Emissioner af SO2 og NOx fra kraftværker

3 Beregningsgrundlag

3.1 LCP-direktivet

3.1.1 Anlæg der er omfattet

Direktivet for store fyringsanlæg vedrører alle fyringsanlæg med en nominel termisk effekt på mere end 50 MW uanset brændselstype (fast, flydende eller gasformigt) med undtagelse af affald (Artikel 2 stk. 6). Direktivet omfatter kun fyringsanlæg, der er bestemt til energiproduktion. Undtaget er anlæg der direkte anvender forbrændingsprodukter i fabrikationsprocesser samt en række andre anlægstyper herunder gasturbiner der anvendes på offshore platforme og gasmotorer (Artikel 2 stk. 7).

3.1.2 Emissionsgrænseværdier

I direktivets bilag III til VI er emissionsgrænseværdierne givet for SO2 og NOX. Grænseværdierne afhænger af hvornår anlægget er godkendt, og der gælder typisk lavere værdier for anlæg der bliver godkendt efter den 27. november 2002, også kaldet nye anlæg.

Grænseværdierne er opdelt efter brændselstyperne: fast-, flydende- og gasformige brændsler. For nye anlæg er der desuden angivet specifikke værdier for biomasse og gasturbiner.

3.1.3 Undtagelser

Bestående anlæg, dvs, anlæg godkendt før 1. juli 1987, kan undtages fra at overholde de generelle emissionsgrænseværdier, hvis anlæggene ikke drives mere end 20.000 driftstimer fra den 1. januar 2008 og indtil den 31. december 2015 (Artikel 4 stk. 4).

Desuden gælder der visse undtagelser for anlæg der højest er i drift 2000 timer pr. år (som rullende gennemsnit over en femårs periode) indtil den 31. december 2015. Grænseværdierne for anlæg med en nominel termisk effekt på mindst 400 MW er 800 mg/Nm3 for emissionen af SO2 uanset brændsel (Artikel 5 stk.1), mens emissionsgrænseværdien for anlæg med en nominel termisk effekt på mindst 500 MW er 600 mg/Nm3 for emissionen af NOX. Sidst nævnte undtagelse gælder kun for fastbrændsel (Bilag VI fodnote 2). For gasturbiner gælder direktivet kun for anlæg, der er godkendt efter den 27. november 2002.

3.2 Datagrundlag

3.2.1 Direktiv

Beregningerne forudsætter en række baggrundsdata og de enkelte anlægs emissionsgrænseværdier vil i henhold til direktivet afhænge af en række parametre, herunder dato for godkendelse, anlægstype og nominel indfyret effekt. Desuden skal energiforbrug fordelt på brændselstyper samt driftstiden ved fuldlast være fremskrevet for hvert blok.

3.2.2 Prognose

For beregninger baseret på en vurdering af de reelle røggaskoncentrationer skal der endvidere for hvert blok/anlæg defineres en svovlprocent for de anvendte brændsler, afsvovlingsgrader samt emissionsfaktorer for NOX .

Elværkernes bidrag til baggrundsdata ses af bilag 1 og 2.

 



Version 1.0 December 2003, © Miljøstyrelsen.