Vurdering af koncentration og varighed af BAM-forurening i grundvand

Forord

Foreliggende delrapport under projektet "Pesticider og Vandværker" indeholder modelbaserede vurderinger af omfang og varighed af BAM forureningen i grundvand i Danmark.

Undersøgelsen er udført af Peter R. Jørgensen og Jens P. Kistrup, Geologisk Institut, Københavns Universitet, suppleret af Hans Christian Loer Hansen og Martin Hoffmann, Hedeselskabet, Roskilde. Kvalitetssikring af rapporten er udført af Flemming Larsen, Institut for Miljø og Vandressourcer, DTU.

Undersøgelsen er finansieret af Miljøstyrelsen. En del af modeludviklingsarbejdet i projektet er finansieret af Københavns Universitet, Geologisk Institut og EU´s 5. rammeprogram under projektet "Pesticides in European Groundwaters: detailed study of Representative Aquifers and Simulation of possible Evolution scenarios (PEGASE).

Udover generelle geohydrologisk data har projektet inddraget data fra Det Strategiske Miljøforskningsprogram (1992-2000) vedr. forureningsstoffers, herunder pesticiders, opførsel i opsprækkede jordlag. Konkrete BAM data i modelarbejdet er indsamlet i projektets øvrige delprojekter (delrapporterne 1 - 3). Modelleringen er løbende diskuteret og koordineret i projektgruppen under ledelse af HOH, Vand og Miljø og i projektets styringsgruppe bestående af:

Christian Ammitsøe, Miljøstyrelsen (formand)

Ann-Katrine Pedersen, Københavns Energi
Jens Bastrup, Danske Vandværkers Forening
Jørn Ole Andreasen, Århus kommunale værker
Richard Thomsen, Århus Amt
Morten Sørensen, Fyns Amt