Punktkilder 2002

9 Sammenfatning

Dette afsnit indeholder en kort sammenfatning af de samlede udledninger for punktkilder. Der er dels en kort beskrivelse af de mest betydende punktkilde udledninger til ferskvand og marine områder, dels en beskrivelse af de enkelte punktkilders udledning og reduktion siden slutningen af 80’erne. Til slut er de beregnede udledninger af miljøfremmede stoffer og tungmetaller sammenfattet.

9.1 Udledningen af næringsstoffer fra punktkilder

De samlede udledninger fra punktkilder opgøres hvert år i forbindelse med denne rapportering. Opgørelser viser, at der siden 1989 er sket en markant reduktion i de samlede udledninger fra punktkilder. Den samlede reduktion for alle punktkilder er på 68 % for kvælstofs vedkommende, 83 % for fosfor og 78 % for organisk stof målt som BI5.

Den samlede reduktion i udledningen af kvælstof og fosfor er hovedsageligt opnået gennem reduktioner i udledningerne fra særskilt industri og renseanlæg. Dog er udledningen af fosfor fra den spredte bebyggelse og udledningen fra fiskeopdræt anlæg også faldet.

Trods de markante reduktioner i udledningerne for såvel renseanlæg og særskilt industri, domineres den samlede udledning af kvælstof og fosfor for punktkilder på landsplan fortsat af udledningerne fra renseanlæggene. Renseanlæggene bidrager med ca. 50% af den samlede udledning af fosfor og kvælstof for punktkilder. For organisk stof er industriens udledning den største kilde med lidt over 40 %.

Det samlede antal renseanlæg reduceres fortsat, og i 2002 var antallet af renseanlæg 1.267, hvoraf 266 er omfattet af Vandmiljøplanen. Af den samlede udledning fra punktkilder udgør renseanlæggene 50% - 55% for fosfor og kvælstof, mens anlæggene kun udleder 15% af den samlede mængde organisk stof. I forhold til udledningen i slutningen af firserne er der tale om en reduktion på 96% (O), 77% (N) og 91% (P). Reduktionen i udledningerne er hovedsageligt opnået ved at udbygge renseanlæggene til kvælstof og fosforfjernelse. I 2002 blev ca. 90% af den samlede spildevandsmængde således underkastet rensning for både organisk stof, kvælstof og fosfor.

Opgørelsen for de industrielle udledere i 2002 omfatter 183 virksomheder mod 170 virksomheder i 1989. Tallene dækker over en del variation gennem årene. Der er fra 2001 til 2002 sket en reduktion i den samlede mængde spildevand fra de industrielle udledere, hvilket hovedsageligt skyldes en enkelt virksomhed.

Den samlede mængde organisk stof målt som BI5 som blev udledt fra de industrielle udledere i 2002, er siden 1989 reduceret med omkring 89%.

Siden 1989 er den samlede kvælstofudledning reduceret med 88 %, mens den samlede fosforudledning reduceret med godt 96 %. En væsentlig del af reduktionerne er opnået ved at virksomheder er blevet tilsluttet offentligt renseanlæg eller af anden årsag har indstillet den direkte udledning til vandområderne.

Resultaterne af opgørelserne for de regnbetingede udledninger viser at udledningen i et normalår udgør 12.470 tons COD, 696 tons kvælstof, 176 tons fosfor og en vandmængde på 187 mill. m³. Udledningerne af vand, organisk stof, kvælstof og fosfor har i 2002 været større end i et normalår. I 2002 blev der fra regnbetingede udløb udledt en vandmængde på 251 mill. m³ med et stofindhold på 1006 tons kvælstof, 250 tons fosfor og 17.619 tons COD.

Indberetningen for renseanlæggene større end 5.000 PE viser at på trods af at overløbene i dag kun udgør under 3% af belastningen i renseanlæggenes oplande, har overløbsmængder i mange tilfælde samme størrelsesorden som udløbene fra renseanlæggene. I middel udgør de dog kun ca. 10 % for kvælstof, 20 % for fosfor og 30 % for COD.

For den spredte bebyggelse er der registreret ca. 355.000 ejendomme uden for kloakopland. Disse fordeler sig med ca. 111.000 ejendomme i sommerhusområder, ca. 11.000 i kolonihaveområder, ca. 208.000 ejendomme i den spredte bebyggelse og ca. 25.000 ejendomme i landsbyer.

Den årlige udledning til vandområder fra den spredte bebyggelse af organisk stof (BI5) er opgjort til ca. 3.800 tons, den udledte kvælstofmængde er ca. 970 tons, fosformængden er 220 tons og spildevandsmængde er på ca. 12 mio. m³. Der er tilsyneladende sket et mindre fald i udledningen til vandområder i forhold til sidste års indberetning.

Den samlede udledning fra ferskvandsdambrug er i 2002 opgjort til 3.276 tons organisk stof målt som BI5 , 1.180 tons kvælstof og 94 tons fosfor. Udledningen af alle tre parametre ligger på stort set samme niveau som i 2001, hvilket er i overensstemmelse med at foderforbruget næsten har været det samme de to år. Dambrugsbekendtgørelsens krav til at begrænse udledningerne af kvælstof, fosfor og organisk stof vurderes på nuværende tidspunkt at være slået helt igennem. Der kan således ikke forventes væsentlige yderligere reduktioner i dambrugenes udledning af forurenende stoffer som følge af bekendtgørelsens regler om indretning og drift af ferskvandsdambrug.

Udledningen fra saltvandsbaseret fiskeopdræt er siden slutningen af 80’erne reduceret markant for fosfors vedkommende. Den samlede udledning af kvælstof og fosfor fra havbrug og saltvandsdambrug har gennem de senere år ligget stabilt. Set i forhold til 2001 er udledningen af næringssalte dog steget lidt. De år-til-år variationer, der i øvrigt forekommer, skyldes, at produktionsforholdene - og dermed også udledningerne - til en vis grad er styret af meteorologiske forhold, primært vandtemperaturen.

