Miljøvurdering af støvsugere

4 Opgørelse

4.1 Dataindsamling og -behandling
4.2 Procesoversigt
4.3 Resultatberegning

4.1 Dataindsamling og -behandling

De enhedsprocesser, der indgår i støvsugerens livscyklusvurdering og herunder følsomhedsvurderinger, fremgår af de modeller, som er opbygget i UMIP PC-værktøjet. Processerne og deres referencer er nærmere beskrevet i review informationen, som ligger i PC-værktøjet. Her gives en kort gennemgang af de indsamlede data og deres behandling, herunder hvorledes system-udvidelsen er foretaget.

Materialefasen

Støvsugerens materialesammensætning fremgår af matrix-LCAen, bilag a, og af procesoversigten, figur 5. Figur 2 og 3 illustrerer de enkelte materialekomponenter. ABS, bølgepap og papir er ikke repræsenteret i UMIP databasen og der er etableret nye data for disse. ABS er baseret på (Boustead, 1997). Bølgepap indgår i emballagen og data stammer fra en dansk fabrikant. Råvarer til bølgepapproduktion er genbrugs fluting/liner fra UMIP databasen. Papir benyttes til støvsugerens manual og data stammer fra den svenske skovindustri og Chalmers Industriteknik.

Materialekomponenter, Nilfisk GM400, ydre dele

Figur 3.
Materialekomponenter, Nilfisk GM400, indre dele

Materialekomponenter, Nilfisk GM400, indre dele

Figur 3.
Materialekomponenter, Nilfisk GM400, indre dele

Produktionsfasen

For produktionen af Nilfisk GM400 er der som nævnt i afsnit 3.2 valgt at benytte et erfaringsbaseret energiforbrug. Gydesen et. al. 1990 oplyser på baggrund af en række litteratureksempler, at energiforbruget til produktion af sammensatte produkter er af størrelsesorden 25 MJ per kg produkt, målt som primær energi, dvs. udvinding af råstoffer og produktion af energien er indregnet. De gennemgåede eksempler i UMIP-projektet (Wenzel et. al., 1996b) er af samme størelsesorden. Der er regnet med elenergi produceret med en virkningsgrad på 33% svarende til 2,5 kWh direkte energi per kg produkt.

Enkelte pladedele i motor og mundstykke er forzinket og støvsugerrøret er forniklet og forkromet. Der er oprettet processer for disse overfladebehandlinger.

Brugsfasen

Støvsugerens brug og drifttid er beskrevet som en del af den funktionelle enhed i afsnit 3.1. I brugsfasen indgår foruden elektricitet poseskift (6 gange årligt = 72 poser) og filter skift (for hver 5. pose = 15 filtre).

Bortskaffelsesfasen

Støvsugeren forhandles i EU og det må antages, at den vil blive bortskaffet i overensstemmelse med den kommende elektronikskrot-bekendtgørelse (EU, 1999). EU bekendtgørelsen i sin nuværende udformning beskriver kun kvalitativt hvilke tiltag der skal gøres for at indsamle de elektroniske produkter, og det er derfor svært at gætte på hvor mange der bliver indsamlet. Af de indsamlede støvsugere, som er af kategorien ”små husholdningsprodukter”, kræves en genvindingsgrad på 70%.

Hermansen, 1999, regner med at 85% af støvsugerne indsamles. Af de ikke indsamlede støvsugere går halvdelen til deponi og halvdelen til affaldsforbrænding. De indsamlede støvsugere adskilles i deres hovedkomponenter. Metaldele sendes til recykling. De største plastkomponenter genvindes og resten affaldsforbrændes. For motorens vedkommende regnes med at halvdelen sendes til kobbersmelteværk for udvinding af kobber og halvdelen sendes til normal metal shredning. I kobbersmelteværket er der høj genvinding af kobberet, men aluminium og stål går tabt. I shredderen er der høj udsortering af stål, men et vist tab af aluminium og især kobber (Erichsen, 1999). De antagne genvindingsgraderne er vist i afsnit 3.2. Scenariet er vist i figur 4.

Bortskaffelses scenarie, Gm400

Figur 4.
Bortskaffelsesscenarie, Nilfisk GM 400

Enhedsprocesserne for genvinding af materialer er i UMIP databasen beskrevet i forhold til mængden af genvundet materiale, som grundet procestab er lidt mindre end den mængde som tilgår processen. Der regnes med 5 % tab. Der er etableret data for omsmeltning af motor i kobbersmelteværk.

Emballagen antages bortskaffet således at 90 % genvindes, 5 % affaldsforbrændes og 5 % deponeres.

Transportfasen

Transport af råmaterialer, halvfabrikata og underleverancer til støvsugeren samt transport i forbindelse med støvsugerens distribution og bortskaffelse er fra oplysningerne i Hermansen, 1999, beregnet til 33130 kgkm. Transporten finder sted med stor lastbil, og der er regnet med landevejskørsel, som afspejler et gennemsnit af kørsel på landevej, motorvej og i by.

