| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Synliggørelse af de vigtigste forbrugerrelevante miljøegenskaber ved elektronikprodukter

1. Hvad er miljørigtig elektronik?

1.1 Aktørerne

Hovedformålet med dette projekt er at komme med forslag til, hvordan markedet for mindre miljøbelastende forbrugerelektronik kan stimuleres. For at indkredse den problemstilling er det vigtigt at fastlægge dels, hvem der er de centrale aktører for en fremtidig indsats, og dels hvilken miljøopfattelse disse aktører har, og hvad deres hidtidige indsats omfatter. Eftersom undersøgelsen har fokus på markedsmekanismerne, er de centrale aktører naturligt knyttet til produkternes værdikæde - fra produktion over markedsføring/salg til køb og anvendelse. Men også myndighederne er vigtige i den fremtidige indsats pga. indsatsen for at fremme udvikling og afsætning af renere produkter i Danmark.

Herudover behandles producenterne af elektronikprodukter. Desuden er myndighederne med, fordi de danske myndigheder har en god tradition for at søge at påvirke markedsmekanismerne. Endelig diskuteres den videnskabelige holdning, som på sin vis repræsenterer en objektiv reference for miljørigtighed.

De private forbrugere er groft opdelt i de miljøpositive og de miljøneutrale forbrugere som defineret i undersøgelsen "Forbrugernes holdninger og interesse for køb af grøn elektronik"².

Her udgør de miljøpositive forbrugere 229 respondenter ud af 643 adspurgte. Den anden gruppe i dette projekt, de miljøneutrale forbrugere, udgør 414 af de adspurgte forbrugere.

De miljøpositive forbrugere er en samling af de to "grønneste" grupper af forbrugere: de forankrede og de konvertible. De miljøpositive forbrugere er karakteriseret ved at være forbrugere, der allerede tænker på miljø eller energi ved køb af elektronik eller er forbrugere, der er motiveret for at handle grønt.

De miljøneutrale forbrugere er samlingen af de to mindst grønne forbrugergrupper. De er karakteriseret ved hovedsageligt at være forbrugere, der gennem en vis påvirkning med tiden kan blive til grønne forbrugere. En mindre del af gruppen kan karakteriseres som "utilgængelige", da de på ingen måde er motiveret for at tage miljøhensyn ved køb af elektronik.

De offentlige indkøbere køber elektronikprodukter ind til offentlige virksomheder og institutioner. Der er tale om tre veje til offentlige indkøb af elektronik:

1. Decentrale indkøb uden om rammeaftaler
2. Egne udbud og rammeaftaler i kommuner og amter
3. Anvendelse af SKIs (Statens og Kommunernes Indkøbs Service) rammekontrakter

Der er stor forskel i miljøkrav afhængig af hvilken model, der anvendes. Især inden for de decentrale indkøb er der stor forskel. Som med private forbrugere er der miljøbevidste offentlige indkøbere og miljøneutrale offentlige indkøbere. SKI stiller omfattende miljøkrav i nogle af deres rammeaftaler, men ikke i dem alle. Dermed kan brugeren af SKI's rammekontrakter ikke automatisk karakteriseres som en miljøbevidst indkøber, men kun i de tilfælde hvor de grønne rammeaftaler anvendes. Uanset interne variationer i miljøbevidsthed, behandles gruppen her samlet.

Indkøbere i detailleddet køber ind til butikker og butikskæder, såsom Merlin, expert m.fl. Denne gruppe af organiserede indkøbere adskiller sig fra de offentlige indkøbere ved ikke at have nogen egentlig grøn indkøbspolitik, og de er naturligvis hovedsageligt fokuseret på, hvad der vil sælge hos den private forbruger. Denne aktørgruppe dækker også over detailleddets sælgere.

Producenterne er udbydere af produkter og er direkte bestemmende, hvad angår produkternes egenskaber. Det er derfor vigtigt at inkludere producenterne i undersøgelsen af holdninger til, hvad miljørigtig elektronik er.

Myndigheder er ofte toneangivende, hvad angår den offentlige holdning, og er her inkluderet ikke mindst udfra de danske miljømyndigheders tradition for at sætte dagsordenen, hvad angår miljørigtige valg.

Endelig udgør videnskaben en overvejende objektiv referencegruppe, som repræsenterer den videnskabeligt fastsatte holdning til, hvad miljørigtigt elektronik er. Denne er fastlagt ud fra resultaterne af livscyklusvurderinger, som de senere år er gennemført af elektronikprodukter.

1.2 Aktørers opfattelse af miljørigtig elektronik - en oversigt

Tabellen nedenfor er udspændt af de enkelte aktørgrupper og de primære miljømæssige emner, hvad angår miljørigtig elektronik. Det enkelte matrixelement scorer den vægt, aktørgruppen tillægger det enkelte emne.

