www.benchmarks.dk

6 Afrunding

Benchmarking hjemmesiden er blevet lanceret i november 2002 for data fra 3. kvartal 2002. Hver indtastningsperiode er på et kvartal og omfatter det foregående kvartal. Når 1. indtastningsperiode afsluttes pr. 31/12-2002, er de første kommentarer til brugervenlighed og relevans forhåbentlig kommet ind. De første kommentarer fra en udvidet brugergruppe viser, at det er et værktøj, som er anvendeligt for målgruppen, det er nemt at forstå, og det giver muligheder som ikke i dag er tilgængelige på markedet.

Man kan også konstatere at behovet er til stede for at fremme økonomi- og miljøstyringen hos de deltagende virksomheder. Manglende registrering af dieselforbrug bliver angivet som en af årsagerne til, at man ikke med de nuværende data direkte kan bruge www.benchmarks.dk. Forhåbentlig vil ønsket om at få adgang til nøgletal for økonomi fremme en præcis dieselregistrering på køretøjsniveau hos de virksomheder, der mangler det i dag.

Som en starthjælp overvejes det at lægge gennemsnitspriser pr. kvartal for diesel købt i Danmark ind på hjemmesiden. Det vil gøre det muligt at regne fra dieselomkostninger til forbrug i liter. Det vil dog kun blive en midlertidig løsning – fordi det går imod ønsket om en styrket miljøstyring inden for vejgodstransporten. En sådan starthjælp skal derfor udfases i løbet af det første års drift.

Registreringen af de forskellige nøgletal bør ikke volde problemer. I "Styr på miljøet i vognmandsvirksomheder" (Miljøstyrelsen, 2001) er der både i IT- og papirversionen vejledning og skemaer til registrering og beregning af dieselforbrug og kapacitetsudnyttelse samt oplæg til styring på områderne.