Som det fremgår af Tabel 7.2, er der i både scenario 2 og 3 tale om væsentlige
gevinster på de anvendte miljøfaktorer og mindre gevinster på den samlede
virksomhedsøkonomi.
At der er tale om gevinster på alle miljøfaktorer skyldes primært, at der ved
forbrænding kun genvindes 29 MJ/kg EPS der forbrændes, mens der til fremstilling af
virgin EPS-råvare forbruges 84 MJ/kg.
Det er også værd at bemærke at energiforbrug og emissioner fra indsamling og
transport (se Tabel 6.7, Tabel 6.8 og Tabel 6.9) kun udgør en meget beskeden andel af det
samlede energiforbrug og de samlede emissioner.
Den virksomhedsøkonomiske besparelse er af mindre omfang. Besparelsen udgøres af
både reducerede omkostninger til bortskaffelse af EPS til forbrænding hos
affaldsproducenterne og af besparelser hos producenterne af EPS-produkter til indkøb af
virgine råvarer.
I de virksomhedsøkonomiske beregninger er der gjort den forudsætning at EPS afsat til
eksport kan indbringe 400 kr./ton. Såfremt eksportprisen reduceres til 0 kr./ton, vil det
betyde en reduktion af de virksomhedsøkonomiske gevinster i scenario 2 på 0,32 mio. kr.
og i scenario 3 på 0,64 mio. kr.
Der er endvidere gjort den forudsætning at indsamling til de 8 indsamlingscentre i
scenario 2 og 3 sker som led i en for affaldsproducenten i øvrigt nødvendig transport og
derfor kan betragtes som gratis.
Omkostningerne til oparbejdning og eksport fra de 8 indsamlingscentre er opgjort til at
ligge mellem 0,71 og 1,12 kr./kg. Indsamling til forbrænding er opgjort til 2,48 kr./kg
så der er altså en difference på mellem 1,36 og 1,77 kr./kg til dækning af evt.
indsamlingsomkostninger.
Hvorvidt 1,36–1,77 kr./kg kan dække evt. ekstra indsamlingsomkostninger, vil
afhænge af den enkelte virksomheds årlige EPS-affaldsmængde og den enkelte virksomheds
logistik. Man skal her huske på at 1 m3 EPS-affald vejer ca. 10 kg.
Plastindustriens indsamlingsordning er baseret på en forholdsvis dyr løsning, og de
indsamlede mængder bliver i et meget væsentligt omfang eksporteret. Dvs. at mængderne
ikke genanvendes i produktionen, og dermed opnås ikke besparelsen i indkøb af ny
råvare. Det betyder at det koster industrien penge at foretage indsamlingen.
Hvis de indsamlede mængder i langt højere grad kunne anvendes i produktionen af
nyvare, ville der kunne blive tale om betragtelige besparelser ved indsamlingen.
Det kræver imidlertid et meget højt hygiejneniveau ved håndtering af brugt EPS, idet
selv ganske små urenheder kan gøre det umuligt at genanvende EPS til nyvarer.
Produktionen af isoleringsplader af EPS udgør i Danmark ca. 9.000 tons/år.
Plastindustrien opgiver at det er muligt at tilsætte op til 30 % rent EPS-affald til
produktionen. Der ville i så fald kunne genanvendes op til 3.000 tons/år.
Som det fremgår af afsnit 6.1.8, er indsamling af EPS til genanvendelse som
tilsætning til ny produktion den absolut mest økonomisk fordelagtige løsning.
Indsamling til eksport afhænger af afsætningsprisen. Da denne pris kan variere ganske
betragteligt over ganske korte perioder, er indsamling til eksport risikofyldt.
Eksportprisen er i beregningerne i denne rapport sat til 400 kr./ton (prisen i 2001), men
den kan varierer meget. Ved denne rapports afslutning medio 2002 var eksportprisen faldet
til 0 kr./tons.
Ved aflevering til et af de i scenario 2 og 3 skitserede 8 opsamlingssteder kan
EPS-affald afleveres for mellem 0,71 og 1,12 kr./kg. Hertil skal lægges virksomhedens
omkostninger til intern opsamling samt transport til opsamlingsstedet. Virksomhedens
besparelse udgøres af de mindre omkostninger til affaldsbortskaffelse til forbrænding.
Som det fremgår af beregningerne, er der tale om små besparelser. Der vil for de fleste
affaldsproducenter være tale om forholdsvis små (i ton) mængder EPS-affald, og
besparelserne ved at frasortere og aflevere til genbrug frem for til forbrænding vil
være små.
Der skal altså være tale om væsentlige affaldsmængder før de økonomiske fordele
kan begrunde en speciel intern opsamling og efterfølgende transport.
Hvis etableringen af de skitserede 8 opsamlingssteder skal ske på privatøkonomisk
basis, må der være sikkerhed for både tilførte mængder og for afsætning.
Affaldsselskaberne i Danmark kunne sammen etablere de 8 opsamlingssteder og gennem
affaldsregulativer sikre tilførsel af mængder. Afsætningen kunne så først og fremmest
ske til dansk EPS-industri og dernæst til eksport.
Etableringen af de 8 opsamlingssteder bør koordineres med RUNI Aps der i forvejen har
flere anlæg placeret primært ved fiskeindustrien.
Som det fremgår af scenarierne, indgår der tre forskellige indsamlingsordninger og
mange forarbejdningsanlæg med lav udnyttelsesgrad. Ved en evt. iværksættelse af en
øget indsamling af EPS til genanvendelse vil det være naturligt at forsøge at samle de
tre ordninger i én ordning med følgende øget effektivitet og øgede
virksomhedsøkonomiske resultater.
Inden for fiskeindustrien og inden for området frugt og grønt anvendes mange
EPS-kasser. Derudover er EPS-produkterne spredt ud over alle brancher og ud over alle
husholdninger i form af primært beskyttende emballage. Der er altså primært tale om
mange små kilder.
Det allervæsentligste problem ved genanvendelse af EPS-produkter er produkternes
vægtfylde som affald. Ca. 10 kg/m3. Det gør indsamling og transport
overordentlig dyrt.
Det videre arbejde med at øge genanvendelsen af EPS i Danmark bør ske ved et
samarbejde mellem EPS-producenterne, RUNI Aps samt affaldsselskaberne i Danmark (RenoSam).
De miljømæssige fordele er store, medens de økonomiske fordele er marginale. Men kan
man gennem det nævnte samarbejde øge mængden af EPS til genanvendelse i nye produkter
(eksempelvis isoleringsplader), kan de økonomiske fordele også blive væsentlige.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|