Teknologiprogram for jord- og grundvandsforurening 2003

1 Baggrund

1.1 Målsætning
   

I slutningen af 1996 etablerede Miljøstyrelsen Teknologipuljen som et led i en ændring af strukturen på affaldsdepotområdet. I december 1996 udarbejdede Miljøstyrelsen et program for ordningen, som er nærmere beskrevet i bilag B i Depotredegørelsen om affaldsdepotområdet 1996 /1/. Den overordnede målsætning for Teknologiprogrammet er at identificere oprydnings- og afværgeteknologier, således at det i fremtiden vil være lettere økonomisk, miljømæssigt og teknisk at vælge de oprydningsteknologier, der er optimale på de pågældende lokaliteter.

Der er udarbejdet en samlet statusrapport over alle de afværgeteknikker og målemetoder, der er afprøvet siden ordningen trådte i kraft /2/. For 31 forskellige teknikker/målemetoder gives der oplysninger om metodernes fordele og ulemper, hvor metoderne forventes at kunne benyttes, hvilke oprensningsniveauer, der kan forventes og hvilke udgifter, der vil være forbundet med oprensningen. Statusrapporten bygger på statusnotater udarbejdet af de faglige sekretærer, som er tilknyttet ordningen.

Der er i 2002 gennemført en evaluering af ordningen se afsnit 2.2. Udvalgte konklusioner/erfaringer fra evalueringen er indarbejdet i programmet.

I nærværende program beskrives projektforslag for feltprojekter og udredningsprojekter, der planlægges udført i 2003.

På Finanslovsforslaget for 2003 er der afsat et beløb på 5,5 mio. kr. til teknologiudvikling. I finanslovsteksten er det anført :

"Ordningen er etableret med henblik på gennem en koordineret indsats på teknologiområdet m.v., at effektivisere og billiggøre oprydninger på depotområdet samt at fjerne barrierer for udvikling og anvendelse af målrettede teknologier overfor jord- og grundvandsforureninger. Der kan af bevillingen bl.a. afholdes udgifter herunder tilskud til erfaringsopsamling på jordforureningsområdet, udvikling og afprøvning af nye teknologier, udvikling og afprøvning af metoder bl.a. med henblik på kriteriefastsættelse, risikovurderinger og beskæftigelsesmæssige analyser samt til at dokumentere, vurdere og sammenligne afværgeteknikkers effektivitet, omkostninger og miljøpåvirkninger. Bevillingen kan endvidere anvendes til medfinansiering af udgifter til udviklings- og afprøvningsaspekter ved de afværgeprojekter, som amtsrådene, Københavns og Frederiksberg kommuner udarbejder og finansierer, hvis de indeholder et udviklingsaspekt. Tilskud på kontoen afgives som tilsagn" .

I finanslov 2003 planlægges bevillingen yderligere reduceret til 4,4 mio. kr. i 2004.

Det overordnede formål med Teknologiprogrammet er at skabe grundlag for at foretage mere effektive (miljømæssige og økonomiske) oprydninger af forurenede lokaliteter, herunder at afprøve samt implementere nye og nyere oprydnings- og afværgeteknologier af såvel højteknologisk som lavteknologisk karakter.

Oprindelig var det anført, at puljen skulle anvendes til følgende:
Teknologipuljen skal anvendes til udvikling og dokumentation af teknologier, der kan anvendes under danske forhold og på typiske forureningskomponenter.
Teknologipuljen skal anvendes til projekter, der afprøver grænser for det teknisk mulige indenfor bl.a. oprensningsniveauer, behandlingsteknologi, billiggørelse og dokumentation.
Teknologipuljen skal sikre, at resultaterne fra de udførte projekter bliver tilgængelige for alle interesserede parter, herunder særligt de myndigheder, som skal vurdere afværge- eller oprydningsprojekter.

I forbindelse med at bevillingen er blevet reduceret, forventes det fremover at en relativ større del af bevillingen vil blive benyttet til generelle udredningsprojekter på jordforureningsområdet.

Det foreliggende program anviser en række områder, som udviklingen bør rettes mod i det næste år. Dette skal sikre, at midlerne ikke anvendes ad hoc på enkelte projekter, men målrettes mod bestemte områder eller problemer.

1.1 Målsætning

Den overordnede målsætning for Teknologiprogrammet er at identificere oprydnings- og afværgeteknologier, således at det i fremtiden vil være lettere økonomisk, miljømæssigt og teknisk at vælge de oprydningsteknologier, der er optimale på de pågældende lokaliteter.

Det er målsætningen at ca. 50 % af bevillingerne benyttes til afprøvning af forskellige teknologier, og at de resterende ca. 50 % af bevillingerne benyttes til udredningsprojekter, der kan være med til at fremme oprydningsindsatsen eller kan danne et bedre grundlag for forståelsen af forureningsspredning og risikovurdering.

Ved afprøvning af forskellige afværgeteknologier er det målsætningen (rammen):

Overordnede perspektiver (rammer)
At de fagligt mest lovende teknologier afprøves, vurderes og beskrives.
At der afprøves teknologier overfor de stoffer, der udgør de største miljømæssige og sundhedsmæssige problemer.
At der afprøves teknologier indenfor de områder, hvor der anvendes store økonomiske midler til oprydning.
At der årligt igangsættes ca. 3 - 5 feltprojekter.
At projekterne er anvendelsesorienterede.

Kvalitet – udbytte (retningslinier)
At afprøvningerne sker målrettet og på et højt fagligt niveau.
At der ved afprøvning af teknologierne uddrages generel viden om teknologiernes fordele og begrænsninger.
At der udarbejdes tekniske rapporter for de afprøvede teknologier.
At projektrapporter løbende offentliggøres på Internettet og i bladet "Ny Viden".
At resultaterne præsenteres på faglige møder.
At amterne årligt får mulighed for at komme med forslag til lokaliteter, hvor teknologier kan afprøves.
At amterne løbende får mulighed for at komme med forslag til teknologier, der skal afprøves.
At de ansatte i amterne får mulighed for fagligt at blive inddraget i projekterne.
At kataloget over gennemførte projekter løbende justeres.
At der sikres en koordinering med andre ordninger og programmer.

Der er udarbejdet en samlet statusrapport Miljøprojekt 714, 2002 "Afprøvede teknologier under Miljøstyrelsens Teknologiprogram for jord- og grundvandsforurening"/2/. Rapporten giver et overblik over alle de afværgeteknikker og målemetoder, der er afprøvet siden ordningen trådte i kraft. For 31 forskellige afværgeteknikker/målemetoder gives der oplysninger om metodernes fordele og ulemper, hvor metoderne forventes at kunne benyttes, hvilke oprensningsniveauer kan forventes, og hvilke udgifter der må forventes ved brug af metoden. Alle faglige sekretærer har udarbejdet statusnotater for de projekter, de er faglige sekretærer for. Disse notater vil komme til at ligge på Miljøstyrelsens hjemmeside.

For udredningsprojekterne er det målsætningen:
At identificere afværgeteknologier, der skal afprøves.
At identificere mulige afværgeteknologier overfor forskellige forureningstyper.
At forbedre grundlaget for risikovurdering fra jord- og grundvandsforurening.
At forbedre viden om risikoen for forskellige forureningskomponenter.