Afprøvning af reaktiv jernvæg til grundvandsrensning

Forord

På Vapokongrunden i Søndersø, hvor der tidligere har foregået genindvinding af opløsningsmidler, er der sket en kraftig forurening af jord og grundvand med aromatiske og chlorerede opløsningsmidler. Fra 1989 er der udført en række forureningsundersøgelser, og i 1998 er der udarbejdet et skitseprojekt for udførelse af afværgeforanstaltninger. For at forhindre yderligere spredning af forureningen startede nærværende afværgeprojekt samme år.

Afværgeprojektet har inkluderet forundersøgelser, detailprojektering inklusiv modellering, udførelse/etablering af afværgeforanstaltninger, samt efterfølgende monitering.

Foruden afgravning af hotspot omfatter afværgeforanstaltningerne etablering af et "Funnel & Gate-system" med en reaktiv væg til rensning af grundvand for indhold af en række chlorerede opløsningsmidler. Derudover er der etableret et omfangsdræn.

Til dokumentation for effektiviteten af afværgeforanstaltninger overfor jord- og grundvandsforureningen, samt med henblik på at overholde udledningskrav er der indtil videre udført monitering fra februar 2000 til december 2001. Desuden er den naturlige nedbrydning af grundvandsforureningen undersøgt.

Afværgeprojektet inklusiv omtalte monitering er gennemført af RAMBØLL for Fyns Amt. Projektet er led i Miljøstyrelsens Teknologiudviklingsprogram for jord- og grundvandsforurening.