| Forside | | Indhold | | Forrige |

Kortlægning af dioxinforurening samt kilder til dioxinforurening i Østersøen

Appendix om Polychlorerede biphenyler (PCB)

PCB er et akronym for polychlorerede biphenyler, der består af to sammenbundne, seksleddede benzenringe (biphenyl) med op til 10 chloratomer i stedet for hydrogenatomer.

Kemisk struktur, egenskaber og bestanddele

PCB har følgende generelle strukturformel, hvor x og y er antallet af chloratomer i de to ringe, der kan være et tal fra 0 til 5:

Det betyder at der teoretisk kan være 209 forskellige enten isomere (forskellig placering af samme antal chloratomer) eller homologe (forskelligt antal chloratomer) chlorbiphenyler, der tilsammen kaldes PCB-congenere (familiemedlemmer, bestanddele, komponenter) (Kimbrough og Jensen 1989).

Disse PCB congenere har alle hver sit nummer defineret af den globale kemiorganisation IUPAC, og de har forskellige fysisk-kemiske (og toksikologiske) egenskaber. For nogle congenere, der ikke har chloratomer i ortho-position, ligger de to benzenringe i samme plan (co-planare PCB), mens ortho-substitution betyder at benzenringene er ude af plan.

Teknisk kan PCB fremstilles ved chlorering af biphenyl. Afhængig af procesbetingelser bliver resultatet PCB-blandinger med forskelligt chlor-indhold. Disse er blevet markedsført under forskellige handelsnavne (Aroclor, Clophen etc.) suppleret med en talbetegnelse til beskrivelse af chlor-indholdet.

Der forekommer typisk 50-70 forskellige PCB-congenere i de enkelte tekniske produkter. I naturen vil PCB forekomme i blandinger af op til 120 forskellige congenere med en halv snes som dominerer i koncentration.

Forekomst og anvendelse

PCB er elektrisk isolerende og kan ikke brænde. Derfor blev PCB tidligt brugt i stedet for mineralolie i større elektromagnetiske apparater, så som transformere og kondensatorer. Disse PCB-holdige transformer- og kondensatorolier kunne også indeholde chlorbenzener og blev forhandlet under utallige forskellige handelsnavne, som fx Askarel, Cloresil, Delorene, Prodelec, Pyralene, Pyranol, Santosol, Sovol, og Therminol (IPCS 1993). PCB blev også tidligere brugt til elektromagnetisk udstyr i skibe, lokomotiver og andre køretøjer.

Senere er det blevet klart, at selvom en PCB transformator vanskeligt kan brænde, så kan der ske overophedning og eksplosion i en transformer. En brand i en bygning med PCB-holdigt apparatur medfører desuden, at PCB og chlorbenzener slipper ud, delvist omdannet til dioxiner. En sådan brand og kontaminering kan betyde, at en bygning ikke kan bruges i mange år.

Mindre kendte, men tidligere meget udbredte anvendelser af PCB eller PCT er til plast, maling (indtil 1972), skibsmaling, trykfarver, selvkopierende papir (indtil 1970), mikroskopolie, kit, tætnings- og fugematerialer, beton og puds og i lim til termoruder (indtil 1976). I den avancerede metalindustri (fx fremstilling af turbineblade) har PCB og PCT været brugt til støbevoks. Det er anslået, at der i alt i Danmark i perioden 1950-83 er forbrugt 600-1200 tons PCB i elektriske og elektroniske apparater.

Produktion af PCB ophørte i USA allerede i 1972, men det blev fortsat produceret indtil for få år siden i Frankrig og Rusland. Brugen af PCB blev i midten af 1970’erne underkastet kraftige restriktioner i OECD-landene, og nye og gamle apparater med PCB er forbudt at anvende, men ikke nødvendigvis i alle andre lande i verden. Det første danske PCB forbud kom i 1976 på baggrund af et EF direktiv (Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 18 af 15. januar 1976 om begrænsninger i indførslen og anvendelsen af PCB og PCT). Den seneste Bekendtgørelse om PCB er Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 925 fra 13. december 1998 om PCB, PCT og erstatningsstoffer herfor. Denne er udsendt på grundlag af et EU direktiv fra 1996. Bekendtgørelsen forbyder salg og import af PCB samt apparater, der indeholder PCB (grænsen for PCB er 50 ppm). PCB-transformatorer, der vejer mere end 1 kg må ikke anvendes. De mindre må anvendes indtil udløbet af deres levetid.

Blandinger af polychlorerede dibenzofuraner (PCDF) forekommer som forurening i PCB-holdig transformerolie, og mest i brugt olie, idet det kan dannes ved opvarmning af PCB eller chlorbenzener til 200-300^oC.

Skadevirkninger

Den akutte giftvirkning af kommercielle PCB præparater er lav, men nogle af enkeltkomponenterne er meget giftige, både akut og kronisk (Ahlborg et al. 1992). Udsættelse for små PCB koncentrationer over længere tid indebærer en alvorlig sundhedsrisiko, bl.a. fordi nedbrydningen og udskillelsen er meget langsom, så der sker en opkoncentrering af PCB i kroppen og dermed en langvarig og med alderen stigende eksponering. Kraftig enkeltstående udsættelse for PCB blandinger kan give alvorlig hudsygdom (chloracne), mens langtidsudsættelse kan give skadevirkninger som fx kræft, fosterskader eller nedsat funktion af immun-system. De enkelte PCB congenere kan i laboratorieforsøg have forskellige typer af skadevirkninger, evt. modsat rettede, fx kan de have forskellige typer af hormonvirkning, nogle er østrogene, andre er antiøstrogene.

Blandt PCB congenere er de co-planare non-ortho og mono-ortho særligt interessante, fordi de har dioxin-lignende giftighed og har fået toksicitetsækvivalensfaktorer (TEF) i relation til TCDD. Da disse congenere, fx. i fødevarer, forekommer i koncentrationer på flere størrelsesordener mere end dioxiner, har de stor betydning for befolkningens samlede dioxinbelastning. PCB forekommer ligesom dioxin især som forurening i fede, animalske fødevarer og i fiskeprodukter. Mht. fisk er PCB en relativt større kilde end for dioxin. Årsagen er formentligt, at PCB er mere vandopløseligt, mere forekommende og bliver mere opkoncentreret i akvatiske økosystemer.

Toksiske dioxinækvivalentfaktorer for PCB

De mest sundhedsfarlige PCB congenere er de såkaldte co-planare, non-ortho-PCB (PCB-77, PCB-126 og PCB-169) eller mono-ortho-PCB (PCB-105, PCB-114, PCB-118, PCB-123, PCB-156, PCB-157, PCB-167 og PCB-189), som har tilsvarende virkning som dioxiner og har fået tildelt dioxinækvivalentfaktorer (TEF).

I Tabel A er anført numre, navne og nogle akutte toksicitetsdata for nogle PCB congenere og TEF værdier for co-planare PCB:

Tabel A.:
Udvalgte PCB congenere og toksikologiske data.

Den samlede WHO-TEQ kan beregnes efter følgende formel:

PCB i Østersøen

Det totale indhold af PCB i Østersøens biomasse er blevet anslået til 2-3 tons, hvoraf 1 ton forekommer i fisk. Af dette fjernes 0,3-0,6 tons PCB hvert år ved fiskeri, men der tilføres antageligt samtidig 6 tons PCB årligt med atmosfærisk nedfald (Kihlström og Berglund, 1978). Disse tal for nedfaldet er fra begyndelsen af 1970’erne, hvor nedfaldet blev vurderet til 1400 ng/m²/måned. Nedfaldet og tilførslen er mindre nu (se senere).

I forbindelse med EU-projektet POPCYCLING-BALTIC blev halveringstiden for udvalgte PCB congenere i Østersøens vand er estimeret til 1450-240.000 timer (1½-30 år) (Sinkkonen og Paasivirta 2000).

I løbet af tre togter i 1988-91 blev der af et tysk forskerhold taget vandprøver i store dele af Østersøen (Schulz-Bull et al. 1995). Disse blev analyseret for PCB (34 congenere) i vandfasen. Koncentrationerne i Østersøen henholdsvis i november 1988, i november 1989 og i april/maj 1991 var 26-78, 14-74, og 3-146 pg/L. Den højeste koncentration på 146 pg/L blev målt i den Finske Bugt i 1991. I suspension var koncentrationerne 4-26 pg/L i 1989. og i den centrale del af Østersøen. De mest forekomne congenere i vandfasen var PCB 99, 110, 138 og 153. I suspenderet stof var PCB mønstret anderledes idet rækkefølgen var PCB153, 138, 110 og 101.

Bruhn et al. (2000) målte i 1998 otte PCB congenere (PCB-28, PCB-31, PCB-101, PCB-118, PCB-138, PCB-149, PCB-153 og PCB-180) i 12 vandprøver opsamlet i 5-10 meters dybde seks steder i Østersøen i området ved og vest for Bornholm (Arkonahavet). Heraf var kun PCB-118 dioxinlignende. Denne congener havde en gennemsnitskoncentration på 1 pg/L i vandfasen og 0,5 pg/L i det suspenderede stof. Den totale PCB koncentration varierede mellem 0,1 og 4,5 pg/L i vandfasen og 0,2-7,1 pg/L i partikelfasen. De tre laveste congenere dominerede i vandfasen og PCB-138 i det suspenderede stof. Der blev også taget 12 luftprøver, der viste S PCB på 0,3-13 pg/m³. Den dominerende congener var PCB-28. Gennemsnitskoncentrationen af PCB-118 var 2 pg/m³.

