Udviklingsprojekt for anvendelse af regnvand som spædevand direkte i offentlige svømmebade

3 Sundhedsmæssige og hygiejniske aspekter

Sundhedsmæssige og hygiejniske aspekter ved anvendelse af regnvand som spædevand i svømmebade er ukendte. Der foreligger ingen danske undersøgelser af sådanne aspekter, ligesom der heller ikke synes at være gennemført udenlandske undersøgelser.

Albrechtsen (1998) /3/ beskriver smitterisikoen ved regnvand som specielt knyttet til specifikke smitstoffer, eksempelvis fra forurening med fuglefækalier, samt ved opformering af mikroorganismer under opbevaring af det opsamlede regnvand. Sidstnævnte risici er knyttet til mikroorganismer, der normalt ikke betragtes som sygdomsfremkaldende, men som under særlige omstændigheder eller i høje koncentrationer kan give problemer, herunder være hud- og slimhindeirriterende.

I det efterfølgende omtales kort risici ved de forskellige mulige overførelsesveje for mikroorganismer og kemiske stoffer i regnvand. Dette efterfølges af en kort præsentation af de vigtigste mikroorganismer og kemiske stoffer i regnvand og regnvandsanlæg. Ønskes der en detaljeret beskrivelse og diskussion af mikrobiologiske måleparametre, herunder især for sygdomsfremkaldende mikroorganismer, henvises der til tidligere rapport offentliggjort af Miljøstyrelsen og Bolig- og Byministeriet /3/.

Afgrænsning af projektet

Der er foretaget en vurdering af de sundheds- og hygiejnemæssige risici ved anvendelse af regnvand, hvorimod der ikke er foretaget en risikovurdering ved fejl og uheld ved det tekniske anlæg. En stor del af de mulige sundhedsrisici for badende synes dog at være relateret til bassinvandets mikrobiologiske kvalitet. Størstedelen af den mikrobiologiske forurening af svømmebassinvand må forventes at stamme fra mennesker, især mikroorganismer i fæces og fra hudoverflader. En teknisk rapport indeholdende en vurdering af hygiejniske risici ved håndtering af urent vand i huse er offentliggjort af Miljøstyrelsen /1/.

Overførsel af mikroorganismer til mennesker

Anvendelse af regnvand som spædevand i svømmebade, til toiletskyl og andre formål kan være forbundet med en række mulige sundhedsrisici for mennesker. Sådanne risici kan være forbundet med forekomsten af mikroorganismer, herunder især sygdomsfremkaldende mikroorganismer, samt sundhedsskadelige kemiske stoffer i regnvand. Overførslen til mennesker kan ske ved:
Indtagelse af vand gennem mund (oral)
Hudkontakt
Indånding (aerosoler mv.)

I denne rapport vurderes sundhedsmæssige og hygiejniske aspekter udelukkende i forhold til anvendelse af regnvand som spædevand i svømmebassinet.

Indtagelse af vand gennem mund (oral)

Sygdom, typisk mavetarmlidelser, opstået som følge af oral indtagelse af bassinvand vil kunne optræde, hvis der indtages et tilstrækkelig højt antal sygdomsfremkaldende mikroorganismer (en infektiv dosis) eller eksempelvis bakterielle giftstoffer, som kan forårsage typisk akutte mavetarm reaktioner. Antal mikroorganismer i regnvand, som ønskes anvendt som spædevand, vil afhænge af organismernes initiale forekomst i det opsamlede regnvand, samt en eventuel efterfølgende opformering efter regnvandets opsamling, behandling og lagring. Regnvandets indhold af næringsstoffer og dets temperatur har indflydelse på såvel overlevelse som opformering af mikroorganismer.

Badegæster, især børn, kan indtage og sluge typisk i gennemsnit 20-50 ml vand under badning. Den infektive dosis varierer betydeligt mellem de forskellige sygdomsfremkaldende bakterier, vira, og parasitter, ligesom denne dosis også er bestemt af flere forskellige forhold ved den menneskelige vært. Infektionsdosis er typisk høj for bakterier (105-107), hvorimod få vira eller parasitter ofte kan forårsage sygdom. Endelig vil mennesker også kunne få virus eller bakterieinfektioner i de øvre luftveje (næse, svælg) ved badning. For en detaljeret gennemgang af aktuelle smitstoffer og risici henvises til udkast for guidelines fra WHO /10/.

Der vil ofte ske en betydelig reduktion i antal og koncentration af eventuelle sygdomsfremkaldende mikroorganismer og fremmedstoffer i regnvand ved behandling, ligesom der vil ske en betydelig fortynding af disse stoffer efter en eventuel tilførsel til svømmebassin.

Hudkontakt

Badegæsters hud og slimhinder, herunder øjne, øre og hals, vil i varierende, men dog betydelig grad, være eksponeret for såvel mikroorganismer som fremmedstoffer, herunder toksiske cellebestanddele, under badning. Sygdomsfremkaldende mikroorganismer, som kan give hudproblemer, inkluderer en række vira; bakterieslægterne Mycobacterium spp. og Pseudomonas aeruginosa. Førstnævnte bakterieslægt kan medføre hudinfektion (svømmebassins granulom") og lungeinfektion, mens sidstnævnte kan forårsage hudinfektion (folliculitis)og øreinfektion. For en detaljeret gennemgang af mikrobiologiske risici ved badning i bassinvand henvises til udkast for guidelines fra WHO /10/.

Indånding

Indånding af forstøvede vandpartikler (aerosoler), indeholdende især sygdomsfremkaldende mikroorganismer, udgør en potentiel smitteoverførelselsrisiko under badning. Lungebetændelser forårsaget af Legionella bakterier er et eksempel på et relevant og vigtigt smitstof, hvor infektion af luftvejene sker efter indånding af vandpartikler med Legionella bakterier. Infektion med Legionella er typisk beskrevet ved brusebadning, hvorimod viden om risici for infektion ved svømmebadning synes yderst begrænset. Endelig kan der eventuelt også indåndes diverse bakterielle giftstoffer, såkaldte endotoksiner.