Industrielle fejlforbindelser til vandforsyningsnet

Resume

I denne rapport er risikoen for forurening af den offentlige vandforsyning fra udvalgte industrianlæg undersøgt.

Historie

Rapporten skal ses i forbindelse med to tidligere udarbejdede rapporter ”Vurdering af hygiejniske risici ved håndtering af urent i huse”, PH-Consult for Miljøstyrelsen, 1999 og ”Kvantificering af sandsynligheder for fejl i regnvandsanlæg og gråvandsanlæg”, PH-Consult for Miljøstyrelsen, 2002. De to omtalte rapporter omhandler risici for forurening af den offentlige vandforsyning i forbindelse med installation og drift af regnvandsanlæg og gråvandsanlæg.

Fokusering på industrianlæg

For at vurdere hvor stor en risiko regnvandsanlæg og gråvandsanlæg udgør som forureningskilde af den offentlige vandforsyning, er det vigtigt at sammenholde resultaterne med den erfaringsmæssigt kendte statussituation, hvor der hverken er koblet regnvandsanlæg eller gråvandsanlæg til vandforsyningsnettet. I statussituationen er der til gengæld en del andre forureningskilder på vandforsyningsnettet, f.eks. industrianlæg, som kunne udgøre en tilsvarende risiko. Dette er belyst i denne rapport.

Definition af risiko

For at forstå konklusionen i rapporten er det vigtigt at huske, at risiko er produktet af sandsynligheden (hyppighed) for en hændelse og den skade (omfang og alvor), som hændelsen kan forvolde.

Kontakt til vandforsyninge

For at udvælge interessante industrier til nærmere undersøgelse er der taget kontakt til en del kommuner geografisk fordelt i Danmark. Formålet med kontakten har været dels at opsamle erfaringsmateriale om registrerede forureningstilfælde i de enkelte vandforsyninger og dels at udvælge relevante industrier til nærmere undersøgelse.

Ændringsholdning nødvendig

Resultatet af opsamlede data omhandlende registrerede forureningstilfælde viste hurtigt, at der ikke var særlig mange registrerede forureningstilfælde af den offentlige vandforsyning i forbindelse med industrianlæg. Dette kan skyldes, at der reelt ikke sker mange forureninger af vandforsyningen, at en del af forureningerne ikke opdages eller at kun en lille del af forureningstilfældene registreres. Generelt konkluderes det, at der er behov for en konstruktiv holdning til risiko for fejl. Uheld og fejl er noget man skal lære af, og ikke noget der skal glemmes.

Udvælgelse af industrie

Udvælgelse af industrier til nærmere undersøgelse blev foretaget i samråd med vandforsyningerne. Ved udvælgelsen var det vigtigt at dække så mange relevante branchekoder som muligt samt udvælge industrier som berørte alle fem forureningsgrader beskrevet i DS 439 under sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med sikring mod forurening af den offentlige vandforsyning.

DS 439 ikke overholdt

Undersøgelse af de udvalgte industrier viste, at stort set ingen af industrianlæggene overholdte kravene specificeret i DS 439. De lokaliserede fejl var mere eller mindre alvorlige afhængig af den enkelte industriproces. Generelle fejl var manglende kontraventil i forbindelse med spulehane, luftgab ikke eksisterende samt manglende mærkning af rør. Desuden var det ikke altid autoriserede VVS-installatører, som udførte arbejdet i de enkelte industrier.

Store problemer indenfor landbruget

Specielt indenfor avls- og driftsbygninger viste undersøgelsen overraskende resultater. Mange installationer i landbruget er så gamle, at der ikke sidder en kontraventil på stikledningen og dermed er der direkte forbindelse mellem den offentlige vandforsyning og den lokale vandforsyning i tilfælde af enten overtryk eller undertryk i systemerne. Desuden benytter størstedelen af landbruget medicindoseringsanlæg, hvor der ligeledes ikke er monteret en kontraventil, hvilket bevirker, at der er risiko for at få medicin ud i den lokale vandforsyning og dermed også i den offentlige vandforsyning.

Hul i de gældende regler

En nærmere undersøgelse af de gældende regler på området viste, at avls- og driftsbygninger ikke er omfattet af DS 439, hvis dette ikke specifikt er nævnt i de lokale vedtægter i den enkelte kommune. Der er dog muligheder for at stille visse krav til landbruget, der henvises til afsnit 7.4.1 i rapporten. Det anbefales, at lovgivningen ændres, således at avls- og driftsbygninger skal overholde DS 439.

Risiko for forurening via industrianlæg

Umiddelbart er risikoen for forurening af den offentlige vandforsyning relativ stor udfra betragtningerne om den manglende overholdelse af sikkerhedsforanstaltningerne, men erfaringerne indsamlet fra kommunerne/vandforsyningerne tyder ikke på mange registrerede forureningstilfælde. Der kan findes flere forklaringer på dette. Det vurderes, at der reelt forekommer flere forureningstilfælde end der opdages, men konsekvensen af disse er ikke alvorlige og spores derfor ikke tilbage til drikkevandskvaliteten.

Industrianlæg den største forureningskilde

Udfra fra forskellige faktorer som blandt andet antal af industrier set i forhold til antallet af regnvands- og gråvandsanlæg, de manglende sikkerhedsforanstaltninger ved industrianlæggene samt alvoren af konsekvensen ved en forurening af den offentlige vandforsyning af industrianlæg, må det konkluderes, at den største risiko forefindes i forbindelse med industrianlæg.