Effekter af cypermethrin, azoxystrobin og bentazon på limniske invertebrater

Forord

Denne rapport beskriver indholdet af et to-årigt pesticidforskningsprojekt med titlen ”Forekomster og økologiske konsekvenser af pesticider i vandfasen og sedimentet i vandhuller”. Før projektets iværksættelse blev en screening af pesticidforekomster i vandhuller på anbefaling af bevillingsgiver taget ud af det oprindelige projektforslag. Vi har derfor valgt at give denne afsluttende rapport titlen ”Effekter af cypermethrin, azoxystrobin og bentazon på limniske invertebrater”. Projektet er et ud af i alt 4 projekter, som i 2001 blev iværksat af Miljøstyrelsen inden for indsatsområdet ”Vandløb og vandhuller”. Projektet har været et samarbejdsprojekt mellem Københavns Universitet - Ferskvandsbiologisk Laboratorium i Hillerød og Danmarks Miljøundersøgelser - Afdeling for Ferskvandsøkologi i Silkeborg. Det er gennem hele projektperioden blevet evalueret af en følgegruppe bestående af repræsentanter fra Miljøstyrelsen, Skov- og Naturstyrelsen, Amtsrådsforeningen, industrien (repræsenteret ved DuPont Danmark ApS), Landbrugets Rådgivningscenter, Dansk Jordbrugsforskning - Forskningscenter Flakkebjerg, DHI – Institut for Vand og Miljø, Danmarks Miljøundersøgelser, KVL - Institut for Jordbrugsvidenskab, Københavns Universitet og Roskilde Universitet.

Rapportens forfattere vil gerne rette en stor tak til Leif Michaelsen, Lone Nørgaard og Jane Stougaard-Pedersen, uden hvis tekniske assistance det ikke havde været muligt at gennemføre projektet. Desuden takkes Winnie Nielsen og Birthe Christensen for hjælp i forbindelse med gennemførelse af pilotforsøg.