I en fortsat undersøgelse blev yderlige prøver taget i 1999 ved 10 steder og rapporteret af Bruhn & McLachlan (2002). Den regionale variation indenfor dette område af Østersøen var ±40% men da reproducerbarheden på et resultat var 10-40% blev variationen vurderet som ubetydelig. Der blev dog konstateret en årstidsvariation med lave koncentrationer i vandfasen i forsommeren, efter algevæksten starter op. Om vinteren anses koncentrationerne for mest stabile og dermed bedst for monitering.

Generelt er koncentrationen af PCB i Østersøens vand 2-3 gange højere end i Nordatlanten.

PCB i plankton

Strandberg et al. (1998b) bestemte 0,3 og 0,16 mg PCB/kg fedt i dyreplankton fra henholdsvis den Botniske Bugt og det Botniske Hav.

Falandysz et al. (1998) undersøgte koncentrationen af coplanare PCB (PCB-77, 126, 269, 105, 114, 118, 123, 156, 157, 167 og 189) i en prøve af blandet plante- og dyreplankton i Gdansk Bugten ved den polske kyst. Koncentrationen var 0,2 mg PCB/kg fedt eller 0,0016 ng WHO-TEQ/kg fed

PCB i luft

I forbindelse med EU-projektet POPCYCLING-BALTIC blev halveringstiden for udvalgte PCB congenere i luften over Østersøen estimeret til for 72-12.000 timer (Sinkkonen og Paasivirta 2000).

Agrell et al. (1999, 2001) har i årene 1991-1992 langtidsmålt PCB koncentrationer i luften ved 16 målestationer lokaliseret ved kyster nær floders udløb og øer rundt om i Østersøen (Sverige, Finland, Baltikum, Polen og Tyskland). I alt 51 congenere blev bestemt, herunder de dioxinlignende PCB-105 og PCB-118. For de 15 baggrundsstationer og 299 prøver var S PCB 32-80 pg/m³ med en median på 57 pg/m³. Medianer for PCB-118 var 0,9-2,8 pg/m³. Højeste koncentrationer fandtes om sommeren og i den sydlige del. På den 16. station, en bystation ved Riga i Letland, var mediankoncentrationen af total PCB så høj som 454 pg/m³ og for PCB-118 specifikt 34 pg/m³. De angiver, at Axelman i 1992 i en anden undersøgelse analyserede 7 PCB congenere i luftprøver fra 10 lokaliteter og fandt PCB koncentrationer på 5-40 pg/m³. Det færre antal congenere analyseret kan forklare forskellen.

Agrell et al. (2001, 2002) målte desuden den våde (med regn) og tørre atmosfæriske deposition af PCB på de pågældende målestationer. Depositionen var 0,5-5 ng/L med en mediankoncentrationen for alle målestationer på 2,28 ng/L. Mediankoncentrationen var højest ved Riga (10,7 ng/L) og ved Öland (8,3 ng/L). Den tørre deposition varierede mellem 1,2 og 5,6 ng PCB/m²/dag bortset fra nær Riga, hvor værdien var 17,9 ng/m²/dag. Det betyder en årlig tør deposition på 1 m g/m²/år eller i alt 390 kg PCB. Ifølge en "steady-state" model andrager våd og tør deposition 47% af det årlige PCB tilførsel til Østersøen, direkte udledninger 21%, tilførsel via floder 18% og fra Nordsøen 14%. I figur A illustrerer søjlerne de store forskelle i PCB deposition rundt om Østersøen.

Figur A:
PCB (0,8-11 ng/L) i våd deposition forskellige steder i Østersøen (Agrell et al. 2002).

Tidligere har Larsson og Okla (1989) i årene 1984-85 målt PCB i luften ved fem lokaliteter ved Østersøkysten og fundet en median koncentration på 62 pg/m³. På alle 14 målestationer i Sverige målte de 0-825 pg PCB/m³ i 1972/73 og 20-4.490 pg PCB/m³ i 1984/85. Depositionen af PCB over Sverige i 1984/85 var i gennemsnit 13,4 m g/m²/måned. Dette var ikke signifikant mindre end i 1972/73, men fordelingen var ændret, således at nedfaldet var forøget i det vestlige (Göteborg området) og det centrale Sverige og blevet mindre i syd og nord. Congener sammensætningen lignede Clophen A60. Depositionen var størst ved Østersøkysten. I luft dominerer de lavere PCB (PCB-52, 95, 101) mens de lidt tungere (PCB-138, 153 og 180) dominerer i nedfaldet.

Den luftbårne deposition af PCB i Finland var i 1993-96 2-20 m g/m²/måned. 6 congenere blev målt PCB-153 og PCB-138 dominerede (Korhonen et al. 1998).

Falandysz et al. (1998) målte PCB koncentrationen i 11 prøver af luften over Østersøbyen Gdansk i Polen i årene 1991 til 1992. PCB koncentrationerne lå mellem 120 og 1.100 pg/m³ med en median på 270 og en middelværdi på 360 pg/m³. Koncentrationerne var højest om sommeren. Der var ikke tale om en congener-specifik analyse.

I Tyskland er koncentrationen af PCB i luften i byer mellem 1000 og 2000 ng/m³, mens den på landet er 100-300 ng/m³. Koncentrationen af de dioxinlignende PCB-77 er 0,4-4,8 pg/m³, og koncentrationen af PCB-126 er 10 gange lavere og af PCB-169 100 gange lavere (Hiester et al 1997)

PCB i sedimenter

I forbindelse med EU-projektet POPCYCLING-BALTIC blev halveringstiden for udvalgte PCB congenere i Østersøens sedimenter estimeret til 26.000-333.000 timer (3½-45 år) (Sinkkonen og Paasivirta 2000).

Det er specielt fra sedimenters friske overflader, og når sedimenterne forstyrres at frigøringen sker. Per Larsson fra Lunds Universitet lavede allerede for næsten 20 år siden nogle modelundersøgelser, som viste, at der for PCB skete en ikke ubetydelig udveksling/kredsløb mellem sediment, vand og luft (Larsson 1985). I løbet af 15 måneder blev mellem 0,5 og 0,7% af det tilsatte PCB afgivet til vandfasen, til luften afgav vandfasen dagligt omkring 50 ng PCB/m², mens nedfaldet fra luft til vand kun var omkring 20 ng PCB/m².

Danmark

En ny undersøgelse (Pedersen et al. 2002) rapporterer co-planar PCB (PCB-77, 126 og 169) niveauer i overfladesedimenter på 0,77, 0,61 og 0,85 ng WHO-TEQ/kg tørstof henholdsvis fra Øresund, Kattegat og Mecklenburg Bugt i Østersøen. Bidraget fra PCB er derfor minimalt <5%.

Sverige

En sedimentkerneprøve fra Landsorts Dybet i den svenske del af Østersøen mellem Gotland og Stockholm indeholdt i de øverste 4 cm 2.600-10.900 ng S PCB/kg tørvægt. I 20-28 cm nede var koncentrationen faldet til 200-300 ng S PCB/kg tørvægt (Wit et al. 1990). Der blev analyseret for PCB-28, 52, 101, 118, 138, 153 og 180.

Nylund et al. (1992) bestemte PCB (PCB101, 138, 153 og 180) i en sedimentborekerne fra Bornholmer Dybet øst for Bornholm. Koncentrationerne faldt fra 13.000 til 4.700 ng S PCB/kg tørstof i 0-7 cm dybde svarende til årene 1987-1953.

Kjeller og Rappe (1995) undersøgte PCB (S PCB-28, 52, 101, 118, 138, 153 og 180) i en 28 cm dyb sedimentprofil fra den centrale del af Østersøen mellem Gotland og hovedlandet. De øverste 10 cm dækkede fra 1950 til 1988, de øverste 4 cm fra 1974-1981 og de øverste 2 cm fra 1982-1988. Før 1962 var der kun omkring 500 ng PCB/kg tørstof. I de to øverste lag var PCB koncentrationerne henholdsvis 2.630 og 10.890 ng PCB/kg tørstof.

Prøver af overfladesedimenter og sedimentlevende organismer fra 4 områder nær kysten i det Botniske Hav og to områder nær kysten i den Botniske Bugt blev undersøgt af van Bavel et al. (1995). Indholdet i sedimenter var 1,55-8,46 mg PCB/kg ekstraherbart organisk materiale, og i organismerne 0,37-2,40 mg PCB/kg fedt.

En overfladesedimentprøve fra henholdsvis kysten af det Botniske Hav og den Botniske bugt indeholdt både omkring 9.000 ng S PCB /kg tørvægt (sum af 68 congenere). I små krebsdyr og andre sediment levende organismer var PCB koncentrationen 100-250 gange højere (Strandberg et al. 2000).

Bandh et al. (2000) undersøgte 15 PCB congenere (PCB-52, 49, 44, 95, 101, 110, 149, 118, 153, 105, 138, 180, 170, 199 og 196) i 6 sedimenter fra forskellige steder af Østersøen. Niveauerne af S PCB var mellem 800 og 5.000 ng PCB/kg tørvægt og ligefrem proportional med sedimentets indhold af organisk kulstof. De dominerende congenere (omkring 50%) var PCB-138, 153 og 180. Indholdet af de to mono-ortho PCB-118 og PCB-105 var 10-15%.

Finland

For PCB toppede niveauerne i borekerner i den Finske Bugt først i 1968 (57.300 ng PCB/kg tørvægt; 2,25 ng WHO-TEQ/kg tørvægt).

