EMAS i Miljøstyrelsen. Miljøredegørelse 1.1-31.12.2002

9 Miljøpolitikken 2001-2004

Miljøministeriet vedtog i marts 2001 en intern miljøpolitik som er fælles for hele ministeriet. Den gælder til udgangen af 2004. Miljøpolitikken består af en vision, suppleret af en række konkrete politikker.

Miljøministeriets vision er:  Grønt i eget hus — ét skridt foran!

Alle aktiviteter i ministeriet skal foregå med en så lille miljøpåvirkning som muligt. God husholdning med naturressourcerne, livscyklusvurderinger og sundhed er centrale tankegange ved al planlægning, indkøb, anlæg, drift og bortskaffelse.
Målet er, at vi er i front indenfor miljøledelse, at medarbejderne aktivt er inddraget og at vi har bidraget til at andre institutioner handler grønt.
Vejen til at nå disse mål er information, uddannelse og øget bevidsthed om effekten af ministeriets handlinger.

De dele af ministeriets miljøpolitik, som har relevans for Miljøstyrelsens aktiviteter, udgør Miljøstyrelsens interne miljøpolitik. Styrelsens interne miljøpolitik opstiller mål for det interne miljøarbejde på følgende områder:

Vi vil:

Miljøledelse og aktiv medarbejderinddragelse

- Arbejde aktivt via et miljøledelsessystem med at reducere påvirkningerne både fra Miljøstyrelsens direkte miljøeffekter, herunder indkøb og drift samt fra de indirekte miljøeffekter, der er et resultat af styrelsens samlede produktion af love, bekendtgørelser, vejledninger, politiske oplæg, afgørelser, projekter, strategier, handlingsplaner, ny viden, svar til Folketinget, formidlingsaktiviteter, forhandlingsresultater, tilskudsbevillinger mv.
- sikre et lokalt engagement, aktiv medarbejderinddragelse og indflydelse på arbejdet med at nå miljømålene.
- udarbejde en årlig miljøhandlingsplan. 
- årligt evaluere miljøhandlingsplanen og udgive en miljøredegørelse.

Grønne Indkøb

- fremme grønne indkøb på alle væsentlige indkøbsområder inkl. tjenesteydelser.
- inddrage og vurdere de samlede påvirkninger af miljø og sundhed på lige fod med pris, kvalitet, levering og service m.m. ved indkøb af varer eller tjenesteydelser.

Drift og produktion

- tilrettelægge styrelsens daglige drift og forbrug, så miljøpåvirkninger reduceres mest muligt.
- løbende fastsætte nye miljøpræstationsmål for  udvalgte drifts- og forbrugsområder.
- bidrage til ministeriets samlede reduktion af energi- og varmeforbrug med 4 % inden 2004.
- reducere det samlede rentvandsforbrug.
- fortsat udvikle energistyringen og arbejdet med reduktion af vandforbrug, via en koordineret indsats og aktiv medarbejderinddragelse.
- arbejde aktivt med mulighederne for at optimere energiforbruget samt udnytte alternative energikilder.

Anlæg

- ved nyanlæg eller ombygninger udføre disse med mindst mulig miljøpåvirkning, herunder både ved udvinding af råvaren, produktion, distribution, brug, vedligeholdelse og endelig bortskaffelse.

Affald

- reducere styrelsens affaldsproduktion via krav allerede ved indkøb.
- udnytte ressourcerne i affaldet bedre,  ved at øge affaldssorteringen samt reducere eller undgå affald, der ikke kan genanvendes.

Transport

- reducere styrelsens samlede CO2 belastning fra nationale og internationale tjenesterejser.  
- gennemføre konkrete tiltag for at fremme mere miljøvenlig pendling.  
- omlægge transporten ved tjenesterejser og drift til mest miljøvenlige transportform.

Farlige stoffer

- reducere styrelsens anvendelse af produkter med farlige/uønskede stoffer.
- følge op på beredskabsplan og udarbejde instruktioner på områder hvor der kan ske spild eller udsættelse for påvirkning af farlige/uønskede stoffer.

Formidling

- tilbyde samt gennemføre efteruddannelse i dialog med styrelsens ansatte inden for relevante indsatsområder ( indkøb, drift, miljøstyring m.v.)
- formidle Miljøstyrelsen
- internt og eksternt
- som grøn virksomhed.  
- formidle muligheder og konsekvenser inden for indsatsområderne omfattet af Miljøstyrelsens interne miljøpolitik til medarbejderne.
- internt og eksternt formidle muligheder og konsekvenser ved transportvalg.

Miljøstyrelsens interne miljøpolitik suppleres af en række andre politikker, f.eks. vores indkøbspolitik.

Miljøstyrelsen skal som minimum leve op til gældende lovgivning. Også på områder, der ikke er omfattet af håndbogen, skal det sikres, at Miljøstyrelsen til enhver tid overholder gældende lovgivning.