Termisk assisteret vakumekstraktion af PCE. Hovedrapport

Forord

Der har i Danmark inden for den seneste årrække været fokus på chlorerede opløsningsmidler og oprensning af disse. In-situ løsninger til oprensning har vist sig at være anvendelige metoder på linie med traditionelle opgravninger med off-site rensning. Imidlertid har mange in-situ oprensninger vist sig at have lange oprensningstider, ligesom restforurening har vist sig at være et problem, specielt i mere inhomogene lerede jordlag. De termiske teknikker, hvor jorden opvarmes, har vist sig at kunne løse nogle af disse problemer. Ved opvarmning til kogepunktet bliver massetransporten kontrolleret af varmeudbredelsen, i stedet for at være kontrolleret af diffusion. Herved kan mindre permeable aflejringer renses hurtigt og ned til lave niveauer sammenlignet med traditionelle in-situ metoder /13/.

Injektion af damp er en af metoderne til opvarmning af jorden. Ved tidligere dampoprensningsprojekter i Danmark er opvarmningen sket ud fra to principielt forskellige design, dels injektion fra rand af forurening, hvorved dampzonen bevæger sig mod en central ekstraktionsboring i midten af forureningen og dels injektion centralt i forureningen, hvor forureningen opsamles i ekstraktionsboringerne, som er placeret i periferien af forureningen. Erfaringen er, at der ved opvarmning i kildeområdet og ekstraktion i periferien er risiko for uønsket spredning af forureningen.

På et renseri på Vesterbro i Odense er der gennemført en in-situ oprensning med termisk oprensning ved hjælp af damp. Da den væsentligste forurening kun ligger fra 1-5 m under eksisterende boliger, ville det være dyrt og sandsynligvis ikke muligt at udføre opvarmningen, hvor dampen eksempelvis injiceres udefra og ind mod kildeområdet, uden at dette ville medføre en uacceptabel påvirkning af installationerne i jorden og gulvene i husene. Der er derfor anvendt en modificeret metode, hvor dampen er injiceret under forureningen. Strategien har været at opvarme den mest forurenede del af jorden nedefra ved hovedsagelig varmeledning og fjerne forureningen gennem vakuumekstraktionsboringer, som primært er placeret i kildeområdet. Der har været rejst en vis bekymring, om denne opvarmningsstrategi ville medføre en uønsket forureningsspredning.

Denne rapport belyser, om den modificerede metode som er anvendt  på Vesterbro i Odense, fremmer massefjernelsen i forhold til kold ventilation, samt om metoden medfører uønsket spredning af forurening. Det samlede formål fremgår i detaljer i afsnit 1.2.

Afværgeprojektet er udført af COWI A/S for Fyns Amt. Projektet er et led i Miljøstyrelsens Teknologiudviklingsprogram for jord- og grundvandsforurening.

Rapporten er opdelt i en hovedrapport og en særskilt bilagsrapport.