Måling af bioaerosoler under udbringning af mikrobiologiske bekæmpelsesmidler og ved efterfølgende arbejdsprocesser i potteplanter

Sammenfatning og konklusioner

Formålet med projektet var at kvantificere koncentrationen af to mikrobiologiske bekæmpelsesmidler i luften under og efter udbringningen. De to midler indeholdt henholdsvis svampene Verticillium lecanii og Trichoderma harzianum. Det var de levende sporer af disse to svampe, der blev registreret. Formålet var endvidere at undersøge, om der frigøres levende sporer til luften under arbejdsprocesser, som tidsmæssigt kommer efter applikationen.
Derudover blev syv markedsførte mikrobiologiske bekæmpelsesmidler analyseret for, om koncentrationen af levende sporer stemte overens med den af firmaet opgivne, og om der forekom andre mikroorganismer end den angivne. Til måling af levende sporer i luften blev anvendt en egenkonstrueret ”impact" sporefælde, hvor luften blev suget ind gennem tre dyser, der var rettet mod tre petriskåle med et medium, som svampesporerne kunne spire på.

Resultatet af undersøgelsen af de syv mikrobiologiske bekæmpelsesmidler viste, at alle midler indeholdt den angivne mikroorganisme i renkultur. Tre af midlerne indeholdt 103 flere levende sporer end opgivet på etiketten. Denne ”overdosering” er muligvis tilsigtet, for at give produktet en længere lagerholdbarhed, fordi der løbende sker en decimering af de levende sporer.

Resultatet af målinger af koncentrationen af V. lecanii under forskellige arbejdsprocesser i forbindelse med produktion af pottechrysanthemum viste, at størrelsesordenen for ”colony forming units”: CFU/m3 luft beregnet som tidsvægtet gennemsnit under afvejning i de to forsøg var 4,4 x 104 og 4,8 x 104. Under sprøjtning blev målt værdier fra 9,4 x 103 til 5,4 x 104. Disse værdier ligger inden for den koncentration af svampesporer, som Eduard et al. (2001) angiver, forårsager øje- og næseirritation (2 x 104 - 5 x 105 svampesporer pr. m3), og værdierne ligger omkring det niveau på 50 x 103 CFU/m3 svampesporer, som Gorny & Dutkiewicz (2002) foreslår som grænseværdi for erhvervsmæssig eksponering. Belastningen, som væksthusarbejdere bliver udsat for, afhænger imidlertid også af, i hvor lang tid de er udsat for høje koncentrationer. Målinger viste et meget hurtigt fald i koncentrationen af sporer i luften efter iblanding af T. harzianum i sphagnum, og resultaterne af måling af sporerkoncentration i luften, efter gentagne sprøjtninger med en hydraulisk sprøjte, viste en stor variation i koncentrationen af sporer i luften. Resultaterne viste således, at det tidsmæssigt var meget variabelt, hvor stor en eksponering væksthusarbejderne blev udsat for

Der blev registreret levende sporer i luften under alle øvrige arbejdsprocesser foruden under arbejdsprocesserne: Afvejning og Sprøjtning. Øvrige arbejdsprocesser omfattede aftagning af plast, der havde dækket planterne, flytning af planterne til et andet hus, planter sat på afstand, knibning og pakning. De fundne værdier var meget lave, men tilstedeværelsen af levende sporer i luften op til 10 uger efter applikationen antyder, at V. lecanii kan etablere sig i plantekulturen og kan vedligeholde sig. Det kan imidlertid ikke afgøres, om disse sporer var blevet frigjort til luften fra planterne under arbejdsprocesserne, eller om sporerne var udtryk for en generel ”baggrundsstøj”, som stammede fra tidligere eller igangværende sprøjtninger andre steder i gartneriet.