Optimering og validering af metode til påvisning af Cryptosporidium og Giardia i drikkevand

Bilag A
Instruks om brug og vedligeholdelse af filterholder, Sartorius SM 16275

Formål

At beskrive funktioner, anvendelse og vedligeholdelse af filterholderen.

Anvendelse

Filterholderen bruges ved filtrering af vandprøver, for påvisning af protozoer. Figur 1 viser filterholderen. Der er i det følgende refereret til figuren.

Apparatur

Den originale udløbsstuds i bundpladen er blevet erstattet med et længere rør i rustfrit stål.

Dette rør er ført igennem en gummiprop, så holderen kan anbringes på en sugekolbe.

Sugekolben tilsluttes, via et forlag, vakuumhanen i laboratorielokalet.

Brugsvejledning

Filterholderen samles.

  1. Afdræningsskærmen (fig. 8, 7) lægges ind i bundpladen med de 3 skruetvinger (fig. 8, 8).
  2. Silikone O-ringen (fig. 8, 4) og filterstøtteskærmen (fig. 8, 6) lægges ovenpå.
  3. Toppladen (fig. 8, 2) ilægges en silikone O-ring (fig. 8, 4).
  4. Filterholderskærmen (fig. 8, 5) lægges i toppladen. Dette gøres ved at trykke de to flige ned i skruegangen i toppladen og dreje filterholderskærmen.
  5. Den samlede topenhed lægges nu ovenpå bundpladen. Med de 3 skruetvinger samles top- og bundpladerne. De 3 skruetvinger strammes skiftevis lidt ad gangen.
  6. Afløbsrøret med gummiproppen skrues i bundpladen (fig. 8, 8).
  7. Filterholderen autoklaveres.

I toppladen er der anbragt en studs (fig. 8, 1) til tilløb af vand.

I top- og bundplade er der desuden anbragt to ventiler (fig. 8, 3), der skal forhindre for stort undertryk i filterholderen.

Filtrering

Efter autoklavering skal man undgå at røre ved tilløbsstudsen (fig. 8, 1).

  1. Gummiproppen anbringes i en sugekolbe tilsluttet vakuum.
  2. Filterholderen åbnes uden at man berører indersiden, og et filter anbringes på filterstøtteskærmen (fig. 8, 6) ved hjælp af en steril engangspincet.
  3. Filterholderen samles uden at berøre indersiden. Vær opmærksom på at spænde de tre skruer ensartet, så filtret ikke forskubber sig.
  4. En steril gummislange påmonteres tilløbsstudsen (fig. 8, 1). Denne slange bruges til at suge væske fra prøvebeholderen til filterholderen.
  5. Det filtrerede vand opsamles i en sugekolbe og borthældes efter filtrering.
  6. Efter hver filtrering skylles filterholderen og filter med 5 liter autoklaveret milli-q vand.
  7. Herefter åbnes filterholderen. Skruetvingerne løsnes, og toppladen aftages.
  8. Filteret fjernes fra filterstøtteskærmen ved hjælp af en steril engangspincet og anbringes enten i en skål med sterilt vand til udvaskning, eller i en stomacherpose til videre bearbejdning i en pulsifier.
  9. Et nyt filter anbringes på filterstøtteskærmen ved hjælp af en steril engangspincet, og topenheden anbringes på bundenheden.
  10. Skruetvingerne strammes skiftevis til holderen er samlet.
  11. Når man er færdig med filterholderen, skilles den og sendes til opvask.

Rengøring

De enkelte dele anbringes i varmt vand med sæbe og vaskes med en blød børste.

De vaskede dele skylles i varmt vand og bagefter i destilleret vand.

De enkelte dele stilles til tørring i varmeskab eller stilles til lufttørring.

Der må ikke bruges viskestykker eller andre klæder til aftørring af filterholderen, idet der kan efterlades trådrester o.lign. på de enkelte dele af filterholderen.

Filterholderen samles anbringes i en autoklavepose eller pakkes ind i autoklavepapir og autoklaveres ved 120 oC i 20 minutter.

Figur forklaring:
1. Til- og afløbsstuds. 2. Topplade. 3. Trykventiler. 4. Silikone O-ringe. 5. Filterholderskærm. 6. Filterstøtteskærm. 7. Afdræningsskærm. 8. Bundplade. 9. Ben