Indholdet nu af PCB var i overfladesedimentet 0,2-2,1 ng WHO-TEQ/kg tørvægt (1.850-39.200 ng PCB/kg tørvægt). De hyppigst forekommende PCB congenere var PCB 153, PCB-138, PCB-180 og PCB-118. PCB var mere ensartet geografisk fordelt end dioxin og det blev antaget at kilden først og fremmest var atmosfærisk nedfald fordi sedimentniveauerne ikke var højere end i ødebeliggende finsk søer. I årene 1960-97 blev der tilført 2.020 kg PCB (0,14 kg WHO-TEQ) til sedimenterne i Den Finske Bugt (Isosaari et al. 2002).

Koistinen et al. (1997) bestemte coplanare PCB (PCB77, 126 og 169) i overfladesedimenter fra den Finske Bugt midt mellem Finland og Estland og fra Østersøen mellem Gotland og Letland. Niveauerne var henholdsvis 1,2 og 2,8 ng PCB-TEQ/kg tørstof.

Polen

I den mindre forurenede Vistula lagune indeholdt overfladesediment 100-990 ng PCB/kg tørstof målt som Clophen A60. Det var sandbund med kun 5-8% organisk stof (Sapota 1997). Samme forfatter har tidligere på polsk rapporteret koncentration på 100-9.500 ng PCB/kg tørstof fra Gdansk Bugten.

Falandysz et al. (2001) målte 1200 ng PCB/kg tørvægt i en sedimentprøve fra Gdansk Dybet (97 m), mens sediment fra Vistula floden indeholdt 5.600 ng PCB/kg tørvægt og spildevandslam 100 gange mere. Der var ikke tale om congener-specifik analyse. Ved udløbet af Oder floden var total-PCB så høj som 85.100 ng PCB/kg tørvægt. Højere op ad floden og i andre floder var koncentrationerne mellem 4.000 og 65.800 ng PCB/kg tørvægt (Kanan et al. 2002).

Konat og Kowalewska (2001) undersøgte PCB (PCB28, 52, 101, 118, 153, 138 og 180) i sedimenter fra Polen. Koncentrationerne i Szczecin lagunen (i Oder deltaet) var 1.000-58.000 ng PCB/kg tørstof, i Pommernbugten 1.000-55.000 ng PCB/kg tørstof, i Gdansk Bugten 1.500-35.000 ng PCB/kg tørstof, 2.100-150.000 ng PCB/kg tørstof i Gdansk Dybet og 40.000-75.000 ng PCB/kg tørstof i Dybet øst for Bornholm. De mest forekommende congenere i Szczecin Lagunen var PCB28 og PCB52. Koncentrationerne af PCB steg efter oversvømmelsen i juli-august 1997 og congenermønstret ændrede sig i retning af mere højtchlorerede.

Tyskland

Overfladesedimenter taget i 1993 fra den vestlige Østersø blev undersøgt af Dannenberger (1996). Der var mest forurening i de mudrede områder og forureningen var korreleret med kulstofindholdet. Ved sandbund var koncentrationerne under detektionsgrænsen. I sedimenter fra Lybeck Bugten, Arkonahavet og Pommernbugten var PCB (23 congenere) koncentrationerne henholdsvis 2.629-11.364, 363-8.704 og <10-154 ng/kg tørstof. Koncentrationer i Nordsøen er typisk 10 gange lavere end i den vestlige Østersø.

I 1996 blev undersøgt PCB (17 congenere) indhold i et halvt hundrede ål og sedimentprøver fra ferskvandsområder i Berlin. Den gennemsnitslige total-PCB koncentration i sedimenter var 140.000 ng PCB/kg tørvægt eller 20 ng WHO-TEQ/kg tørvægt (Müller et al. 1999). Der kunne konstateres en signifikant korrelation mellem PCB i sediment og i ål, samt et tilsvarende congener-mønster.

PCB i sild

Danmark

Fødevaredirektoratets Overvågningssystem 1993-1997 (www.vfd.dk) giver et gennemsnitsindhold i sild fra Østersøen på 0,045 mg PCB/kg friskvægt. Det var 2½ gang så meget som i tilsvarende sild fra Nordsøen. Niveauerne er meget lavere end i de seneste undersøgelser fra Sverige og Finland.

Sverige

I nogle tidlige svenske undersøgelser indeholdt sild taget i 1966-68 i den centrale del af Østersøen gennemsnitligt 6,8 mg PCB/kg fedt (range: 0,5-23) eller 4,4 mg PCB/kg friskvægt (range 2,1-6,8). I den Botniske Bugt var niveauerne gennemsnitligt 1,5 mg PCB/kg fedt (range: 0,03-2,0) eller 4,4 mg PCB/kg friskvægt (range: 0,7-12) og i Stockholms skærgård var niveauerne gennemsnitligt 5,1 mg PCB/kg fedt (range: 3,3-8,5) eller 2,6 mg PCB/kg friskvægt (range: 2,2-2.8). Det højeste koncentration var i en sild fanget i Øresund med 23 mg PCB/kg fedt (Jensen et al. 1969).

I den store undersøgelse af Jensen et al. (1972) af sild fanget i 1969-71 fra 12 svenske områder af Østersøen var gennemsnitskoncentrationerne i kødet mellem 4,2 og 41 mg PCB/kg fedt eller 0,15 og 3,3 mg PCB/kg friskvægt.

Sild fanget i Østersøen i juni 1970 havde i en anden svensk undersøgelse et indhold på 24 mg PCB/kg fedt, mens indholdet i efteråret 1979 var 2,5 mg PCB/kg fedt (Andersson et al. 1988). I juni 1979 var indholdet i sild fra den Botniske Bugt også 24 mg PCB/kg fedt, så det kan være tidspunktet på året, der kan være forklaringen på de høje niveauer. I Kattegat var niveauet i juli 1979 3,3 mg PCB/kg fedt.

Den tidsmæssige ændring 1978-1984 i indholdet af PCB i sild fra Østersøen blev undersøgt af Olsson og Reutergårdh (1986). Ved Ängskärsklubb i det Botniske Hav var koncentrationerne i forårssild mellem 2,7 og 12 mg PCB/kg friskvægt og i efterårssild mellem 2,0 og 4,7 mg PCB/kg friskvægt. Ud for Karlskrona i den sydlige Østersø var koncentrationerne henholdsvis 5,4-11 mg PCB/kg friskvægt og 1,2-3,2 mg PCB/kg friskvægt.

Asplund et al. (1990) undersøgte 3 coplanare PCB (77, 126 og 169) i muskel pool fra sild fanget i Østersøen. Forårssild havde meget lav fedtindhold (3,4%), mens efterårssildene indeholdt 10-11% fedt. Koncentrationerne var 0,3-0,4 mg PCB/kg friskvægt eller 5-10 ng N-TEQ/kg friskvægt. Omregnet til fedtkoncentration havde forårssildene 2-3 gange højere contaminering. Der var en signifikant korrelation mellem total-PCB og co-planar PCB. Koncentrationen af coplanare PCB er ligeledes højere i 6 år gamle sild end i 4 år gamle sild. TEQ-bidraget fra PCB er dobbelt så stort som bidraget fra dioxin.

Indholdet af PCB i sild fanget 1991-92 fra den Botniske Bugt, det Botniske Hav og Gdansk Bugten blev undersøgt af Strandberg et al. (1998a). Niveauerne var henholdsvis 0,69, 1,56 og 1,33 mg/kg fedt.

Bignert et al. (1998) undersøgte tidsserier bl.a. for PCB i sild (muskel/kød pool fra ca. 20 fisk) på 6 forskellige lokaliteter i Østersøen. For 3-4-årige sild fra enden af den Botniske Bugt (Harufjärden) ændrede PCB koncentrationen sig i årene 1978 til 1995 fra 2,8 og til 0,5 mg PCB/kg fedt. I den sydlige del af det Botniske Hav (Ängskärsklubb nær Gävle)) var trenden i samme periode for 3-5-årige sild fra 3,4 til 1,0 mg PCB/kg fedt. For de 2-4-årige sild fra samme område var trenden fra 7,6 til 1,7 mg PCB/kg fedt i den lidt længere periode fra 1972-1995. I den centrale del af Østersøen (Landsort) ændrede PCB koncentrationen sig i 3-5-årige sild fra 2,8 til 1,5 mg PCB/kg fedt i årene 1978-1995, mens koncentrationen i den sydlige Østersø (Utlängan) tæt på Karlskrona nordøst for Bornholm i årene 1980-1995 ændrede sig meget lidt fra 2,2 til 1,1 mg PCB/kg fedt i 3-4-årige sild. For 2-3-årige sild fra samme område i den længere periode fra 1972 til 1995 var ændringen fra 16 til 2,4 mg PCB/kg fedt. Generelt set var koncentrationsfaldet mindst 3% per år, men noget af faldet kan skyldes ændringer i analysemetoder undervejs fra brug af pakkede kolonner til brug af glaskapillarkolonner og fra blandingsstandarder til congener-specifik analyse.

Atuma et al. (1996, 1998) undersøgte 3 non-ortho-substituerede coplanare PCB (PCB77, 126 og 169) og PCB-153 i svenske fisk (homogenater af flere fisk) fanget i 1989-1993. Koncentrationer i sild fra den centrale Østersø var 108-203 ng PCB/kg friskvægt og 3,6-8,8 ng TEQ/kg friskvægt, og i den Botniske Bugt var indholdet 117-140 ng PCB/kg friskvægt og 4,6-6,0 ng TEQ/kg friskvægt og dermed ikke væsentligt forskelligt. Sild fra vestkysten af Sverige havde imidlertid en kontaminering der var omkring halv så stor (1,7 ng TEQ/kg friskvægt). Det angives at total-PCB i sild fra Østersøen er omtrent 10 gange koncentrationen af PCB-153.

