Emissioner fra skibe i havn

Sammenfatning og konklusioner

Denne rapport er udarbejdet for at bestemme en størrelsesorden for emissioner fra skibe i tre danske havne og for hele landet.

Ved gennemgang af to internationale rapporter om emission fra skibe og skriftlige danske kilder, samt kontakt til relevante personer er der fundet gode oplysninger om trafikken i tre udvalgte havne. Der er opstillet en række antagelser for motorstørrelser, effektforbrug på forskellige skibstyper og opholdstider i havne.

Hjælpemaskineriet på skibene bidrager i væsentlig grad til de samlede emissioner. Beregningen af emissionerne er sammensat af fem led, som hver er behæftet med usikkerhed. Den samlede usikkerhed vurderes at være mindre end 100%.

Resultaterne viser, at Københavns Havn har de største emissioner. De dominerende kilder til emission af NOx er færger ved kaj (25%), losning af tankskibe (23%) og krydstogtskibe ved kaj (18%).

Samtlige skibes manøvrer udgør 15% af den samlede emission af NOx.

I Køge Havn er antallet af tankskibe relativt mindre, og den væsentligste bidragsyder til emissionen af NOx er andre bulkcarriers ved kaj (49%).

I Helsingør Havn bidrager manøvrer med ca. 73% af den samlede emission af NOx. Manøvretiden udgør ca. 6 minutter per anløb, hvor opholdet ved kaj er ca. 10 minutter per anløb.

Færger i regelmæssig fart med korte ophold i havn – som i Helsingør – kan ikke bruge strøm fra land.

Derimod er der i Køge Havn mulighed for at anvende strøm fra land, idet der er forsyningssteder ved kajkanten. Kun få benytter sig af det. Resultaterne indikerer imidlertid, at en væsentlig del af emissionerne kan flyttes fra havnen til kraftværket, hvis denne mulighed benyttes i større udstrækning.

I København er der en potentiel mulighed for en stor relativ reduktion af emissioner. Emissioner fra krydstogtskibe og færger ved kaj udgør ca. 43% af den samlede emission af NOx.

De samlede emissioner fra de tre havne ses nedenfor.

Havn

Effektforbrug
MWh

Tons i året 2001

NOx

CO

Kulbrinter

CO2

SO2

Partikler

København

49.000

560

140

24

29.000

130

14

Helsingør

13.000

150

58

6,5

7.800

19

3,1

Køge

3.100

35

5,6

1,6

1.900

14

0,80

Total

65.100

750

200

32

39.000

160

18


For at estimere en størrelsesorden for emissioner på landsbasis er emissionerne for 21 store havne beregnet. Havnene har 85% af den samlede godsomsætning – heraf 95% af det flydende gods. Lastning og losning af flydende gods er meget energikrævende. Emissionerne i disse havne er illustreret på nedenstående figur.