Teknologiprogram for jord- og grundvandsforurening 2003

Sammenfatning

I 1996 startede en særlig ordning, som havde til formål at udvikle rensnings- og afværgeteknologier på jordforureningsområdet.

Baggrunden og strategierne for udviklingsordningen er beskrevet i "Program for Teknologiudvikling, jord- og grundvandsforurening, december 1996". Der er herefter årligt udarbejdet en plan for det næste års projekter.

Siden ordningen startede, er der igangsat omkring 125 projekter, hvoraf lidt under halvdelen 52 har været tilskud til afprøvning af forskellige afværgeteknikker, mens den anden del er 73 udredningsprojekter om forskellige afværgemetoder eller generel viden på jordforureningsområdet.

Nærværende program giver en oversigt over de projekter, der er igangsat og beskriver projektforslag for 2003. Der er i 2002 udarbejdet en samlet rapport over alle de afværgeteknikker og målemetoder, der er afprøvet siden ordningen trådte i kraft.

Firmaet KPMG har over sommeren 2002 gennemført en grundig evaluering af programmet for perioden 1996 –2001. Evalueringen blev iværksat af Miljøstyrelsen for at få en samlet status over programmets resultater, videnspredning og mulige effekter samt for at få belyst, om målene for programmet er opfyldt, og om administrationen har forløbet tilfredsstillende.

Evalueringen konkluderer, at
der gennem Teknologiprogrammet, fra 1996 til udgangen af 2001, er gennemført i alt 112 projekter, der alle som udgangspunkt ligger inden for de rammer og mål, som Teknologiprogrammet har haft til formål at fremme
programmet klart har bidraget til både at forbedre grundlaget for risikovurderinger ved aktuelle forureninger og også ved valg af afværgeteknologier, som er optimale for konkrete forureninger
der gennem ordningen er tilvejebragt viden om en række nye teknikker, som har høj rensningseffekt, og som derfor er lovende som fremtidens afværgeteknologier
ordningens administration, som Miljøstyrelsen har forestået, har forløbet yderst tilfredsstillende og med en kvalificeret og differentieret udnyttelse af Teknologiprogrammets midler
ordningen er administreret i nært samarbejde med amter, rådgivere og forskningsinstitutioner, hvilket har sikret høj faglig kvalitet i projekterne samt sikret, at disse har været direkte anvendelige i relation til amternes afværgetiltag ved jord- og grundvandsforureninger
at erfaringer og viden fra projekterne, på en effektiv måde, er videregivet til de faktiske brugere af ordningen - amter og rådgivere.

Bevillingen for 2003 er blevet væsentligt reduceret til 5,5 mio. kr. Pga. den reducerede bevilling forventes antallet af feltprojekter, som igangsættes i 2003, at blive reduceret til 3-5.

Både offentlige og private bygherrer kan søge om tilskud til at få dokumenteret eller afprøvet specifikke afværgeteknologier. Miljøstyrelsen igangsætter udredningsprojekter og andre projekter om jordforurening.

I starten af 2003 opfordrer Miljøstyrelsen amterne til at komme med forslag til lokaliteter, der kan anvendes til at dokumentere udvalgte afværgeteknologier i henhold til programmet.