9.2 Udledningen af næringsstoffer til marine områder og ferskvand

For kvælstof udgør de samlede udledninger fra punktkilderne til farvandsområderne på landsplan ca. 10%. Hvilket med andre ord betyder, at kvælstofbelastningen i overvejende grad domineres af det diffuse bidrag. En undtagelse er farvandsområdet ved Øresund, hvor punktkilderne udleder ca. 35% af kvælstofmængden.

Fosfor belastningen af farvandsområderne er nogenlunde ligeligt fordelt mellem det diffuse- og punktkilde bidrag, hvor punktkilde belastningen i gennemsnit udgør 40%. For farvandsområdet Øresund er punktkildebelastningen dominerende og udgør i over 80% af den samlede belastning med fosfor.

Til de ferske vande er udledningerne fra renseanlæggene fortsat den største kilde, for så vidt angår fosfor og kvælstof. Industriudledninger er uden betydning, mens punktkilderne spredt bebyggelse, regnvandsbetingede udløb og dambrug er væsentlige. For organisk stof (BI5 ) er udledningerne fra den spredte bebyggelse og fra ferskvandsdambrugene de mest betydende kilder.

For punktkildeudledningerne direkte til havet er renseanlæggene den største kilde med hensyn til udledningerne af fosfor og kvælstof. Udledningen af organisk stof til havet domineres af industrien der bidrager med 60%. De øvrige punktkilder er forholdsvis små i denne sammenhæng.

9.3 Miljøfremmede stoffer og tungmetaller

Til opgørelserne for miljøfremmede stoffer og tungmetaller er der udformet et måleprogram for en række af punktkilderne.

Måleprogrammet for miljøfremmede stoffer og tungmetaller er sammensat således, at der i 2000 var målt én gang på samtlige renseanlæg der er udvalgt i programmet. I punktkilderapporten for 2000 er der beregnet udledningsmængder for de første tre års målinger. Disse værdier for den samlede udledning af miljøfremmede stoffer og tungmetaller vil blive gentaget når de næste tre års målinger foreligger – altså med data for 2003. Disse afrapporteres i 2004.

I 2002 er der gennemført målinger på 13 renseanlæg fordelt over landet, mens der i 2001 blev målt på 10 renseanlæg. Således forligger der nu data for disse 23 anlæg samt for de 37 anlæg, hvor der er blevet målt i perioden fra 1998 til 2000.

De målte koncentrationer spildevandets indhold af tungmetaller sammenlignet med de kvalitetskrav, der skal være opfyldt for vandmiljøet, ligger udløbskoncentrationerne generelt på samme eller lavere niveau end de fastsatte kvalitetskrav, jf. Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 921 af 8. oktober 1996. Der forekommer dog for enkelte stoffer værdier der ligger over kvalitetskravene der er beskrevet i bekendtgørelsen. De målte koncentrationer i det udledte spildevand vurderes ikke umiddelbart at give anledning til kritiske forhold, i forhold til de fastlagte krav til vandmiljøet.

Undersøgelserne af indholdet af miljøfremmede stoffer og tungmetaller viser at indholdet af reduceres betydeligt mellem indløb og udløb. For en del af stofferne er der tale med en reel nedbrydning af stoffet, mens stoffer som phenolerne, enkelte polyaromatiske kulbrinter samt blødgørene genfindes i udløbet i større mængder i slammet.

Spildevandet fra mere end halvdelen af de særskilte industrielle udledere indeholder tungmetaller og/eller miljøfremmede stoffer. Kviksølv og cadmium samt en række af de miljøfremmede stoffer, bl.a. chlorphenoler og halogenerede kulbrinter, er opført på liste I over stoffer for hvilke forureningen bør bringes til ophør, jf. Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 921 af 8. oktober 1996. I forhold til de fastsatte kvalitetskrav for vandmiljøet for liste I-stofferne, må koncentrationerne i spildevandet fra særskilte industrielle udledere i almindelighed anses for at være ikke-kritiske, under forudsætning af at der regnes med en initialfortynding svarende til en faktor 10 (Miljøstyrelsen, 1999e). Omkring 25% af alle prøver for dimethylamin og 10 % af alle prøver for kviksølv viser dog koncentrationer i spildevandet som er mere end 10 gange højere end kvalitetskravene for vandområderne. Kravene må her generelt forventes ikke at have været overholdt, og koncentrationerne må betegnes som kritiske.

En række af de øvrige tungmetaller og miljøfremmede stoffer er opført på liste II. For metaller anført på listen viser mellem 10 og 45 % af alle prøver koncentrationer i spildevandet som er mere end 10 gange højere end de foreslåede kvalitetskrav for vandområderne. De foreslåede krav må derfor forventes at have været overskredet. Også her må koncentrationerne i en række tilfælde betegnes som kritiske.

På ferskvandsdambrug opgøres forbruget af sygdomsbekæmpede i forhold til at estimere udledningen af miljøfremmedestoffer og tungmetaller. Disse opgørelser viser at forbruget af sygdomsbekæmpede stoffer stoffer er øget betydeligt fra 2001 til 2002, og forbruget af antibiotika nåede det hidtil højeste indberettede forbrug på 1.400 kg i 2002.

Set i forhold til de vandkvalitetskrav, der skal administreres efter fra april 2005, lægger denne udvikling et stort pres på erhvervet mht. indføre nye teknikker og driftsformer, som kan reducere sygdomstrykket og reducere dambrugenes udledninger af de pågældende stoffer.

 



Version 1.0 November 2003, © Miljøstyrelsen.