Finland

Paasivirta og Linko (1980) undersøgte udvikling 1973-1978 af PCB (Clophen A60, 7 toppe) i 3 år gamle sild (4% fedt) fra skærgården ved Åbo samt i Huovari i den østlige del af den Finske Bugt nær Rusland. Ved Åbo var gennemsnitskoncentrationen i 1973, 1974, 1975 og 1978 henholdsvis 0,60, 0,45, 0,50 og 0,24 mg PCB/kg friskvægt, mens koncentrationen i Huovari var 0,51, 0,34, 0,25 og 0,14 mg PCB/kg friskvægt.

Sild fanget i 1981 i den Finske Bugt indeholdt 0,016-0,058 mg PCB/kg friskvægt. Fedtindholdet var 2-4% (Perttilä et al. 1982). Tallene virker for lave i forhold til andre undersøgelser.

I sild fanget i Åbo skærgården i 1978 og 1982 var PCB-indholdet henholdsvis 12-19 mg og 3-7 mg PCB/kg fedt (Moilanen et al. 1982).

Vuorinen et al. (1998) undersøgte bl.a. PCB i forskellige fisk fanget i 1989-92 i den finske del af den Botniske Bugt og Hav. Sild fra Ålandsøerne, det Botniske hav og Bugt indeholdt henholdsvis 0,487, 0,37 og 0,52 mg PCB/kg fedt. Fra 1985 til 1992 var der et fald i PCB-niveauerne på 40% og fra 1979 på >80%.

Sild fanget i den Botniske Bugt i 2001 havde ifølge Koistinen et al. (2002) et indhold af PCB på 0,3 mg/kg fedt.

Timo Assmuth fra det Finske Miljøinstitut (Finnish Environment Institute) har i september 2002 meddelt resultater af undersøgelser af samleprøver af sild fanget i første halvår af 2002. I den sydlige Østersø, den Finske Bugt og den Botniske Bugt var niveauerne henholdsvis 0,9-1,9, 1,0-3,8 og 1,2-6,3 ng WHO-PCB-TEQ/kg friskvægt. TEQ-bidraget fra PCB var af samme størrelsesorden som dioxinbidraget (se ovf.).

Baltikum

I nogle tidlige undersøgelser af PCB i estiske sild fanget i 1976-77 var PCB koncentrationen fra 0,10 til 2,13 mg PCB/kg friskvægt i muskelvæv. De højeste koncentrationer fandtes i fisk fanget ud for den litauiske kyst og i Finske Bugt. I sild fanget i 1986 var koncentrationerne mellem 0,18-4,53 mg PCB/kg friskvægt (Roots og Aps 1993). I en enkelt prøve af fisk fanget i 1991 blev der analyseret congener-specifikt. Total-PCB (29 congenere) var 0,27 mg PCB/kg fedt, heraf var koncentrationerne af PCB-118 og PCB-153 begge 0,035 mg PCB/kg fedt (13%).

Ott (1995) rapporterede om PCB indhold i 11-14 cm lange sild fanget i Riga Bugten i Estland i april 1992. Der blev bestemt otte PCB-congenere (PCB-49, 52, 101, 105, 118, 138, 153 og 180). Gennemsnitskoncentrationen for 19 prøver var 0,57 mg PCB/kg fedt med et interval på 0,18-1,16 mg PCB/kg fedt.

I 2-3-årige sild (hunner) fanget i 1994-1996 var koncentrationerne af summen af 7 congenere (PCB-28, 52, 101, 118, 138, 153 og 180) 0,11-0,34 mg PCB/kg fedt. Laveste koncentration var i fisk fanget ved Tallinn og de højeste koncentrationer var ved byen Kunda i den østlige del af Finske Bugt (Ott & Simm 2001). I Kunda var PCB-101 ekstremt betydende (33%), hvad der tydede på en lokal kilde.

Polen

Allerede i begyndelsen af 1980’erne blev polsk fangede sild analyseret for bl.a. PCB. Gennemsnits PCB koncentrationen i muskel for sild fanget i 1981 var 0,27-0,96 mg PCB/kg friskvægt og 2,7-16 mg PCB/kg fedt (Falandysz 1984).

Falandysz et al. (1998) undersøgte koncentrationen af coplanare PCB (PCB-77, 126, 269, 105, 114, 118, 123, 156, 157, 167 og 189) i 3 prøver fra sild fanget i 1991-93 i Gdansk Bugten og Gdansk Dybet ved den polske kyst. Koncentrationen var 0,12 mg PCB/kg (friskvægt), 1,3 mg PCB/kg fedt eller 16 ng WHO-TEQ/kg fedt. PCB profilen var ret identisk mellem sild og plankton, men forskellig fra marsvin, hvor andelen af de lavtchlorerede PCB’er var formindsket og de højtchlorerede PCB’er (³ 6 chloratomer) var forøget. I en senere undersøgelse (Falandysz et al. 2000) er alle de coplanare PCB analyseret, og indholdet i en sild fra Gdynia var 0,48 ng WHO-TEQ/kg friskvægt og 5,3 ng WHO-TEQ/kg fedt. Total-PCB koncentrationerne i disse sild var 5x lavere end koncentrationer i foderfisk, der har resulteret i reproduktionsproblemer i mink.

I en ny oversigtsartikel redegør Falandysz et al. (2002) for analyser af total-PCB og coplanare PCB i homogenater af hele fisk fanget i Gdansk Bugten i 1992. Indholdet i sild var 0,12 mg PCB/kg friskvægt, 6 ng WHO-TEQ/kg friskvægt og 67 ng WHO-TEQ/kg fedt.

PCB i Laks

Sverige

I nogle tidlige svenske undersøgelser indeholdt laks taget i 1968 i den centrale del af Østersøen gennemsnitligt 2,9 mg PCB/kg fedt (range: 1,1-8,2) eller 11 mg PCB/kg friskvægt (range 1,2-20) (Jensen et al. 1969).

I den store undersøgelse af Jensen et al. (1972) af laks fanget i 6 svenske områder af Østersøen var gennemsnitskoncentrationerne i kødet mellem 6,8 og 19 mg PCB/kg fedt eller 0,8 og 1,9 mg PCB/kg friskvægt.

Laks fanget i Østersøen i september 1971 havde i en anden svensk undersøgelse et indhold på 8,4 mg PCB/kg fedt (Andersson et al. 1988).

Larsson et al. (1996) bestemte PCB i muskelvæv fra laks taget i 1993 ved udmundingen af elven Mörrum ved Karlshamn i den sydlige del af Østersøen. Niveauerne var imellem 0,11 og 1,21 mg PCB/kg friskvægt. Der var en positiv sammenhæng mellem friskvægt PCB koncentrationer og fiskens fedtindhold samt mellem PCB koncentrationen i fedt og fiskens længde.

Atuma et al. (1996, 1998) undersøgte tre non-ortho-substituerede coplanare PCB (PCB77, 126 og 169) og PCB-153 i svenske fisk (homogenater af flere fisk) fanget i 1989-1993. I laks fra den centrale Østersø var indholdet 12,4 ng TEQ/kg friskvægt. I havørreder fra den Botniske Bugt var koncentrationerne 173-220 ng PCB/kg friskvægt og 7,8-9,0 ng TEQ/kg friskvægt.

Finland

I et forsøg på at opklare årsagen til M74 sygdommen i Østersølaks Undersøgte Vuorinen et al. (1997) bl.a. PCB og dioxiner i muskelvæv fra hunlaks fanget i den nordvestlige del af den Botniske Bugt. I perioden 1988-1992 faldt total-PCB koncentrationen fra 6,0 til 2,5 mg PCB/kg friskvægt. For specifikt PCB-52, 118, 138, 153 og 180 var der dog intet fald. Summen af PCB-77, 126 og 169 ændrede sig fra 24 - 25 m g/kg fedt eller 400-600 ng TEQ/kg fedt. Det var PCB126, som blev mest øget. Total TEQ, hvor de tre non-ortho PCB var indregnet, viste også en stigning med næsten en fordobling fra 1988 til 1992 400 ng TEQ/kg fedt til ca. 800 ng TEQ/kg fedt).

Vuorinen et al. (1998) undersøgte bl.a. PCB i forskellige fisk fanget i 1989-92 i den finske del af den Botniske Bugt og Hav. Havørred fra Ålandsøerne, det Botniske hav, "Northern Quark" og den Botniske Bugt indeholdt henholdsvis 1,52, 1,39, 2,49 og 1,36 mg PCB/kg fedt.

I fisk fanget i den Botniske Bugt i 2001 havde laks ifølge Koistinen et al. (2002) et indhold af PCB på 1 mg/kg fedt.

Timo Assmuth fra det Finske Miljøinstitut har i september 2002 meddelt resultatet af en undersøgelse af en samleprøve af laks fanget i første halvår af 2002 i den sydlige Østersø. Der blev bestemt 3,71 ng WHO-PCB-TEQ/kg friskvægt. TEQ-bidraget fra PCB var en anelse større end dioxin-bidraget.

PCB i ål

Ål fanget langs den svenske Østersøkyst i 1969-71 havde PCB indhold på 0,9-17 mg/kg fedt med et gennemsnit på omkring 3,5 mg/kg fedt (Jensen et al. 1977).