Tabel 1.1:
De enkelte aktørers opfattelse af miljørigtig elektronik

Der scores fra 1-5 inden for den enkelte søjle - søjlerne er således ikke umiddelbart sammenlignelige, hvad angår scoren inden for de enkelte rækker. F.eks. er "4" hos den miljøpositive forbruger ikke nødvendigvis lig med "4" hos myndighederne. De enkelte scorer har følgende betydning:

Tabellen indeholder også en "styrkeknap", som er et udtryk for, hvor stor vægt den enkelte aktør tillægger miljø i sammenligning med andre hensyn i produktet. Her gælder den samme scorenøgle som ovenfor. Bemærk, at ingen aktør menes at tillægge miljørigtighed den største vægt blandt produktegenskaberne - dvs. ingen aktør scorer 5 på styrkeknappen. Videnskaben tildeles ikke nogen styrke, da den videnskabelige holdning ses som en reference.

De enkelte matrixelementer kan tilnærmelsesvist sammenlignes, hvis matrixelementets score multipliceres med den pågældende aktørs styrkeknap.

Baggrunden for scoringen er beskrevet under hver aktørgruppe i bilag A.

1.3 Diskussion og perspektivering

Forbrugerne, både de miljøpositive og de miljøneutrale, tillægger holdbarheden stor vægt, mens andre aktører ikke tillægger holdbarheden så stor vægt blandt miljøhensynene. Det er da også en tvivlsom sandhed, at lang holdbarhed er godt for miljøet for elektronikprodukter. Lang holdbarhed er som regel godt for miljøet, hvis der er tale om passive produkter, dvs. produkter, som ikke har et forbrug af f.eks. elektricitet under brug, mens elektronikprodukter jo er aktive produkter med en afledt miljøpåvirkning i brug, hvilket i enkelte tilfælde kan gøre det miljømæssigt attraktivt at justere eller forkorte produktets levetid, når de nye produkter er miljømæssigt meget bedre end det produkt, som de afløser. Det er imidlertid tvivlsomt, om forbrugernes ønske om lang holdbarhed er et rent miljøhensyn, da holdbarhed, kvalitet og økonomi er knyttet sammen i forbrugerens bevidsthed, og det er kvalitetsklangen af "lang holdbarhed", som spiller ind.

Opgraderingsmulighed er som et kriterium for at vælge et givet produkt noget mere i gråzonen end holdbarheden, selv om de to ting er tæt knyttet til hinanden. Det kan for forbrugernes vedkommende være, fordi opgradering er besværligt at udføre eller i det hele taget at forholde sig til, da det kræver en vis teknisk stillingtagen til produktet. Opgradering fylder med rette lidt mere i den objektive, videnskabelige vurdering end holdbarhed, da netop opgradering er den realistiske strategi for lang levetid for elektronikprodukter. Det er dog ikke så mange producenter, som har det højt på prioriteringslisten, og selv om opgradering formentlig er en stærk strategi for både miljø og fastholdt funktionalitet for forbrugerelektronik, er strategien ikke slået bredt igennem.

Derimod er der i princippet bred enighed om, at energiforbruget i brugen af produktet er et vigtigt kriterium. Rent videnskabeligt disponerer energiforbruget en stor del af produktets miljøbelastning, og da energiforbruget i brug koster forbrugeren penge, er der således her mulighed for i princippet at skabe, hvad man kan kalde "miljøværdi" for alle, idet et lavere energiforbrug gavner både miljøet og pengepungen. Derfor og nok også på grund af de seneste års fokus på energiforbruget hos hvidevarer og biler scorer kriteriet højt blandt de miljøpositive forbrugere og andre aktører, mens de miljøneutrale forbrugere som de eneste endnu ikke reagerer på fordelene ved et lavt energiforbrug.

Man skulle således tro, at et lavt energiforbrug også er et godt salgsargument, men regner man forskellen i energiforbrug ud i penge, betyder det kun lidt i forhold til anskaffelsesprisen for de fleste produkttyper inden for forbrugerelektronik. Selv om lavt energiforbrug i princippet er en vinder, vil det måske ikke have den helt store gennemslagskraft på markedet. Det skal nævnes, at der kan knytte sig andre fordele til et lavt energiforbrug, bl.a. er det en indeklimafordel med den ringere varmeafgivelse fra fladskærme til pc'er i moderne kontorbyggerier med store glasfacader.

Mht. kriterierne om produktets indhold af bly, tungmetaller og kemiske stoffer tegner der sig et mere broget billede blandt myndighederne og de miljøbevidste producenter. Ingen aktører prioriterer disse hensyn højest, men de mere oplyste af aktørgrupperne tillægger typisk disse hensyn nogen eller betydelig vægt, mens de miljøneutrale forbrugere ikke tillægger disse hensyn nogen vægt overhovedet. Videnskabeligt tillægges hensynene bredt set kun nogen, men ikke betydelig vægt, hvilket enten kan skyldes, at hensynene faktisk ikke objektivt set er de vigtigste, eller at videnskaben selv slås med at forstå betydningen af bly, tungmetaller og kemiske stoffer for både sundhed og miljø, vurderet i forhold til fx energiforbrug eller affaldsproblematikken. Myndigheder og producenter tager dog udgangspunkt i et forsigtighedsprincip og prioriterer bredt set hensynene lidt højere end videnskaben. Flere producenter er f.eks. i gang med at udfase brugen af bly og bromerede flammehæmmere.

