Fosforrensning ved filteranlæg

4 Forsøgsanlæggenes drift i forsøgsperioden

4.1 Nyt biologisk sandfilter med pumpesystem
4.2 Ældre biologisk sandfilter med gravitation
4.3 Natur-Ren® anlæg

4.1 Nyt biologisk sandfilter med pumpesystem

Fosforfældningsudstyret blev idriftsat umiddelbart efter, at det nyetablerede anlæg var taget i brug af ejeren.

Ved udtagning af spildevandsprøver i tilløbet til bundfældningstanken blev prøveudtagningen fejlbehæftet pga. tilstopning af prøveudtagerens sugeslange. Efter gentagende mislykkede prøveudtagninger blev øvrige planlagte prøveudtagninger i tilløbet opgivet.

I forsøgsperiodens forekom der mellem 29. november 2000 og 17. februar 2001 pga. store nedbørsmængder en vandrejsning i den sø, hvortil sandfilteret har afløb. Dette bevirkede, at spildevand ikke kunne afstrømme frit men stuvede op over bundløbet i den prøveudtagningsbrønd, der er etableret på afløbet fra sandfilteret.

Prøveudtagning i udløb fra sandfilteret blev i det nævnte tidsrum omlagt til udløbet fra bundfældningstanken.

I perioden 27. juli – 5. august 2001 var doseringen af fældningsmiddel ikke virksom, da et lynnedslag i forsøgsanlæggets elinstallationen gav anledning til havari på doseringspumpen.

I forsøgsperioden er der i bundfældningstanken ikke observeret problemer med flydeslam eller med bundfældning af slam.

Ved forsøgsperiodens afslutning blev der foretaget tømning af bundfældningstanken. Det opsugede bundslam var volumenmæssig ikke større eller mindre end, hvad der normalt forekommer ved tømning af en bundfældningstank.

4.2 Ældre biologisk sandfilter med gravitation

Fosforfældningsudstyret blev installeret og idriftsat umiddelbart efter, at den eksisterende bundfældningstank var blevet tømt for slam. 1. prøveudtagning blev foretaget ca. 1 måned efter slamtømningen.

Der blev fra prøveudtagningens igangsætning registreret højt indhold af suspenderet stof i de udtagne spildevandsprøver, og i hele forsøgsperioden er der ved prøveudtagningen i bundfældningstankens udløb observeret slamflugt.

Fældningsudstyrets udformning og placering er ændret flere gange i forsøg på at reducere slamflugten, men uden synlig resultat.

Ved forsøgsperiodens afslutning blev der foretaget tømning af bundfældningstanken. Det opsugede bundslam var volumenmæssig ikke større eller mindre end, hvad der normalt forekommer ved tømning af en bundfældningstank.

4.3 Natur-Ren® anlæg

I perioden frem til den 17. februar 2001 var der problemer med at gennemføre repræsentative prøveudtagninger pga. udvaskning af finkornet materiale (filler) og kalk fra filtermaterialet, som afstedkom aflejringer i prøveudtagningsbrønden.

Problemet blev løst ved, at der blev sat en spand under indløbet i brønden. Heri blev prøveudtagerens sugeslange nedsænket, hvorved der under prøveudtagningen kunne opsuges spildevandsprøver med et retvisende indhold af suspenderet stof.

20. marts 2001 blev det observeret, at vintervejrliget havde medført, at afløbet fra Natur-Ren® anlægget var blokeret af is. Blokeringen blev afhjulpet ved spuling, men optrådte igen få dage senere.

Blokeringerne medførte en så kraftig vandspejlsrejsning i anlægget, at spildevandet stuvede op til oversiden af filtermaterialet i anlæggets kuppelbrønd. Anlæggets aerobe zone blev dermed oversvømmet (vandmættet) i et kort tidsrum.

I begyndelsen af august 2001 gav udvaskning af finkornet materiale og dolomitkalk igen anledning til opstuvning i prøveudtagningsbrønden. Opstuvningen generede ikke det frie afløb fra Natur-Ren® anlægget , og blev afhjulpet ved spuling af afløbsrøret nedstrøms for anlægget.