Atuma et al. (1998) undersøgte tre non-ortho-substituerede coplanare PCB (PCB-77, 126 og 169) i svenske fisk (homogenater af flere fisk) fanget i 1989-1993. Koncentrationer i ål fra Østersøen var 128 ng non-ortho PCB/kg friskvægt og 8,0 ng TEQ/kg friskvægt.

I 1996 blev undersøgt PCB (17 congenere) indhold i et halvt hundrede ål og sedimentprøver fra vandområder i Berlin. Den gennemsnitslige total-PCB koncentration i ål var 1,05 mg PCB/kg friskvægt eller 94 ng WHO-TEQ/kg friskvægt (Müller et al. 1999). Der kunne konstateres en signifikant korrelation mellem PCB i sediment og i ål samt et tilsvarende congenermønster.

Ål fanget i floderne Havel og Oder i Østtyskland blev analyseret for co-planar PCB (PCB77, 126 og 169). Ålene indeholdt gennemsnitligt 47,7 ng WHO-TEQ/kg fedt eller omkring 85% af det totale TEQ-bidrag (Wiesmüller og Schlatterer 1999). I forhold til PCB er dioxin bidraget derfor ubetydeligt.

Falandysz et al. (2000) analyserede alle de coplanare PCB i muskelvæv fra forskellige fisk, og indholdet i ål fra Orlowa var 2,8 ng WHO-TEQ/kg fedt.

PCB i torsk

I nogle tidlige svenske undersøgelser indeholdt torsk fanget i 1967 i den centrale del af Østersøen gennemsnitligt 11 mg PCB/kg fedt (range: 3,2-20) eller 0,32 mg PCB/kg friskvægt (range 0,23-0,44). I den Botniske Bugt var niveauerne gennemsnitligt 7,3 mg PCB/kg fedt (range: 1,8-16) eller 0,30 mg PCB/kg friskvægt (range: 0,19-0,34) (Jensen et al. 1969).

I den store undersøgelse af Jensen et al. (1972) af torsk fanget i 1968-71 fra 12 svenske områder og 1 polsk område af Østersøen var gennemsnitskoncentrationerne i kødet mellem 1,9 og 35 mg PCB/kg fedt eller 0,01 og 0,39 mg PCB/kg friskvægt.

Norén og Rosén (1976) undersøgte indhold af PCB i lever fra svenske fisk fanget i 1973-74. Indholdet i torskelever fra Østersøen var mellem 2 og 7 mg PCB/kg friskvægt.

Asplund et al. (1990) undersøgte 3 coplanare PCB (77, 126 og 169) i muskel og lever fra torsk fanget i Østersøen. Koncentrationerne var henholdsvis 0,04 og 3,2 mg PCB/kg friskvægt eller 0,4 og 44 ng N-TEQ/kg friskvægt eller 210-281 ng N-TEQ/kg fedt. Fedtindholdet var henholdsvis 1 og 70%. Der var en signifikant korrelation mellem total-PCB og co-planar PCB. TEQ-bidraget fra PCB er fire gange så stort som bidraget fra dioxin.

Indhold af total PCB i polsk torskeleverolie var 6,7-17 mg/kg i årene 1971-1989 (Kannan et al. 1992; Falandysz et al. 1994). Non-, mono- og di-ortho-PCB androg 900-2340 ng PCB-TEQ/kg.

Bignert et al. (1998) undersøgte PCB i torskelever fra et område sydøst for Gotland. I perioden 1980-1995 faldt PCB-indholdet fra 6,5 til 1,3 mg PCB/kg fedt. Startkoncentrationen og faldet fra 9,9-1,3 mg PCB/kg fedt var endnu større i Kattegat (Fladen) tæt på Göteborg. Også Norén og Rosén (1976) fandt højere PCB niveauer (op til 53 mg/kg friskvægt) i torskelever udfor industribyerne Göteborg og Uddevalla.

Falandysz et al. (2000) analyserede alle de coplanare PCB i muskelvæv fra forskellige fisk, og indholdet i torsk fra Gdynia var PCB-koncentrationen 20 ng WHO-TEQ/kg fedt.

I en ny oversigtsartikel redegør Falandysz et al. (2002) for analyser af total-PCB og coplanare PCB i homogenater af hele fisk fanget i Gdansk Bugten i 1992. Det er tilsyneladende stort set de samme fisk, som er diskuteret ovenfor. Indholdet i torsk 0,046 mg PCB/kg friskvægt, 7 ng WHO-TEQ/kg friskvægt og 190 ng WHO-TEQ/kg fedt.

Fødevaredirektoratets Overvågningssystem 1993-1997 (www.vfd.dk) giver et gennemsnitsindhold i torskelever fra Østersøen på 0,66 mg PCB/kg eller 0,2 mg PCB-153/kg. Det er over den danske vejledende grænse for fiskeolie på 0,4 mg S PCB/kg og 0,1 mg PCB-153/kg, og det er næsten dobbelt så meget som i tilsvarende torskelever fra Nordsøen, der kan overholde grænseværdien. I slutningen af 1980’erne var koncentrationen 5-10 gange højere.

PCB i aborre

Indholdet af PCB i aborre fanget 1991-92 fra den Botniske Bugt, det Botniske Hav og Gdansk Bugten blev undersøgt af Strandberg et al. (1998a). Niveauerne var henholdsvis 1,17, 3,24 og 2,93 mg/kg fedt – eller dobbelt så høje PCB niveauer som i sild.

Falandysz et al. (2000) analyserede coplanare PCB i muskelvæv fra forskellige fisk, og PCB-koncentrationen i aborre fra Gdynia og Gdansk var henholdsvis 189 ng og 65 ng WHO-TEQ/kg fedt.

PCB er undersøgte i muskelvæv fra aborrer fanget i 1996-1997 ved udløbet af Oder floden. Total-PCB koncentrationen (PCB-28, 52, 101, 151, 118, 153, 138 og 180) varierede mellem 0,37 og 1,5 mg PCB/kg fedt (Gucia et al. 2002; Falandysz et al. 2002).

I en ny oversigtsartikel redegør Falandysz et al. (2002) for analyser af total-PCB og coplanare PCB i homogenater af hele fisk fanget i Gdansk Bugten i 1992. Indholdet i aborre 0,27 mg PCB/kg friskvægt, 20 ng WHO-TEQ/kg og 350 ng WHO-TEQ/kg fedt.

Olsson et al.(1999) bestemte PCB i aborre fanget i 1994-95 ved tre kystområder i Letland. Koncentrationerne af total PCB var 0,73-1,4 mg/kg fedt.

Valters et al. (1999) undersøgte i 1995-1997 bl.a. PCB i aborrer fra lettiske søer og floder. Total-PCB koncentrationerne varierede mellem 0,087 og 7,3 mg PCB/kg fedt. De højeste koncentrationer var i aborrer fanget nær hovedstaden Riga. Koncentrationen af PCB-153 og PCB-138 androg begge ca. 10%.

PCB i skrubber

I den store undersøgelse af Jensen et al. (1972) af skrubber fanget i 6 svenske områder af Østersøen var gennemsnitskoncentrationerne i kødet mellem 3,7 og 53 mg PCB/kg fedt eller 0,07 og 0,61 mg PCB/kg friskvægt.

Falandysz et al. (2000) analyserede alle de coplanare PCB i muskelvæv fra forskellige fisk, og PCB-indholdet i skrubber fra Gdynia og Gdansk var henholdsvis 132 ng og 65 ng WHO-TEQ/kg fedt. I en tidligere publikation (Falandysz et al. 1998a) blev fisk fanget i 1992 ligeledes i Gdansk Bugten undersøgt. Skrubber havde indhold på 10-140 ng WHO-TEQ/kg fedt eller 0,5-68 ng WHO-TEQ/kg friskvægt.

I en ny oversigtsartikel redegør Falandysz et al. (2002) for analyser af total-PCB og coplanare PCB i homogenater af hele fisk fanget i Gdansk Bugten i 1992. Det er tilsyneladende stort set de samme fisk, som er diskuteret ovenfor. Indholdet i skrubber 0,23 mg PCB/kg friskvægt, 17 ng WHO-TEQ/kg og 380 ng WHO-TEQ/kg fedt.

PCB i helt

Atuma et al. (1998) undersøgte 3 non-ortho-substituerede coplanare PCB (PCB77, 126 og 169) i svenske fisk (homogenater af flere fisk) fanget i 1989-1993. Koncentrationen i helt (friskvægt) fra Østersøen var 51-128 ng S PCB/kg og 2,3-4,2 ng TEQ/kg og i den Botniske Bugt var indholdet 68 ng S PCB/kg og 2,1 ng TEQ/kg.

Vuorinen et al. (1998) undersøgte bl.a. PCB i forskellige fisk fanget i 1989-92 i den finske del af den Botniske Bugt og Hav. Helt fra det Botniske Hav, "Northern Quark" og den Botniske Bugt indeholdt henholdsvis 1,14, 1,40 og 0,56 mg PCB/kg fedt.

I fisk fanget i den Botniske Bugt i 2001 havde helt ifølge Koistinen et al. (2002) et indhold af PCB på 0,8 mg/kg fedt.

Timo Assmuth fra det Finske Miljøinstitut har i september 2002 meddelt resultater af undersøgelser af samleprøver af helt fanget i første halvår af 2002. I den sydlige Østersø var niveauet 4,90 ng WHO-PCB-TEQ/kg friskvægt. TEQ-bidraget fra PCB var dermed en anelse større end dioxinbidraget.