Høj genanvendelsesgrad har traditionelt været et højt prioriteret hensyn blandt de miljøbevidste producenter og myndighederne, og er det stadig. Dette nok primært pga. lovgivningsmæssige tiltag, hvor tilbagetagningspligt formelt påfører producenterne ansvaret for den miljømæssigt korrekte bortskaffelse og den økonomiske byrde forbundet med bortskaffelsen. En høj genanvendelsesgrad er ikke kun en miljø- og ressourcemæssig fordel, men gør også bortskaffelse billigere eller måske på sigt til en overskudsgivende aktivitet, hvis den tilgængelige komponent- og materialeværdi overstiger omkostningerne. Det er også et højt prioriteret hensyn blandt de miljøpositive forbrugere og de offentlige indkøbere, og videnskaben peger også på vigtigheden af, at genanvendelse er mulig med en høj genanvendelsesgrad. Derimod fylder hensynet kun lidt eller intet for de miljøneutrale forbrugere og detailhandelen. Stort set det samme billede tegner sig for forbruget af ressourcer.

Kigger man på den såkaldte "styrkeknap", som udtrykker den generelle bevidsthed om miljøhensynene for forbrugerelektronik, er bevidstheden klart i bund hos de miljøneutrale forbrugere, som udgør ca. 2/3 af forbrugermassen, hos detailhandelen og for en stor del af de offentlige indkøberes vedkommende, mens bevidstheden er højere hos myndigheder, de miljøbevidste blandt producenterne og de miljøpositive forbrugere.

Som også nævnt i kapitel 5 er det svært at forestille sig en kæde bestående af udbud, afsætning og efterspørgsel efter mindre miljøbelastende produkter, uden at bevidstheden er høj hos alle centrale aktører. Den ringe bevidsthed hos navnlig den miljøneutrale forbruger og i detailhandelen er derfor klart et forhold, der bør sættes ind overfor.

En samlet konklusion på spørgsmålet "Hvad er grøn elektronik?" peger på, at der er en vis enighed om, at emner som holdbarhed, energiforbrug og i noget omfang de også sundhedsrelaterede emner omkring bly, tungmetaller og kemiske stoffer er centrale i opfattelsen af grøn elektronik. Det kan derfor være disse emner, som kampagner, informationsmateriale etc. skal fokusere på rent indholdsmæssigt. Navnlig sundhedsrelaterede emner er "tæt på kroppen" og derfor måske mere vedkommende for mange forbrugere end emner som holdbarhed og energiforbrug. Til gengæld er producenter og til dels detailhandlere ikke begejstrede for at sætte fokus på potentielle sundhedsproblemer, da det kan sætte produkterne i et dårligt lys.

Det er nemlig ikke nødvendigvis de videnskabeligt etablerede vigtige emner, som er bærende for en styrket udvikling hen imod, at mindre miljøbelastende produkter opnår en større markedsandel. Producenternes prioritering af hensynene svarer meget godt til det videnskabeligt beviste, mens prioriteringen blandt andre centrale aktører, og her ikke mindst de miljøneutrale forbrugere, er anderledes og måske mere subjektivt styret. Man kan sige, at producenternes værdigrundlag er overvejende objektivt, hvilket i princippet sikrer, at objektive, videnskabeligt underbyggede værdier bygges ind i produkterne, men at produkterne og den "pakke" af miljøhensyn, som de repræsenterer, ikke nødvendigvis skal sælges med objektive/videnskabelige argumenter.

Dette understreges af, at "den videnskabelige sandhed" er stykket sammen af vurderinger af enkeltstående miljøforhold. Den videnskabelige sandhed giver således ikke det endegyldige svar på, hvordan de enkelte miljøforhold skal vægtes i forhold til hinanden - eller i forhold til andre hensyn. Begge forbrugergruppers fokusering på holdbarheden er et eksempel på, at et hensyn, som ikke videnskabeligt ses som så vigtigt, kan være en subjektivt orienteret indgang til at øge afsætningen af produkter, som også har andre og objektivt set mere vigtige miljømæssige fordele.

Udover som sagt at kunne reagere på det foreliggende fokus kan strategien også være, dels at øge den generelle bevidsthed, hvor den mangler, dels i samme proces at erstatte subjektive værdier med objektive og videnskabeligt korrekte værdier. Det er ikke underligt, at aktørgrupper med en vis bevidsthed overvejende knytter sig til det, som videnskaben siger. Navnlig manglen på stillingtagen hos de fleste af forbrugerne gør, at producenterne og også de mere politisk styrede aktører kun kan hente deres værdigrundlag hos videnskaben. Om det objektive er mere rigtigt end det subjektive skal være usagt, men en aktiv (objektiv eller subjektiv) stillingtagen hos dem, som sælger produkterne og dem, som køber dem, synes at være en forudsætning for, at miljøhensyn medtages aktivt i markedet.