Tungmetaller i affald

Tungmetaller i affald

1 Hvorfor er tungmetaller i affald et problem?

Mange af de mest akutte sundhedsmæssige problemer i forhold til brugen af tungmetaller er gennem de seneste årtier blevet løst gennem begrænset anvendelse og forbedret affaldsbehandling, fx: Bly er blevet fjernet fra benzinen, blyhagl er erstattet af stålhagl, kviksølvbejdsning af korn er erstattet af andre metoder og udslippene til luft fra affaldsforbrændingsanlæg er blevet begrænset ved hjælp af røggasrensning.

Bæredygtighed - store ord på en lille klode

Mange af de problemer, der i dag knytter sig til tungmetaller i affald, er mindre akutte og mindre synlige. Det handler i høj grad om, at vi aktuelt ikke løser problemerne - men efterlader dem til vore efterkommere. Forbedret håndtering af tungmetaller i affald skal derfor ses i sammenhæng med bestræbelserne på at udvikle et mere bæredygtigt samfund.

Hvis man kort skal opridse en række gode grunde til at undgå tungmetaller i affald til forbrænding og deponi, vil det være:

Tungmetaller er giftige for mennesker og øvrige organismer i miljøet.
Tungmetaller nedbrydes ikke ved affaldsbehandling.
Tungmetaller i affaldet vil før eller senere blive frigivet til omgivelserne.
Stigende koncentrationer i omgivelserne vil betyde, at mennesker og organismer i miljøet i stigende grad udsættes for tungmetaller.
Tungmetaller i spildprodukter fra affaldsforbrænding begrænser mulighederne for at anvende fx slagger og flyveaske til nyttige formål.

Tungmetaller er giftige for mennesker og miljøet

Man kan groft opdele tungmetallerne i "de slemme": kviksølv, cadmium, bly og arsen og "de mindre slemme": kobber, nikkel, chrom og zink. Hertil kommer en lang række tungmetaller, som kun anvendes i meget begrænset omfang og derfor ikke vil blive omtalt her.

Arsen er gennem regulering stort set blevet udfaset og vil ikke blive omtalt yderligere.

Zink må betragtes som det mindst problematiske af de otte tungmetaller, og for at begrænse omfanget af guiden og fokusere på de mest problematiske metaller er det valgt ikke at inddrage zink i guiden. Effekter af tungmetaller

Opdelingen mellem "de slemme" og "de mindre slemme" er først og fremmest baseret på deres giftighed over for mennesker. Tungmetallerne er i forskellig grad giftige for organismer i miljøet, men det er på grund af det komplekse samspil mellem mange forskellige påvirkninger vanskeligt at påvise aktuelle effekter i miljøet af det enkelte metal.

I forhold til menneskers sundhed er det først og fremmest kviksølv, der er interessant på grund af de kroniske giftvirkninger, der er knyttet til indtagelse af organisk bundet kviksølv gennem fødevarer. Indtagelsen af organisk bundet kviksølv sker primært gennem fisk. Fostre og små børn er i særlig grad udsatte. På grund af metallets lave kogepunkt spredes kviksølv i affald meget let til omgivelserne i forbindelse med affaldsbehandlingen. I miljøet opkoncentreres kviksølv gennem fødekæderne, hvilket gør fugle og andre højerestående dyr særligt udsatte. Der er tidligere påvist effekter af kviksølv på fugle.

Cadmium optages let af planter, og størsteparten af den cadmium, der indtages med fødevarer, kommer fra almindelige landbrugsprodukter. Rygere kan få en væsentlig del af deres indtag af cadmium via tobakken. Cadmium ophobes gennem hele livet i menneskets krop - især i nyrerne, hvor det kan give anledning til skader. Cadmium har både akutte og kroniske giftvirkninger over for organismer i miljøet, men der er ikke påvist væsentlige påvirkninger af miljøet i Danmark.

I Danmark giver bly først og fremmest anledning til bekymring på grund af risikoen for mulige skader på børn. Fødevarer er den vigtigste kilde til indtag af bly for voksne, mens små børn kan supplere dette indtag ganske væsentligt med bly i jord og støv, som de putter i munden. Hertil kommer at fostre modtager bly fra moderen, og børn er derfor belastet allerede fra fødslen. Bly påvirker nervesystemet, hvilket bl.a. viser sig i nedsat hastighed af nervesignalerne. Bly er giftigt for organismer i miljøet. De påviste effekter i miljøet knytter sig især til fugles indtagelse af blyhagl og blylodder.

De øvrige tungmetaller er umiddelbart mindre problematiske i forhold til menneskers sundhed, og da vi omgiver os med dem i hverdagen uden særlige sikkerhedsforanstaltninger, betragtes de af mange som uproblematiske.

Kobber er et essentielt mikronæringsstof for mennesker og dyr, og kobber i fødevarer og i de produkter, vi omgiver os med, betragtes under normale forhold ikke som noget sundhedsmæssigt problem. Kobber er især giftigt for mikroorganismer og organismer i vandmiljøet. Kobber anvendes af denne årsag bl.a. til træimprægneringsmidler og bundmaling til skibe.

