Vandværkssamarbejde mellem private vandforsyninger

Sammenfatning

Projektets formål var at etablere vandværkssamarbejde og kontaktudvalg i en række kommuner. Herunder at indsamle erfaring om forskellige former for samarbejde imellem vandværker, til brug for andre vandværker både her og nu, og i fremtiden.

Et kontaktudvalg består af repræsentanter fra samtlige vandværker i kommunen, og kontaktudvalgets formål er blandt andet at oprette et fælles forum, hvor vandværkerne kan udveksle erfaringer med andre vandværker og indlede et samarbejde om at løse en række opgaver af fælles interesse.

Projektet blev gennemført i fem kommuner, hvor der blev afholdt 2- 4 møder med alle vandværker. Derudover var det hensigten, at projektet så vidt mulig skulle:

  • Foregå i alle FVDs fem regioner
  • Arbejde videre med erfaringer fra kommuner, hvor der allerede var etableret kontaktudvalg
  • Omfatte små og store vandværker
  • Omfatte små og store kommuner
  • Belyse forskellige problemstillinger for vandværkerne

For at få et overblik over de forskellige muligheder for samarbejde skulle vandværkerne udfylde et spørgeskema og markere, hvilke opgaver vandværket ville være interesseret i at samarbejde med andre vandværker om at løse. Derudover omfattede spørgeskemaet en række generelle spørgsmål om vandværkets størrelse, behandlingsanlæg, vedtægter, takster, administration mv.

Projektet har vist, at alle vandværker vil opnå en stor fordel ved at deltage i et kontaktudvalg. Det gælder især for vandværker med nye bestyrelsesmedlemmer og for mindre vandværker, hvor der kan være lang tid imellem, at vandværket skal løse forskellige arbejdsopgaver, og derfor har svært ved at opnå den nødvendige erfaring og rutine.

Projektet har desuden vist, at der er mange arbejdsopgaver vandværkerne med fordel kan samarbejde om i et kontaktudvalg. Det gælder især opgaver i forhold til amt og kommune som f.eks. amternes indsatsplaner, kommunens vandforsyningsplan, beredskabsplanen, regulativ, takstblade, tilsyn mv.

Med baggrund i projektet, kan det derfor klart anbefales, at vandværkerne opretter et kontaktudvalg, der mødes 1 - 2 gange årligt, således at vandværker i samarbejde med kommunen får mulighed for at informere hinanden om ny lovgivning og udarbejde nogle fælles retningsliner for kommunes tilsyn med vandværkerne, udarbejdelse af takstblade, forbrugerinformation, indberetning af måleroplysninger til kommunen mv.

Projektet har desuden vist, at vandværkerne med fordel kan oprette en eller flere lokale erfa-grupper, hvor en mindre gruppe af vandværker kan behandle et emne af fælles interesse. Det kan for eksempel være opgaver som vandbehandling, regnskab, kassererens arbejdsopgaver mv.

Ved at oprette et kontaktudvalg vil vandværkerne desuden være bedre rustet til at løse de fremtidige opgaver. Det vil for eksempel være opgaver som at etablere et samarbejde om fælles drifts- og administration af flere vandværker, samt at indgå dyrkningsaftaler eller aftaler om skovrejsning for at sikre den fremtidige drikkevandsforsyning.

Som udgangspunkt bør kontaktudvalgene begynde med de opgaver, som vandværkerne kan blive enige om at arbejde videre med her og nu, og undgå en diskussion om problemstillinger, der ligger langt ude i fremtiden.

Spørgeundersøgelsen viser desuden, at hovedparten af vandværkerne har den opfattelse, at deres eget vandværk også vil eksistere om 10 år. Det er desuden normalt, at såvel vandværkets formand som kasserer og vandværkspasser modtager et honorar, og halvdelen af vandværkerne føler ikke, at arbejdsbyrden er for stor.

Der er flere af vandværkerne, der giver udtryk for, at vandværket har en stor betydning for lokalsamfundet, og mange bestyrelsesmedlemmer deltager i vandværkets bestyrelse af interesse eller for at sikre rent drikkevand og egen vandforsyning.

Generelt viser erfaringerne, at kontaktudvalg har fungeret bedst, hvor der er:

  • En udefra kommende trussel mod alle vandværker. Det kan f.eks. være en stor vandforsyning, der vil hente vand fra området, amtet er i gang med indsatsplaner i området eller der generelt er problemer med grundvandets kvalitet i området mv.
  • En aktiv formand i et af de private vandværker, der selv tror på ideen om samarbejde og dermed er i stand til at samle og lede kontaktudvalget igennem en længere periode.
  • En aktiv sagsbehandler i kommunen, der forstår at samarbejde med vandværkerne om at løse kommunens myndighedsopgaver.

Den samlede rapport incl. bilag kan hentes på såvel FVDs som Miljøstyrelsens hjemmesider – www.fvd.dk - eller - www.mst.dk.