Passiv ventilation til fjernelse af PCE fra den umættede zone - Hovedrapport

Forord

På baggrund af et stigende antal fund af chlorerede opløsningsmidler i grundvandet samler interessen sig om at undersøge nye og eksisterende afværgeteknikkers anvendelighed over for denne stofgruppe. På mange lokaliteter påvises stofferne i den umættede zone, hvor de kan udgøre en vedvarende kilde til grundvandsforurening, idet stofferne opløses i det infiltrerende porevand og transporteres til de underliggende grundvandsmagasiner.

Passiv Ventilation har som afværgeteknik vundet frem i de senere år, specielt i USA. Teknikken har primært været benyttet til fjernelse af flygtige organiske komponenter (VOCīs) fra den umættede zone. Ved Passiv Ventilation (Engelsk: Passive Soil Vapor Extraction) anvendes der i modsætning til den velkendte aktive vakuumventilation ikke mekanisk ventilering med en vakuumpumpe. I stedet udnyttes udelukkende de naturligt forekommende trykgradienter i jorden, der skyldes ændringer i lufttrykket i forbindelse med passage af vejrfronter.

Afværgeteknikken baseret på Passiv Ventilation (PV) har ved pilotforsøg vist lovende resultater, men der er endnu kun sparsomme erfaringer med anvendelse af teknikken. I Danmark har teknikken således endnu ikke været implementeret og dokumenteret i fuld skala. For at dokumentere teknologien under danske forhold, er der under Miljøstyrelsens Teknologiprogram og i samarbejde med Storstrøms, Frederiksborg og Ribe Amter gennemført en afprøvning af teknikken på 4 lokaliteter. Projektet har været fulgt af en følgegruppe bestående af Henrik Østergaard, Frederiksborg Amt, Henrik Sørensen, Storstrøms Amt, Jesper Østergaard, Ribe Amt, Inger Asp Fuglsang, Miljøstyrelsen og den faglige sekretær Thomas Larsen, Hedeselskabet Energi & Miljø A/S.

Kendetegnende for lokaliteterne er, at de alle er tidligere renserigrunde, hvor der under driften er sket en forurening af den umættede zone, samt i visse tilfælde også grundvandszonen, med chlorerede opløsningsmidler.

En stor tak rettes til specielt Wayne Downs fra Brigham-Young University, Utah og til Joe Rossabi fra Westinghouse Savannah River Company, S. Carolina for deres støtte og diskussioner undervejs. Herudover rettes en stor tak til Virginia Rohay, CH2M Hill Hanford Inc., Washington, for rådgivning specielt vedrørende brugen af kulfiltre til passiv ventilation.

Arbejdet er udført af NIRAS Rådgivende ingeniører og planlæggere A/S.