Nikkel er ligesom kobber et essentielt mikronæringsstof. Sundhedsmæssigt er nikkel mest kendt i forbindelse med nikkelallergi, som kan opstå ved jævnlig hudkontakt med nikkel. Et højt nikkelindhold i fødevarer kan sandsynligvis frembringe udbrud af allergi hos folk, der allerede er blevet allergiske som følge af hudkontakt med nikkel.

Også chrom er et essentielt mikronæringsstof. Visse chromforbindelser er kræftfremkaldende, og chrom kan frembringe allergi, men disse effekter har primært været i fokus i relation til mennesker, der gennem deres arbejde er udsat for chromforbindelser. Visse typer chromforbindelser (Cr VI) er meget giftige for organismer i miljøet - en egenskab, der bl.a. er udnyttet i visse imprægneringsmidler. Tungmetaller, der deponeres, spredes til omgivelserne

Tungmetaller er grundstoffer og vil derfor ikke blive omsat ved affaldsbehandling. Tungmetaller, som deponeres med affald eller med restprodukter fra affaldsbehandling (slagger, røggasrensningsprodukt m.v.), vil før eller senere blive spredt til omgivelserne. Frigivelsen sker generelt meget langsomt, men til gengæld kan der ske en udsivning fra affaldsdeponeringsanlæg og deponier i hundreder af år frem i tiden. Hvis den nuværende udvikling fortsætter, må der regnes med en væsentlig større udsivning fra tidligere affaldsdeponeringsanlæg og deponier - som der vil blive flere og flere af - væsentligt større end den er i dag.

Tungmetaller i spildprodukter fra affaldsforbrænding

For at begrænse mængderne af affald, der skal deponeres på affaldsdeponi, og samtidig spare råstoffer, er det hensigtsmæssigt at kunne anvende slagger og flyveaske fra affaldsforbrænding til anlægsformål. Indholdet af tungmetaller i spildprodukter fra affaldsforbrænding begrænser i dag mulighederne for at anvende disse produkter til anlægsformål og resulterer i, at produkter i form af flyveaske og røggasrensningsprodukter skal håndteres som farligt affald. Der er derfor en særlig interesse i at begrænse tilførslerne af tungmetaller til affaldsforbrænding - også selv om det betyder, at det tungmetalholdige affald skal bortskaffes til affaldsdeponi. For produkter, der egentlig kan brændes, og som indeholder tungmetaller - eksempelvis trykimprægneret træ - er deponering således at foretrække frem for affaldsforbrænding.

Tungmetaller udvindes af råstoffer fra begrænsede ressourcer

Ifølge de seneste opgørelser rækker de kendte reserver af eksempelvis bly og kobber til henholdsvis 21 og 26 år med den nuværende produktion (US Geological Survey 2001). Chrom er det eneste af tungmetallerne, der har en meget lang forsyningshorisont med reserver, der rækker til næsten 300 år med den nuværende produktion.

Tungmetaller

De potentielle ressourcer er dog væsentligt større end de opgjorte reserver, og der er næppe udsigt til mangel på metaller de næste generationer. Det er de nemmest tilgængelige og bedste råstoffer, der anvendes nu, og man må regne med, at energi- og miljøomkostningerne knyttet til udnyttelsen af råstofferne vil stige. Allerede i dag produceres der eksempelvis i gennemsnit over 100 tons egentligt affald for hvert ton kobber, der udvindes, og hertil kommer flere hundrede tons jord og klippe, der skal flyttes rundt på. Det påpeges ofte, at de kendte reserver de seneste årtier ikke er blevet mindre på trods af den gennemførte råstofudvinding. Råstofefterforskningen gennem den sidste halvdel af det tyvende århundrede har bredt sig til de yderste områder af kloden - til de arktiske egne og de tropiske regnskove. Grænserne er ved at være nået, og man kan derfor ikke regne med, at den udvikling, der er sket i denne periode, kan fortsætte i al uendelighed, selvom det er vanskeligt at sige, hvornår der vil opstå egentlige mangelsituationer.

Anvendelsesbegrænsning eller genanvendelse?

For "de slemme" tungmetaller er det Miljøstyrelsens politik at reducere problemerne ved at reducere - og ideelt set helt udfase - anvendelsen af tungmetallerne. For "de mindre slemme" retter anvendelsesbegrænsningen sig kun mod særligt problematiske anvendelser af tungmetallerne. Det kan eksempelvis være kemiske anvendelser, hvor det ikke er muligt at genanvende materialerne. Der er ingen planer om at begrænse en række af de metalliske anvendelser, eksempelvis brugen af kobber i messing eller brugen af chrom og nikkel i rustfrit stål. For disse anvendelser gælder det først og fremmest om at sikre, at så stor en del af tungmetallerne som muligt under hensyntagen til økonomien i indsamlingen bliver indsamlet og bortskaffet til genanvendelse.

"Mange bække små"

Visionen er - i den grad det er muligt - at lukke metallernes kredsløb, sådan at de kan bruges igen og igen gennem generationer. Vi er allerede kommet et langt stykke ad vejen, men der er ingen enkle løsninger, hvorved vi kan komme et stort skridt videre. Det gælder nu om at lede de mange bække små i den rigtige retning.