PCB i gedde

Gedder fanget langs den svenske Østersøkyst i 1969-71 havde PCB indhold på 6,7-32 mg/kg fedt med et gennemsnit på omkring 14 mg/kg fedt (Jensen et al. 1977).

Gedder fanget i Østersøen i 1980-82 havde i en anden svensk undersøgelse et indhold på 2-3,5 mg PCB/kg fedt (Andersson et al. 1988).

I gedder fanget i Åbo skærgården i 1971-1982 var PCB-indholdet 20-73 mg PCB/kg fedt og 7-43 mg PCB/kg i leveren (Moilanen et al. 1982).

Vuorinen et al. (1998) undersøgte bl.a. PCB i forskellige fisk fanget i 1989-92 i den finske del af den Botniske Bugt og Hav. Gedder fra Ålandsøerne, det Botniske Hav, "Northern Quark" og den Botniske Bugt indeholdt henholdsvis 0,95, 1,50, 2,04 og 1,33 mg PCB/kg fedt.

PCB i gedder fra den Botniske Bugt og den Finske Bugt faldt i perioden 1971-1997 henholdsvis fra 0,35 til 0,05 og fra 0,8 til 0,1 mg/kg friskvægt. (Kauppila og Bäck 2001).

PCB i knude

Knuder fanget i 2 svenske områder af Østersøen og undersøgt Jensen et al. (1972) havde gennemsnitskoncentrationer i kødet på mellem 5,8 og 7,5 mg PCB/kg fedt eller 0,14 og 0,17 mg PCB/kg friskvægt.

Norén og Rosén (1976) fandt 1-8 mg PCB/kg friskvægt i lever fra knuder fanget 1972-74 i den Botniske Bugt, og fra 1-20 mg PCB/kg friskvægt i knudelever fra den centrale Østersø.

Timo Assmuth fra det Finske Miljøinstitut har i september 2002 meddelt resultater af undersøgelser af samleprøver af knude fanget i første halvår af 2002. I den Finske Bugt og den Botniske Bugt var niveauerne henholdsvis 0,26 og 0,07-0,13 ng WHO-PCB-TEQ/kg friskvægt. TEQ-bidraget fra PCB var af samme størrelsesorden eller mindre end dioxinbidraget.

PCB i brislinger

Brislinger fanget i 4 svenske områder af Østersøen og undersøgt Jensen et al. (1972) havde gennemsnitskoncentrationer i kødet på mellem 3,7 og 21 mg PCB/kg fedt eller 0,16 og 1,2 mg PCB/kg friskvægt.

I brislinger fanget i den estiske del af den centrale Østersø i 1986 var koncentrationerne mellem 0,25-0,81 mg PCB/kg friskvægt (Roots og Aps 1993). I en enkelt prøve af brisling fanget i 1991 blev der analyseret congener-specifikt. Total-PCB (29 congenere) var 0,24 mg PCB/kg fedt, heraf var koncentrationerne af PCB-118 og PCB-153 var henholdsvis 0,032 mg PCB/kg fedt og 0,026 mg PCB/kg fedt (10-13%).

Timo Assmuth fra det Finske Miljøinstitut har i september 2002 meddelt resultater af undersøgelser af samleprøver af Brisling fanget i første halvår af 2002. I den Botniske Bugt var niveauet af co-planar PCB 6,47 ng WHO-PCB-TEQ/kg friskvægt.

PCB i andre fisk

Sverige

I nogle tidlige svenske undersøgelser indeholdt rødspætte taget i 1967 i den centrale del af Østersøen gennemsnitligt 2,7 mg PCB/kg fedt (range: 1,7-4,8) eller 0,65 mg PCB/kg friskvægt (range 0,58-0,71). I den Botniske Bugt var niveauerne gennemsnitligt 5 mg PCB/kg fedt (range: 0,4-14) eller 0,021 mg PCB/kg friskvægt (Jensen et al. 1969).

Rødspætter fanget i 3 svenske områder af Østersøen og undersøgt Jensen et al. (1972) havde gennemsnitskoncentrationer i kødet på mellem 2,9 og 10,2 mg PCB/kg fedt eller 0,03 og 0,08 mg PCB/kg friskvægt. En enkelt heltling indeholdt 8,6 mg PCB/kg fedt eller 0,15 mg PCB/kg friskvægt.

Finland

Vuorinen et al. (1998) undersøgte bl.a. PCB i forskellige fisk fanget i 1989-92 i den finske del af den Botniske Bugt og Hav. Heltling fra "Northern Quark" og den Botniske Bugt indeholdt henholdsvis 0,26 og 0,31 mg PCB/kg fedt.

I fisk fanget i den Botniske Bugt i 2001 havde ålekvabben ifølge Koistinen et al. (2002) det højeste indhold af PCB (5 mg/kg fedt) fulgt af smelten (2 mg/kg fedt). Hundestejler havde et indhold på 0,5 mg/kg fedt.

Polen

Falandysz et al. (2000) analyserede alle de coplanare PCB i muskelvæv fra forskellige fisk, og indholdet i ålekvabbe, lampret og sandart fra Gdynia var PCB-koncentrationerne henholdsvis 24, 45 og 2,6 ng WHO-TEQ/kg fedt, og i lampret fra Gdansk var PCB-koncentrationen 16 ng WHO-TEQ/kg fedt.

I en ny oversigtsartikel redegør Falandysz et al. (2002) for analyser af total-PCB og coplanare PCB i homogenater af hele fisk fanget i Gdansk Bugten i 1992. Det er tilsyneladende stort set de samme fisk, som er diskuteret ovenfor. Indholdet i kutling var 0,33 mg PCB/kg friskvægt, 51 ng WHO-TEQ/kg friskvægt og 1.100 ng WHO-TEQ/kg fedt. Indholdet i tobis og tobiskonge var 0,06-0,1 mg PCB/kg friskvægt, 57-97 ng WHO-TEQ/kg friskvægt og 200-230 ng WHO-TEQ/kg fedt. I lampret 0,17 mg PCB/kg friskvægt, 22 ng WHO-TEQ/kg friskvægt og 230 ng WHO-TEQ/kg fedt. I sandart 0,5 mg PCB/kg friskvægt, 28 ng WHO-TEQ/kg friskvægt og 640 ng WHO-TEQ/kg fedt. I ålekvabbe 0,35 mg PCB/kg friskvægt, 36 ng WHO-TEQ/kg friskvægt og 1.200 ng WHO-TEQ/kg fedt.

Falandysz et al. (1998b) undersøgte dioxinlignende PCB i hundestejler fra Gdansk Bugten. Koncentrationerne varierede mellem 1,5-2,2 ng WHO-TEQ/kg frisk vægt og 54-87 ng WHO-TEQ/kg fedt.

PCB i muslinger

I nogle tidlige svenske undersøgelser indeholdt muslinger taget i den centrale Østersø 1966-68 gennemsnitligt 4,3 mg PCB/kg fedt (range: 1,9-8,6) eller 0,03 mg/kg friskvægt. I Stockholms skærgård var niveauerne gennemsnitligt 5,2 mg PCB/kg fedt (range: 3,4-7) eller 0,037 mg PCB/kg friskvægt (Jensen et al. 1969).

PCB i den baltiske musling fra den Botniske Bugt (1988-1994) og den Finske Bugt (1988-1997) var henholdsvis 0,25-0,4 og 0,15-0,7 mg/kg friskvægt. Der var med tiden et faldende indhold i den Finske Bugt, men ikke i den Botniske Bugt. Koncentrationer i muslinger fra Østersøen er 2-3 størrelsesordener højere end i muslinger i det arktiske område (Kauppila og Bäck 2001)

Dioxinlignende PCB er blevet undersøgt i blåmuslinger i Polen. Ved havnebyen Gdynia var koncentrationerne 7,5 ng WHO-TEQ/kg fedt i blåmusling. En blåmusling fra Orlowa havde et mindre PCB-indhold på 3 ng WHO-TEQ/kg fedt (Falandysz et al. 2000).

PCB i krabber

Dioxinlignende PCB er blevet undersøgt i krabber i Polen. Ved havnebyen Gdynia var koncentrationen 148 ng WHO-TEQ/kg fedt i en krabbe (Falandysz et al. 2000).

PCB i sæler

Danmark

Storr-Hansen og Spliid (1993a) undersøgte PCB(21 congenere) i danske spættede sæler fundet døde under en virus epidemi i 1988. PCB indholdet i spæk fra sæler fra Kattegat var 5,9-14 mg PCB/kg friskvægt. Det var mindre end Vadehavet, men mere end i Limfjorden. Den mest forekomne var PCB-153, der androg omkring en tredjedel, fulgt af PCB-138. Summen af non-ortho PCB (PCB37, 81, 77, 126 og 169) var 199-329 ng/kg friskvægt. Omregnet til ækvivalenter (tidligt forslag af Stephen Safe) for non- og mono-ortho PCB var resultatet for Kattegat 470± 133 ng TEQ/kg friskvægt. For PCB77, 126 og 169 alene var koncentrationen under en tiendedel. Der var forskel i PCB congener mønstret i de tre områder (Storr-Hansen og Spliid 1993b).

Sverige

I nogle tidlige svenske undersøgelser indeholdt spæk fra gråsæler taget i 1968 i den centrale del af Østersøen gennemsnitligt 30 mg PCB/kg fedt eller 15 mg PCB/kg friskvægt. I den Botniske Bugt var niveauerne gennemsnitligt 13 mg PCB/kg fedt eller 54 mg PCB/kg friskvægt og i Stockholms skærgård var niveauerne gennemsnitligt 30 mg PCB/kg fedt eller 27 mg PCB/kg friskvægt (Jensen et al. 1969).

