Teknologiprogram for jord- og grundvandsforurening 2003

3 Indsatsområder

I "Program for teknologiudvikling, jord- og grundvandsforurening, december 1996" /1/, er beskrevet de forureningsområder, som Teknologiprogrammet bør rettes mod i de næste 5 år. Disse områder fremkom på baggrund af oplysninger fra ROKA-databasen 1995, hvor bl.a. hyppigheden af de forskellige forureningstyper i jord og grundvand blev sammenstillet. ROKA databasens tal for 2002 viser nogenlunde samme procentvise fordeling mellem de forskellige forureningstyper i jord og grundvand. Dog er den procentvise andel af jord- og grundvandssager, der er forurenet med olie-/benzinforurening, større end hvad den blev opgjort til i 1996.

På baggrund af spørgeskemaundersøgelser anbefales det i Evalueringen /3/, at prioriteringslisten ændres, så pesticider, som ikke tidligere har været prioriteret, prioriteres som nr.2, mens tungmetaller nedprioriteres fra 2. prioritet til 5. prioritet.

Når man ser på hyppigheden af fund af organiske forureninger i GRUMO (Grundvandsovervågningen 2002) samt i fund ved vandværksborings kontrollerne, er der også fokus på klorerede stoffer og benzinkomponenter (herunder MTBE). Hvis der ses på alle stoftyper, er der flest fund af pesticider.

I medfør af Lov om kemiske stoffer og produkter financierer Miljøstyrelsen forskning og udvikling med henblik på at nedbringe den samlede belastning af sundhed og miljø fra anvendelsen af bekæmpelsesmidler. Forskningsprogrammet skal styrke den samlede forskning om bekæmpelsesmidler, så der sikres et solidt videngrundlag for administrationen af lovgivning og handlingsplaner på bekæmpelsesmiddelområdet.

Der indbydes normalt 1 gang årligt til indsendelse af ansøgninger om tilskud til gennemførsel af projekter. I det omfang der i ansøgningsmaterialet er peget på behov for forskning om bekæmpelsesmidler i jord og grundvand, er der åbnet mulighed for at søge tilskud til forskning i udvikling af metoder og processer, der er afgørende for reduktion, styring og risikovurdering. Det skal bemærkes, at de udpegede indsatsområder i Pesticidforskningsprogrammet revurderes årligt, og det derfor ikke er sikkert, at der hvert år kan ansøges om tilskud til forskning vedrørende bekæmpelsesmidler i jord og grundvand.

Der bør derfor ske en koordinering af teknologiindsatsen over for pesticider i jord og grundvand mellem de to programmer, således at det sikres at der sker en passende vægtning af den samlede teknologiindsats overfor pestidider.

På den baggrund vil prioriteringen af indsatsen se således ud:
klorerede opløsningsmidler
pesticider
olie-/benzinforureninger, herunder MTBE-forureninger
tjære-/PAH- forurenet jord, herunder NSO
blandingsforureninger
tungmetalforurenet jord
lossepladser med udsivning af lossepladsgas

Indsatsen over for pesticider vil dog ikke ske inden for Teknologipuljen, hvis indsatsen kan gennemføres under Pesticidforskningsprogrammet.

Det kan evt. komme på tale at gennemføre forsøg på eksisterende eller nye jordrensningsanlæg bl.a. med blandings- og tungmetalforureninger. I de projekter, der igangsættes, vil der blive fokuseret på kvaliteten af det slutprodukt, der fremkommer efter rensning, og det skal specielt vurderes, om den rensede jord kan anvendes frit.

Et indsatsområde i 2003 vil være miljøvurdering og økonomisk vurdering af de enkelte teknikker og af oprensningerne generelt. Der lægges vægt på initiativer, der kan fremme prioriterede indsatser, og det tilskyndes, at indsatsen inddrager ny viden på området. Beregningsgrundlaget for forureningens omfang, herunder baggrunden for estimeringen af stoffernes udbredelse og transport, vil indgå i vurderingen af teknikken. Desuden vil et væsentligt indsatsområde være at få minimeret driftsudgifterne for de forskellige afværgeforanstaltninger.

Desuden kan det komme på tale at inddrage nye problemstoffer som f.eks. farmaceutiske stoffer, plastkomponenter og flammehæmmere som indsatsområder. Værdifastsætning af jord og grundvand vil også kunne indgå i et nyt indsatsområde.