Reaktiv Jern-Væg til rensning af grundvand for TCE og Chromat, Kolding Hårdkrom A/S

Forord

Oprensning af grundvandsforurening ved anvendelse af nul-valent jern er en relativ ny teknik, der endnu ikke har fundet generel anvendelse i Danmark. Metoden har været anvendt i en årrække i bl.a. USA over for grundvandsforurening med Trichlorethylen og Chrom(VI). Samtidig har den også nu fundet anvendelse i Europa. I denne rapport beskrives et projekt, hvor metodikken er afprøvet under danske forhold. Da der er tale om afprøvning af en for danske forhold ny teknik, har projektet været støttet via Miljøstyrelsens teknologiprogram for jord- og grundvandsforurening.

I forbindelse med projektet blev der nedsat en følgegruppe bestående af Inger Asp Fuglsang, Miljøstyrelsen, Peter Kjeldsen, DTU (faglig sekretær for teknologiprogrammet), Karsten Baisgaard og Gudike Primdahl, Vejle Amt samt Peter Alfred Petersen, Carl Bro as.

Den lokalitet, der er anvendt til afprøvningen, er kendetegnet ved komplicerede geologiske og hydrogeologiske forhold, som ikke er ualmindelige i den østlige del af Jylland. Disse forhold har bevirket, at en ligefrem tolkning af opnåede resultater ikke i alle tilfælde har været mulig; omvendt er der ved projektets gennemførelse vitterligt opnået resultater, som indikerer, at metodikken virker. Der er ligeledes afprøvet og dokumenteret en række teknikker, der vil være nyttige ved evaluering af fremtidige vægges funktion og virkningsgrad.

 

Peter Alfred Petersen, september 2002