For 25 år siden blev det opdaget at ringsæler (hunner) i Østersøen, specielt i den Botniske bugt havde patologiske ændringer af livmoderen med tillukning, og det blev sandsynliggjort at der kunne være en sammenhæng med dyrenes indhold af forureninger (Helle et al. 1976ab). Kun 27% af de voksne hunsæler var gravide mod normalt 80-90% og signifikante højere niveauer af DDT og PCB blev fundet i de dyr, der havde reproduktionsproblemer, i den Botniske Bugt for PCB henholdsvis 77 og 39 mg PCB/kg fedt. Gennemsnitskoncentrationen af PCB i ringsæler i den Botniske Bugt var 69 mg/kg fedt mod 110 mg/kg fedt i det Botniske Hav. Gråsæler indeholdt 100 mg/kg fedt i det Botniske Hav og 140 mg/kg fedt i den centrale del af Østersøen. Dengang kendte man ikke til dioxinindholdet, som er særligt højt i Ringsæler, og formentlig kunne være en medvirkende årsag til reproduktionsproblemer.

Ringsæler fra Den Botniske Bugt havde i 1981 havde i en anden svensk undersøgelse et indhold på 75 mg PCB/kg fedt, mens unge gråsæler i 1976-1978 fra Østersøen havde et indhold på 38 mg PCB/kg fedt (Andersson et al. 1988).

Luckas et al. (1990) bestemte PCB (Aroclor A60) og andre miljøgifte i spæk fra spættede sæl er fundet i forskellige havområder, bl.a. i Østersøen nær Falsterbo. Gennemsnitsindholdet i de 9 sæler var 85 mg PCB/kg spæk eller samme niveau som i Nordsøen, men 20-40 gange mere end ved Island og Svalbard samt tusind gange mere end ved Antarktis (Sydpolen).

Blomkvist et al. (1992) undersøgte spæk fra 107 sæler for bl.a. PCB. Det gennemsnitslige PCB-indhold i samleprøver fra ung spættet sæl, ung ringsæl og ung gråsæl fra Østersøen var henholdsvis 36, 17 og 77 mg PCB/kg fedt. Unge spættet sæl fra Østersøen havde dobbelt så høje PCB-koncentrationer som i Kattegat/Skagerrak, mens indholdet i unge gråsæl fra Østersøen var næste tyve gange højere end i gråsæl fra Skotland. Unge sæler fra under 1988-epidemien havde samme kontaminering. Unge ringsæler har ikke højere kontaminering end andre sælarter som er tilfældet for voksne. Voksne ringsæler og gråsæler (hanner) indeholdt gennemsnitligt henholdsvis 210 (120-770) og 103 (78-180) mg PCB/kg fedt. En stor del af forskellene blev forklaret med forskelle i alder og fedtprocent. Voksne gråsæler (hunner) fra Østersøen blev inddelt i 3 grupper med hensyn til frugtbarhed og fødeindtagelse.

1. Normal fødeindtagelse og med ikke-tillukket livmoder,
2. Normal fødeindtagelse og med tillukket livmoder
3. Sultende og med tillukket livmoder

Årsagen var at høje PCB (og DDT) koncentrationer er fundet i sæler med tillukket livmoder og at sult påvirker PCB koncentrationer i sæl spæk. Gennemsnitskoncentrationerne for henholdsvis A, B og C gruppen var 230, 600 og 2100 mg PCB/kg ekstraherbart fedt.

Roos et al. (1998) studerede udviklingen i PCB koncentrationen i unge gråsæler fra forskellige områder af Østersøen (enden af den Botniske Bugt, omkring Gotland og syd for Öland). De tidlige data er også diskuteret ovenfor. I alt er spækprøver fra 177 dyr blevet undersøgt. Fra1989 og til 1997 faldt i PCB-koncentrationen årligt 4%. Det var mindre end i fisk.

Finland

Koistinen et al. (1997) undersøgte i forbindelse med en sygdomsepidemi blandt ringsæler i den Finske Bugt i efteråret 1991 bl. a. PCB-indholdet i ring- og gråsæler. I ringsæler var (PCB28, 52, 101, 105, 118, 128, 138, 153, 156 and 180) koncentrationen i spæk mellem 5,7 og 21 mg PCB/kg fedt og i gråsæler 14-94 mg PCB/kg fedt. For non-ortho- og mono-ortho-PCB lå koncentrationerne mellem 78 og 500 ng PCB-TEQ/kg fedt.

Nyman et al. (2002) undersøgte leverprøver fra ringsæler og gråsæler fanget 1996-98 i den Botniske bugt. PCB koncentrationerne (sum af 35 congenere) i lever fra ringsæler var næsten ti gange højere (10-101 mg PCB/kg fedt) end i gråsæler (3,3-14 mg PCB/kg fedt). Hanner havde højere gennemsnitskoncentrationer, og syge ufrugtbare hunringsæler (39 mg PCB/kg fedt) havde dobbelt så høje koncentrationer som sunde (20 mg PCB/kg fedt).

Estland

Ott (1995) rapporterede om PCB indhold i spæk fra en 26 kg tung ringsæl fanget i 1991 i Riga Bugten i Estland. Koncentrationen var 14,3 mg PCB/kg fedt for de 7 PCB-congenere (PCB49, 52, 101, 118, 138, 153 og 180) og 19 mg PCB/kg fedt for totalt 18 congenere. Koncentrationen af den dioxinlignende PCB-118 var 1,35 mg PCB/kg fedt.

PCB i marsvin

Danmark

Granby og Kinze (1991) undersøgte PCB (PCB-28, 52, 101, 118, 138, 153 og 180) i spækprøver fra marsvin fanget som bifangst i danske farvande. S PCB var mellem 1,5 og 48,4 mg/kg friskvægt. PCB 138 og 153 androg mere end 60% af PCB indholdet. Den højeste værdi var fra et dyr fra Lillebælt og et marsvin fra Øresund havde den femte højeste koncentration på 22 mg/kg friskvægt. Den laveste kontaminering var i et dyr fra Isefjorden. Der var ikke undersøgelser af marsvin fra Østersøen.

Polen

Falandysz et al. (1994) analyserede PCB i spæk, lever og muskel i 3 hunmarsvin fanget i 1989-1990 ved Puck Bugten nord for Gdansk. S PCB koncentrationen i spæk var 29-42 mg PCB/kg friskvægt, i lever 1,2 mg PCB/kg friskvægt og i muskel 1,9 mg PCB/kg friskvægt. Koncentrationen af de dioxinlignende PCB var 1,1-2,0 ng WHO-TEQ/kg friskvægt af spæk, 0,11 ng WHO-TEQ/kg friskvægt i leveren og 0,17 ng WHO-TEQ/kg friskvægt i muskel. PCB-118 bidrog mest (57-67%), dernæst PCB-153 (9,5-14%), PCB-105 (7,6-11,5%) og PCB-138 (7,2-11%).

Falandysz et al. (1998) undersøgte koncentrationen af coplanare PCB (PCB-77, 126, 269, 105, 114, 118, 123, 156, 157, 167 og 189) i 4 spækprøver fra marsvin fanget i 1991-93 ved den polske kyst. Gennemsnitskoncentrationen var 8,7 mg PCB/kg (friskvægt), 10,3 mg PCB/kg fedt eller 0,25 ng WHO-TEQ/kg fedt (ikke alle coplanare er med). PCB mønstret i marsvin er meget forskellig fra mønstret i sild, idet de lavtchlorerede PCB’er er mindsket og det højtchlorerede øget. Dominerende er PCB-153, PCB-138 og PCB-180. Det forekommer at marsvinet er i stand til at nedbryde de mest farlige PCB congenere, der er non-ortho substituerede. I en senere undersøgelse (Falandysz et al. 2000, 2002) er alle de coplanare PCB analyseret, og indholdet i marsvin var forøget til 69 ng WHO-TEQ/kg friskvægt og 79 ng WHO-TEQ/kg fedt.

Tyskland

Bruhn et al. (1999) undersøgte bl.a. PCB i 19 marsvin fra Østersøen (fra 1994-95 og syd for de danske øer), 13 fra Nordsøen og 8 fra Grønland. Koncentrationen af PCB (49+ congenere) i spæk fra marsvin var mere end 10 gange højere i Nordsøen og Østersøen end i grønlandske farvande. For Østersøen var medianen 14,91 mg PCB/kg fedt og intervallet 5,61-38,55 mg PCB/kg fedt. PCB mønsteret er forskelligt. I Østersøen og i Nordsøen dominerer PCB-153 og 138 kraftigt, mens de lavtchlorerede PCB har relativ større betydning i de arktiske marsvin. Koncentrationen af PCB-153 alene var 2,93 mg PCB/kg fedt. Mediankoncentrationen af de dioxinlignende PCB’er var 90 ng WHO-TEQ/kg fedt eller af 70 gange større betydning end dioxin (se ovenfor). Alene PCB-118 bidrog med 60% af TEQ.

