Retningslinier for etablering af pileanlæg op til 30 PE

1 Indledning

1.1 Generelt
1.2 Afløbsanlæg med pileanlæg
1.3 Retningsliniernes anvendelsesområde

1.1 Generelt

Disse retningslinier er udarbejdet i forlængelse af Folketingets vedtagelse af lov nr. 325 af 14. maj 1997 om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. (Spildevandsrensning i det åbne land m.v.).

1.2 Afløbsanlæg med pileanlæg

Et afløbsanlæg med pileanlæg består af:
Tilløbssystemet
Bundfældningstanken/det mekaniske renseanlæg
Pumpebrønd
Pileanlæg med fordelersystem

Figur 1.1.
Principskitse af et mindre afløbsanlæg med pileanlæg.

For at sikre optimal drift af anlægget, skal de almindelige afløbsledninger, det vil sige hele tilløbssystemet og de tætte ledninger mellem anlæggets enkelte dele, dimensioneres og udføres som angivet i Dansk Standards norm nr. 432 "Norm for afløbsinstallationer".

1.3 Retningsliniernes anvendelsesområde

Disse retningslinier omfatter anlæg, der startes med fuld kapacitet ved anlæggets etablering og med en kapacitet op til og med 30 PE.

Gælder kun husspildevand

Retningslinierne gælder kun for pileanlæg til rensning af spildevand med en mængde og sammensætning som almindeligt forekommende spildevand fra husholdninger, herunder afløb fra vandklosetter og afløb fra bade- og toiletrum i landbrugets driftsbygninger.

Spildevand, der tilledes pileanlægget, beskrevet i disse retningslinier, må derfor som udgangspunkt ikke indeholde andre stoffer, end hvad der sædvanligvis forekommer i spildevand fra husholdninger.

Tilledes der spildevand til pileanlægget med en anden karakter end husspildevand, kan retningslinierne ikke benyttes, men der må i stedet udformes et konkret projekt, der indeholder en konkret dimensionering af anlægget sat i forhold til spildevandets sammensætning.

Regn- og drænvand

Såfremt der anvendes dimensionering efter disse retningslinier, må regnvand, øvrigt overfladevand og drænvand ikke tilledes anlægget.

Procesvand

Retningslinierne gælder endvidere ikke for følgende typer udledninger:
Tømning af større badekar/bassiner (større end 250 ltr.), herunder spa-bade med klorholdigt vand
Malke/mælkerum
Processpildevand fra virksomheder, herunder: frisørsaloner, fotografer, værksteder, landbrug.