Systemudvidelse og undgået produktion

Da man undgår produktion af nyt materiale trækkes den genvundne mængde fra det oprindelige forbrug af primært materiale. For papir/pap og plast gælder særlige forhold, da disse ved genvinding ikke får helt samme kvalitet som primært materiale, eller kun kan recykles et vist antal gange, hvorved de fortrænger en mindre mængde primært materiale end mængden af genvundet materiale. For papir/pap er der regnet med 83 % fortrængning af primært materiale (Mortensen, 1994) og for plast er der regnet med 50 %. Når plasten ligger så lavt skyldes det dels at der er tale om plast efter brugsfasen og dels at meget af den indeholder fyldstoffer (Mølgaard, 1995).

For affaldsforbrænding findes data for den producerede varmemængde per kg brændbart materiale i UMIP databasen under antagelse af 75% virkningsgrad af affaldsforbrændingsanlægget. Ved beregningen af den varme, som fortrænges ved affaldsforbrænding, er der regnet med at denne varme er produceret med en virkningsgrad på 85 %.

4.2 Procesoversigt

Detalier om de enhedsprocesser, som indgår i livsforløbet, fremgår af den model, som er opbygget i UMIP PC-værktøjet. Udeladte processer er beskrevet i afsnit 3.2. En oversigt over modellen, som viser de overordnede processer, er vist i figur 5.

NF-PS121: Støvsuger GM400

1 stk Støvsuger GM400 (NF-PS121)

1 stk Materialefase støvsuger GM400 (NF-MF2.1)

0,45 kg Al (primær) 1, TERMINERET (M32765T98)
0,31 kg Cu (P), TERMINERET (M32518T98)
0,53 kg Plast, PE (low density) (M32441)
2,86 kg Plast, PP (M32445)
0,35 kg Plast, PVC (M32422)
0,13 kg Plast, POM (NF-M32360)
0,26 kg Plast, PA 66 (NF-M2436)
0,57 kg Plast, ABS (NF-M2437)
0,43 kg Plast, uspecificeret (NF-M2123)
0,2 kg Papir, ubleget, primær (NF-M32128)
1,21 kg Bølgepap (genbrug, 100%) (NF-M2095)
2,11 kg Stålplade (89% primær), TERMINERET (M32205T98)
0,3 kg Uspecificerede materialer (NF-M2326)

1 stk Produktionsfase støvsuger GM400 (NF-PF2.1)

24 kWh Dansk elproduktion, 1992, TERMINERET (L32719T98)
0,13 m2 Forchromning, incl. fornikling (NF-P1595)
0,045 m2 Forzinkning, sur, stel (NF-P2630)

1 stk Brugsfase støvsuger GM400 (NF-BRF2.1)

2,92 kg Papir, ubleget, primær (NF-M32128)
720 kWh EF elproduktion, 1990, TERMINERET (L32758T98)
0,04 kg Plast, PE (low density) (M32441)

1 stk Transportfase støvsuger GM400 (NF-TF2.1)

33130 kgkm Lastbil >16t diesel landev.TERMINERET (O32694T98)

1 stk Bortskaf.fase støvsuger GM400 (NF-BOF2.1)

0,85 stk Genvinding støvsuger (NF-BOF2.1.1)
0,075 stk Hele støvsuger deponi (NF-BOF2.1.2)
0,05 stk Papir/pap forbrænding (NF-BOF2.1.4)
0,05 stk Papir/pap deponi (NF-BOF2.1.5)
0,9 stk Papir/pap genvinding (NF-BOF2.1.6)
0,5 stk Poser/filtre forbrænding (NF-BOF2.1.7)
0,075 stk Hele støvsuger forbrænding (NF-BOF2.1.3)
0,5 stk Poser/filtre deponi (NF-BOF2.1.8)

1 stk Undgået produktion GM400 (NF-SU2.1)

0,075 stk Støvsuger forbrænding (NF-SU2.1.3)
0,05 stk Papir/pap forbrænding (NF-SU2.1.4)
0,9 stk Papir/pap genvinding (NF-SU2.1.6)
0,5 stk Poser/filtre forbrænding (NF-SU2.1.7)
0,85 stk Genvinding af støvsuger (NF-SU2.1.1)

Figur 5.
Procesoversigt, Nilfisk GM 400

 

4.3 Resultatberegning

Resultaterne af opgørelsen er beregnet i UMIP PC-værktøj. De vigtigste resultater er sammenfattet i tabel 2.
Klik på billedet for at se html-version af: ‘Udvalgte opgørelsesresultater for Nilfisk GM400 ved 12 års drift.‘

Klik på billedet for at se html-version af: ‘Udvalgte opgørelsesresultater for Nilfisk GM400 ved 12 års drift.‘