Sverige

Berggren et al. (1999) undersøgte bl.a. PCB i marsvin fanget 7 steder i Østersøen (syd for Skåne, syd for Blekinge, nord og syd for Öland). I unger fanget 1985-1993 var gennemsnitskoncentrationen af PCB (sum af PCB52, 101, 118, 138, 153 og 180) i spækket 16± 8,0 mg PCB/kg fedt med en range på 2,9-32 mg PCB/kg fedt. I voksne dyr fanget 1988-1989 var gennemsnitskoncentrationen næsten tre gange så høj: 46± 29 mg PCB/kg fedt med en range på 14-78 mg PCB/kg fedt. Summen af non-ortho PCB (PCB77, 126 og 169) var naturligvis flere størrelsesordner lavere, idet de tilsvarende koncentrationer var 864± 714 ng PCB/kg fedt med en range på 138-2.642 ng PCB/kg fedt og 996± 224 ng PCB/kg fedt med en range på 789-1.209 ng PCB/kg fedt eller henholdsvis 123 og 198 ng PCB-TEQ/kg fedt. (Omregnet til WHO-TEQ bliver det henholdsvis 23,3 og 30,7 ng WHO-TEQ/kg fedt, og inklusive PCB-118 bliver det 833 og 841 ng WHO-TEQ/kg fedt). I forhold til disse tal betyder dioxinbidraget på henholdsvis 4,1 og 9,6 ng I-TEQ/kg fedt. diskuteret ovenfor næsten intet. Gennemsnitskoncentrationen af PCB i voksne dyr er nær de 50 mg/kg fedt, der anses for et niveau, som kan skade hvaler og bl.a. påvirke immunsystemet, så de er mere følsomme for infektioner. Koncentrationer af PCB i Kattegat/Skagerrak og den norske vestkyst er generelt lavere. Gennemsnitskoncentrationen i spæk fra marsvin fra vestkysten af Sverige af co-planar PCB (PCB77, 126 og 169) var 240 ng/kg friskvægt (5 ng PCB-TEQ/kg) og 260 ng/kg fedt. Den mest dominerende congener (80%) var PCB77, men PCB126 talte mest mht. TEQ (Ishaq et al. 2000).

PCB i måger

Blandt de undersøgte måger er sølvmåge (Larus argentarus, Herring gull), stormmåge (Larus canus, Common Gull), hættemåge (Larus ridibundus, black-headed Gull), dværgmåge (Larus minutus, Little Gull) og sildemåge (larus fuscus fuscus, lesser black-backed gull).

Eggers et al. (1977) undersøgte indholdet af PCB i æg fra sølvmåger samlet i 1974 i nogle naturreservater på den østtyske Østersøkyst. Koncentrationerne lå mellem 7,8-40,9 mg PCB/kg friskvægt (?) med et gennemsnit på 21 mg PCB/kg friskvægt (?). Der blev anvendt en tyndtlagschromatografisk metode, som muligvis ikke er helt sammenlignelig med senere gaschromatografiske metoder.

Æg fra sølvmåger samlet i 1978 i skærgården nær Åbo i Finland blev undersøgt for PCB (Clophen A60, 5 toppe) af Karlin et al. (1985). Indholdet var 130-260 mg PCB/kg fedt og 12-18 mg PCB/kg friskvægt.

Sildemåge er en sjælden måge, der er truet af udryddelse i den Finske Bugt pga. lav reproduktionsrate. Næsten 70% dør af sygdom i lever og mave der minder om "chick edema disease". Hario et al. (2000) bestemte PCB (23 congenere) i syge sildemågeunger indsamlet i 1991-93 og sammenlignede med PCB indholdet i syge unger af sølvmåger og stormmåger. I sildemågeunger, der var døde indenfor 4 dage, var koncentrationen i lever 20 mg PCB/kg friskvægt. Dem, der døde senere, indeholdt kun 4 mg PCB/kg friskvægt. I stormmågeunger var PCB koncentrationerne i leveren lavere og henholdsvis 5,6 og 0,7 mg PCB/kg friskvægt. I lever fra sølvmågeunger var koncentrationen i de hurtigt døde imidlertid dobbelt så stor (41 mg PCB/kg friskvægt). Forholdet mellem lever og muskelkoncentration var henholdsvis 5/1, 1,7/1og 2/1, hvad der kan forklare sildemågens større følsomhed.

PCB i lomvier

I nogle tidlige svenske undersøgelser indeholdt æg fra lomvier taget 1968 i Stockholms skærgård gennemsnitligt 250 mg PCB/kg fedt (range: 140-360) eller 16 mg PCB/kg friskvægt (range: 7,9-21) (Jensen et al. 1969).

Lomvier fra Stora Karlsö i Østersøen fra 1970-1980 havde i en anden svensk undersøgelse et indhold på 100-310 mg PCB/kg fedt (Andersson et al. 1988).

Bignert et al. (1998) undersøgte æg fra lomvier fra kolonien på Stora Karlsö ved Gotland og fandt i perioden 1969 til 1995 en ændring på fra 384 til 37 mg PCB/kg fedt – eller 9% per år.

Æg fra 3 lomvier indsamlet årene 1985 i den Botniske Bugt blev undersøgt af Koistinen et al. (1995). PCB indholdet var omkring 23 mg PCB/kg fedt eller 0,01 mg PCB-TEQ/kg fedt – altså 5.000 gange mere end bidraget fra dioxiner (se ovf.).

PCB i skarv (Phalacrocorax carbo sinensis, black cormorant)

Muskelvæv fra skarver fra Kalmar i Østersøen fra 1970-1980 havde i en svensk undersøgelse et indhold på 130 mg PCB/kg fedt (Andersson et al. 1988).

Falandysz et al. (1998) undersøgte indholdet af non-ortho PCB (PCB77, 126, 169) og mono-ortho PCB (PCB105,114, 118, 123, 156, 157, 167, 189) i muskel og lever fra skarver fra Gdansk Bugten. Total co-planar PCB koncentration i lever og bryst var henholdsvis 34.000 og 49.000 ng PCB/kg fedt eller 8,2 og 8,0 ng WHO-TEQ/kg fedt eller 0,02 ng WHO-TEQ/kg friskvægt. Congener mønstret var nærmest identisk i skarven og i de fisk den lever af.

Falandysz et al. (2000, 2002) analyserede PCB, inklusive alle coplanare PCB, i 3 skarver fra den sydlige del af Østersøen. S PCB koncentrationerne lå mellem 0,75-5,2 mg PCB/kg friskvægt (gennemsnit 2,3 mg PCB/kg friskvægt) og 19-110 mg PCB/kg fedt i brystmuskel og 0,44-4,2 mg PCB/kg friskvægt (gennemsnit 1,9 mg PCB/kg friskvægt) og 13-69 mg PCB/kg fedt i lever. Niveauerne er kun lidt mindre end niveauer, som fra andre undersøgelser vides at påvirke reproduktionen af skarver. For coplanare PCB fandt de i brystmuskel og lever næsten samme høje koncentration på henholdsvis 2.600 og 2.700 ng WHO-TEQ/kg fedt.

I nogle tidlige svenske undersøgelser indeholdt havørn fanget i 1965-66 i Stockholms skærgård gennemsnitligt 14.000 mg PCB/kg fedt (range: 8.400-17.000) eller 1,5 mg PCB/kg friskvægt (range: 0,9-2,0) i kødet. Æg indeholdt gennemsnitligt 540 mg PCB/kg fedt (Jensen et al. 1969).

Andersson og medarbejdere (1988) undersøgte PCB i æg fra havørne indsamlet i 1965 i den sydlige del af Sverige og i 1982 i Lapland. Disse æg indeholdt i gennemsnit henholdsvis 775 og 340 mg PCB/kg fedt.

Brystmuskler fra 3 dødfødte havørne indsamlet årene 1988-1991 i det Botniske Hav blev undersøgt i Finland af Koistinen et al. (1995). PCB indholdet var 134, 422, 3920 mg PCB/kg fedt eller 0,034, 0,14 og 1,1 mg PCB-TEQ/kg fedt – altså 10.000 gange mere end bidraget fra dioxiner (se ovf.).

Kannan et al. (2002ab) undersøgte PCB i lever fra 24 dødfødte eller døende østtyske havørne indsamlet i årene 1979-1998 og 4 polske havørne indsamlet i 1996-1999. Koncentrationerne var mellem 0,2 og 90 mg PCB/kg friskvægt. Fedtindhold var 4-10%. De højeste forureningskoncentrationer var i fugle fra Brandenburg (Berlin) fulgt af Østersøkysten. Der var ingen klar udviklingstendens. PCB-126 androg 66% af PCB-TEQ. Andelen af co-planar PCB til total PCB var 0,065%. Det totale indhold af TEQ fra dioxiner og PCB viste et meget stort interval fra 6 til 2880 ng WHO-TEQ/kg friskvægt. PCB bidraget var typisk omkring 80%, dioxin resten.

Andersson og medarbejdere (1988) undersøgte PCB i æg fra fiskeørne indsamlet i 1970 og 1978 i den sydlige del af Sverige. Disse indeholdt i gennemsnit henholdsvis 250 og 200 mg PCB/kg fedt.

Andersson og medarbejdere (1988) undersøgte PCB i æg fra falke (Falco peregrinus)indsamlet i 1975 i Lapland og i 1978 det sydlige Sverige. Disse fugleæg indeholdt i gennemsnit henholdsvis 987 og 34 mg PCB/kg fedt.

Andersson og medarbejdere (1988) undersøgte også PCB i æg fra rørhøge (Circus aeruginosus, marsh harrier)indsamlet i 1968-70 og 1977 i den sydlige del af Sverige. Disse indeholdt i gennemsnit henholdsvis 530 og 260 mg PCB/kg fedt.

PCB i Fiskehejre (Ardea cinerea, heron)

I nogle tidlige svenske undersøgelser indeholdt muskel fra en hejre fanget i 1967 i Stockholms skærgård 9.400 mg PCB/kg fedt eller 0,51 mg PCB/kg friskvægt (Jensen et al. 1969).

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Top |