Samlerapport for projekter om bioforgasning af organisk dagrenovation gennemført 2000-2002

1 Indledning

1.1 Undersøgelsernes baggrund
1.2 Formål og begrænsninger
1.3 Rapportens opbygning og oversigt over undersøgelser, der indgår i vurderingerne
   

Denne rapport sammenfatter resultater fra en række undersøgelser vedrørende tekniske forhold omkring bioforgasning af kildesorteret organisk dagrenovation gennemført i de senere år. De fleste af undersøgelserne er initieret og finansieret af Miljøstyrelsen gennem en række bevillinger under programmet for Renere teknologi m.v. Mange andre aktører indenfor området har dog også deltaget og finansieret dele af undersøgelserne.

1.1 Undersøgelsernes baggrund

Folketinget skal i løbet af foråret 2003 debattere den kommende affaldsplan 2004-2008 herunder tage stilling til den fremtidige håndtering af dagrenovationen i Danmark. Miljøstyrelsen har gennem en årrække finansieret en række projekter med henblik på at etablere det faglige og økonomiske beslutningsgrundlag for en eventuel gennemførelse af kildesortering med efterfølgende bioforgasning af organisk dagrenovation i Danmark.

Avdelningen för Vattenförsörjnings- och Avloppsteknik, Lunds Tekniska Högskola og Miljø & Ressourcer DTU, Danmarks Tekniske Universitet har fået fik til opgave at sammenstille de indvundne tekniske erfaringer med indsamling, forbehandling og bioforgasning af organisk dagrenovation.

Sammenstillingen er baseret på projekter med meget brede målsætninger, hvor en række kommuner fik bevilliget støtte til at gennemføre forsøg med kildesortering og forbehandling inden bioforgasning i stor skala. Senere indgik disse projekter i et større samlet projektkompleks vedrørende Sammenhæng mellem sortering, forbehandling og kvalitet af biomasse og Basisdokumentation for biogaspotentiale i organisk dagrenovation, hvor der på basis af historiske erfaringer og helt aktuelle meget omfattende fuld- og storskalaforsøg er etableret det faglige grundlag for bedømmelse af sammenhængen mellem de kildesorteringsordninger der er etableret, effekten af den tilhørende forbehandling inden bioforgasning og kvaliteten af biomassen. Samtidig er der gennem projektkomplekset etableret dokumentation for affaldets sammensætning før og efter forbehandling ligesom biogaspotentialet er fastlagt.

Herudover er der gennemført en række enkeltstående projekter vedrørende teknologiudvikling af forbehandlingsudstyr og kvalitet af restprodukter.

Udover projekter til belysning af de tekniske forhold vedrørende bioforgasning af dagrenovation er der gennemført projekter om de organisatoriske forhold vedrørende etablering af biogasanlæg og om muligheder og begrænsninger for udnyttelse af restprodukter fra bioforgasning af dagrenovation i jordbruget. Disse projekter indgår ikke i denne sammenfatning af de tekniske forhold vedrørende bioforgasning af kildesorteret organisk dagrenovation.

1.2 Formål og begrænsninger

Rapportens formål er at give en kort sammenfatning af de seneste tekniske erfaringer med indsamling, forbehandling og bioforgasning af organisk dagrenovation med udgangspunkt i den lange række af undersøgelser, der er gennemført. I sammenfatningen indgår kun rapporterede resultater, således at rapporten ikke vil dække alle aktiviteter der er sket indenfor området. En række igangværende undersøgelser f.eks. i forbindelse med indkøringen af indsamling og bioforgasning af kildesorteret organisk dagrenovation i Århus og etablering af lavteknologiske biogasanlæg er endnu ikke afsluttet og afrapporteret og indgår derfor ikke i sammenfatningen. Forsøgene i Århus forventes dog afrapporteret som Miljøprojekt med titlen Fuldskalaforsøg i Århus.

1.3 Rapportens opbygning og oversigt over undersøgelser, der indgår i vurderingerne

Denne sammenfattende rapport er kun mulig fordi der gennem de senere år har været etableret og afrapporteret en lang række undersøgelser vedrørende et bredt spektrum af tekniske problemstillinger knyttet til bioforgasning af kildesorteret organisk dagrenovation. En række rapporter ligger direkte til grund for rapportens vurderinger og konklusioner:

Indsamlede mængder og kvalitet af kildesorteret organisk dagrenovation beskrevet i Kapitel 2 er baseret på storskalaforsøg beskrevet i en række rapporter om forsøg i Hovedstadsområdet, Kolding og Aalborg /1/, /2/ og /3/ sammenfattet i rapporten Bioforgasning af organisk dagrenovation: Sammenhæng mellem sortering, forbehandling og kvalitet af biomasse /4/ og på resultater fra anlæggene i Grindsted og Vejle. Herudover suppleres med resultater for de faktiske indsamlede mængder organisk dagrenovation fra /8/, hvor der med udgangspunkt i spørgeskemaer til alle de kommuner og områder, hvor der aktuelt (medio 2001) indsamles organisk dagrenovation til bioforgasning eller kompostering er etableret et datagrundlag dækkende større områder. Endelig er inddraget resultaterne af en netop afsluttet undersøgelse af mængder og sammensætning af dagrenovation /5/.

Forbehandling af kildesorteret organisk dagrenovation beskrevet i Kapitel 3 er baseret på beskrivelserne og effektiviteten af de forskellige systemer som de findes i rapporten Bioforgasning af organisk dagrenovation: Sammenhæng mellem sortering, forbehandling og kvalitet af biomasse /4/ og Datarapport om sammensætning og biogaspotentiale i organisk dagrenovation /6/. Herudover indgår resultaterne af en teknisk afprøvning af en ny teknologi til forbehandling baseret på en stempelseparator på AFAV I/S rapporteret i Forbehandling af organisk husholdningsaffald ved hydraulisk stempelseparation /7/.

Biogaspotentialet og karakteriseringen af kildesorteret organisk dagrenovation beskrevet i Kapitel 4 er baseret på rapporten Basisdokumentation for biogaspotentiale i organisk dagrenovation /8/, hvor resultaterne fra en nyligt gennemført stor undersøgelse er rapporteret. Rapporten indeholder derudover en sammenstilling af hidtidige rapporterede, danske undersøgelser af bioforgasning af organisk dagrenovation.

Tungmetaller og organiske miljøfarlige stoffer i kildesorteret organisk dagrenovation er beskrevet i Kapitel 5 og er baseret på Miljøprojekt Nr. 702 2002 DEHP i husholdningsaffald /9/ og på undersøgelser i forbindelse med storskalaforsøget i Aalborg /3/. I begge rapporter findes resultater for DEHP og cadmium, der potentielt kan give de største problemer med jordbrugsanvendelsen af restprodukter fra bioforgasning af kildesorteret organisk dagrenovation.

Miljømæssige vurderinger af bioforgasning af kildesorteret organisk dagrenovation sammenfattet i Kapitel 6 er alene baseret på rapporten Basisdokumentation for biogaspotentiale i organisk dagrenovation /8/.