

Tabel 6.1.
Sandsynlig lækage til magasin fra utætte boringer.

 

Sandsynlig Lækage til magasin m3/år

Fortyndingsfaktor ved oppumpning på 10.000 m3/år

Nødvendig koncentration ved indstrømning for at nå grænseværdi (0,1 µg BAM / l) i magasinet

Fra overbygning

1-10

1.000-10.000

100-1.000 µg BAM/l

Igennem forerør

1-50

200-10.000

20-1.000 µg BAM/l

Langs forerør

1-1000

10-10.000

1-1.000 µg BAM/l

Sløjfet boring

1-1500

 

 

 

Sandsynlig Lækage til magasin m3/år

Fortyndingsfaktor ved oppumpning på 100.000 m3/år

Nødvendig koncentration ved indstrømning for at nå grænseværdi (0,1 µg BAM / l) i magasinet

Fra overbygning

1-10

10.000-100.000

1-10 mg BAM/l

Igennem forerør

1-50

2.000-100.000

0,2-10 mg BAM/l

Langs forerør

1-1000

100-100.000

10 µg-10 mg BAM/l

Sløjfet boring

1-1500

 

 


Det fremgår af tabel 6.1 at utæthederne i de fejlbehæftede boringer ofte vil spille en mindre rolle i forhold til magasinforureningen med BAM. Der vil ofte være et bidrag fra boringsbetingede lækager, men alene vil koncentrationerne i almindeligt ydende vandforsyningsboringer normalt være under grænseværdien. Årsagen hertil er de lave BAM-koncentrationer i sekundært grundvand, sammenholdt med en ringe nedsivning. Med de fundne BAM-koncentrationer i sekundært grundvand, vil det for alle typer utætheder betyde, at koncentrationen holdes under grænseværdien, forudsat at der pumpes normalt fra boringen.

I de små vandværker, med ringe indvinding, og hvor der ikke foretages en kontinuert drift, kan utætte boringer (specielt ved skorstenseffekt) være et problem, hvis der findes høje BAM-koncentrationer i det øvre sekundære grundvand. Forsøg med skiftevis kontinuert alternerende drift viser dog ingen synlig forskel i BAM-udviklingen i forurenede boringer, men hvor der sandsynligvis er tale om magasinforurening.

Lækager som følge af dårligt sløjfede boringer (spøgelsesboringer) kan godt forårsage et ikke ubetydeligt bidrag til boringsnær magasinforurening med BAM, specielt på grund af den ofte uheldige placering tæt på eksisterende indvindingsboringer. Det generelle omfanget af problemet er på foreliggende grundlag ikke muligt at fastlægge, men vil kræve yderligere dokumentation.

Evalueringen af undersøgelsesmetoderne viser, at bearbejdning af eksisterende viden er meget vigtig for den videre undersøgelsesstrategi. Herudover kan de indirekte metoder kun i visse tilfælde være gavnlige, og altid i sammenhæng med direkte prøvetagningsmetoder. En undersøgelsesboring lige opstrøms for den forurenede boring til det sekundære og primære magasin (filtersat i samme niveau som den forurenede boring) vil, i tilfælde af at undersøgelsesboringen er forurenet, kunne fjerne den sidste tvivl om transportvejen er helt eller delvist borings- eller magasinbetinget. I tilfælde af at der ikke findes forurening i undersøgelsesboringen, vil man derimod ikke i alle tilfælde kunne antage, at forureningen skyldes boringsbetinget forurening, på grund af komplekse strømningsveje for forureningsfanen.

Tilstedeværelse af en sand hypotese er vigtig for udførelse af de rigtige Afværgeforanstaltninger. Mange forsøg på renovering af boringer har været spildt af samme årsag. Afværgepumpning og hydraulisk styring har i flere tilfælde vist sig at formindske koncentrationerne, dog har forsøg med kontinuert eller alternerende pumpning ikke kunnet påvise nogen forskel i BAM-koncentrationerne.