Udvikling af rustbeskytter til undervognsbehandling baseret på vegetabilske råvarer.

1 Introduktion

1.1 Traditionelle rustbeskyttelsesprodukter
1.2 Rustbehandlingsprocessen
1.3 Baggrund for projektet

Materialers nedbrydning ved kemisk påvirkning fra omgivelserne kaldes korrosion. Rust er den specifikke form for korrosion, der sker, når jern eller jernholdige metaller reagerer med luftens ilt i fugtige omgivelser.
Rustangrebne biler er et typisk og velkendt eksempel på denne form for korrosion.

Da Danmark på grund af de klimatiske forhold har meget korrosive vejmiljøer, anbefales danske bilejere at rustbeskytte deres biler med jævne mellemrum for at forlænge bilens levealder. Det er især den periodevise høje luftfugtighed kombineret med anvendelsen af vejsalt i vinterhalvåret, der har indflydelse på de rustangreb bilerne udsættes for. Rustangreb kan helt eller delvist forhindres ved at beskytte bilen med et passende rustbeskyttelses produkt, hvorved ilt og fugt hindres direkte adgang til de tilstedeværende jernholdige metaloverflader.

1.1 Traditionelle rustbeskyttelsesprodukter

De produkter, der findes på markedet i dag til rustbeskyttelse af bilers undervogne og hulrum, er enten mineraloliebaserede eller vandfortyndbare. De traditionelle mineraloliebaserede produkter er stadig langt de mest anvendte.

Produkterne har ofte et relativt højt indhold af aromatiske kulbrinter, der hovedsageligt stammer fra de korrosionsinhibitorer, der indgår i produkterne. De mineraloliebaserede produkter er typisk skadelige for det ydre miljø på grund af den begrænsede nedbrydelighed. Udledning til kloak, jord og vandmiljø bør derfor undgås. De betydelige mængder opløsningsmidler, som produkterne indeholder, er endvidere til gene for de personer, der anvender dem.

1.2 Rustbehandlingsprocessen

Når biler rustbeskyttes bliver de oftest både hulrumsbehandlet samt undervognsbehandlet. Produkter, der anvendes til behandling af hulrum, skal være så tilpas tynde i konsistensen, at de kan påføres ved sprøjtning. Derudover skal de have en god indtrængningsevne i små revner og spalter for at yde så optimal rustbeskyttelse som muligt. Produkter, der anvendes på selve undervognen, kan være mere tyktflydende, dels fordi påføring ikke er så vanskelig på undervognsfladen og dels fordi rustbeskyttelsen hermed kan blive mere slagfast og slidstærk. Arbejdsgangen ved en komplet behandling er i store træk som følger.

Først afmonteres bilens løsdele som lygter, skærme og lignende og om nødvendigt afdækkes også dele af bilen. Undervognen højtryksspules med varmt vand for at fjerne vejsalt og andre urenheder. Bilen tørres, typisk over en rist med varm luft, for at sikre, at overfladerne er helt fugtfri inden selve behandlingen påbegyndes. Bilen ses efter, og er der ikke gennemtæring eller andre defekter, fortsættes behandlingen.

Der påføres en lakbeskytter for at sikre, at lakken ikke tager skade af den påførte rustbeskytteri,ii. Først gennemføres hulrumsbehandlingen. En bils hulrum udgøres af vanger, paneler, klapper og døre. Der bores om nødvendigt huller (efter nøje specifikationer for de forskellige bilmærker) således, at rustbeskytteren kan blive tågesprøjtet ind i hulrummene op til vindueshøjde. Det anvendte produkt skal, som allerede nævnt, have gode indtrængningsevner samt være i stand til at sky vand. Efter hulrumsbehandlingen påføres rustbeskytteren på selve undervognen. Den mest typiske procedure er, at produktet påføres indtil det begynder at dryppe for at sikre, at der er påført en tilstrækkelig mængde1,2.

På undervognen påføres der ofte efterfølgende et noget tykkere produkt, som har større slidstyrke og derved beskytter det inderste lag rustbeskytter. Til sidst kan særligt udsatte slidsteder som f.eks. panelkanter og hjulkasser påføres et kraftigere slidlagsprodukt med så høj viskositet, at det eventuelt må spartles på. Til sidst tilproppes eventuelle borehuller, og bilen vaskes og klargøres. Alle afmonterede dele påsættes igen1,2.

1.3 Baggrund for projektet

Der findes et antal værksteder og undervognscentre i Danmark, der er i stand at behandle biler mod rust. Hvornår den første egentlige rustbehandling af en bil skal foretages afhænger af, hvor effektivt den fabriksnye bil har været beskyttet. Det kan variere fra 0 til 7 åriii. Som regel anbefales det at lade bilen behandle efter 3 til 4 år og herefter i intervaller af 2 til 3 år.

Der rustbeskyttes mellem 250.000 og 300.000 biler i Danmark om året. Der anvendes mellem 7 og 20 liter rustbeskyttelsesprodukt til at rustbehandle én bil afhængig af produktvalg samt den udførende persons ekspertise. Det anslås, at der herved forbruges omkring 3 – 4 millioner liter rustbeskyttelsesprodukter om året i Danmark, hvoraf hovedparten er mineraloliebaserede produkter. Da produkterne indeholder opløsningsmidler og andre svært nedbrydelige stoffer, udgør de en væsentlig belastning for miljøet.

Et mere miljørigtigt produkt kan enten tænkes at være vandfortyndbart og/eller baseret på vegetabilske råvarer. Vegetabilske råvarer er som regel lettere nedbrydelige end mineraloliebaserede råvarer. I det omfang det er muligt at fremstille en vegetabilskbaseret rustbeskytter, kan man derfor forvente, at et sådant alternativ vil have en bedre miljøprofil. Da der allerede inden projektets start fandtes kommercielle vegetabilskbaserede produkter som f.eks. rengøringsprodukter (afvaskere) samt smøre– og hydraulikolier til f.eks. traktorer og skovrydningsmaskiner var forventningerne på forhånd store til, at det kunne lade sig gøre at fremstille en vegetabilskbaseret rustbeskytter.